Urakuen-haven

Urakuen-haven

Udgivet i Inuyama | 0
Print this pageEmail to someoneShare on FacebookGoogle+

Urakuen-haven (有楽苑) er en japansk have i byen Inuyama tæt på Inuyama borg. Inuyama ligger omkring en ½ times togkørsel fra Nagoya. I Urakuen-haven ligger Jo-an, et meget berømt tehus som også er udnævnt til at være en af Japans nationalskatte.

Det blev oprindeligt bygget i 1618 sammen med et studierum kaldet Shodenin Shoin i udkanten af Kenninji-templets grund i Kyoto. Bygherren var generalen Oda Uraku (1547-1621) en dygtig temester og elev af Sen-no-Rikyu, Japans mest berømte temester og grundlæggeren af den japanske teceremoni. Efter Meiji-periodens afslutning (1868-1912) blev Jo-an tehuset flyttet og genopbygget to gange. I 1972 blev studierummet og tehuset flyttet til sin nuværende placering i Urakuen-haven opkaldt efter Oda Uraku.

Haven omkring Jo-an er anlagt ud fra det japanske haveprincip kaldet miegakure som kan oversættes som noget i stil med “gem og afslør”. Hele havens opbygning kan ikke ses fra én vinkel, men er blokeret flere steder vha. af hegn eller store sten. Som besøgende er man derfor nødt til at bevæge sig rundt og kigge til alle sider for at få den fulde haveoplevelse. Der ligger flere andre tehuse i Urakuen-haven udover Jo-an og der er også en lille fin bambuslund.

Jo-an tehuset

Jo-an tehuset måler ca 3,6×3,6 m så stort er det ikke. Jo-an staves på japansk med tegnene 如 og 庵 der tilsammen betyder noget i stil med den “ultimative mening om al ting” eller “eneboerhytte”. Det giver mening når man ser huset for det er en simpel bygning, gulkalket med tremmevinduer i bambus. Over vinduerne er der udhæng også lavet af bambus og dækket med et stråtag. Lige til venstre for indgangen er der et særligt berømt rundt gittervindue lavet af bambus og flettet med vinranker. Det kaldes et uraku mado-vindue (有楽窓 ) og er den eneste af sin slags der findes i Japan.

Indgangen til tehuset er en såkaldt nijiriguchi eller en “kravle ind indgang”. Som besøgende skal man bøje sig og kravle ind i terummet, en symbolsk gestus der skal gøre én opmærksom på det simple, smalle og stille indre i tehuset som kontrast til den tætpakkede og larmende verden udenfor. Indvendig er terummet 2½ tatami-måtte stort og ved siden af er der et 3 tatami-måtte stort forberedelsesområde kaldet mizuya.

Jo-an ligger i en afskærmet mindre havedel i Urakuen og er opdelt i en indre og ydre have, en klassisk opbygning for en tehave ved et tehus. Her er trædesten, fine små buede hegn i bambus, en stenlanterne og et lille vaskebassin hvor den besøgende kan vaske hænder og skylle munden inden teceremonien begynder.

Der er ikke adgang for besøgende til Jo-an tehuset, men man kan sagtens kigge indenfor gennem bambustremmerne i vinduerne.

Transport
Urakuen-haven ligger for foden af Inuyama borg. Det tager 15 min. at gå dertil fra Inuyama station. Indgangen ligger lige ud til den store parkeringsplads der hører til Meitetsu Inuyama hotellet

Kort


Links til videre læsning

Udenlandske sider

Skriv et svar

18 − seventeen =