kinkakuji templet guldtemplet

Kinkakuji-templet

Udgivet i Kyoto | 0

Kinkakuji-templet (egl. Rokuonji-templet) eller Guldtemplet i det nordlige Kyoto er et af Japans mest populære buddhistiske templer og nok også et af de mest fotograferede og kendte motiver fra Japan. Oprindelig var Kinkakuji-templet en villa kaldet Kitayama-dai der tilhørte en magtfuld politiker kaldet Saionji Kintsune. Villaen blev i 1397 købt af shogun Ashikaga Yoshimitsu (1358-1408) som også brugte den som beboelse. Efter Yoshimitsus død blev villaen i følge hans eget ønske lavet om til et zenbuddististisk tempel i Rinzai-skolen af hans søn. Kinkakuji var i øvrigt inspirationen til Ginkakuji-templet (Sølvtemplet) i den østlige del af Kyoto som blev opført af Yoshimitsu’s barnebarn Ashikaga Yoshimasa nogle årtier senere.

Kinkakuji-templet er centralt placeret ved en stor spejlsø. Det er 12,5 meter højt og er bygget i flere arkitektoniske stilarter. Stueetagen repræsenterer den såkaldte shinden-stil som man brugte til paladsbygninger i Heian-perioden. Her er anvendt simple umalede træbjælker og hvide pudsede facader som står i stor kontrast til templets forgyldte 1. og 2. etage. Stueetagen har en række udsigtsterrasser og bag templet er der en lille fortøjningsplads til en fiskebåd. Statuer af Shaka Buddha (den historiske buddha) og Yoshimitsu står her. Som regel står dørene der vender ud mod søen åbne og hvis man kigger nøje efter eller bruger en kikkert kan man skimte statuerne fra den anden side af søen.

Guldpavillionen (Kinkakuji), Kyoto

Templets 1. etage er bygget i buke zukuri-stilen kendt fra samuraibeboelse og hele facaden er dækket af bladguld. Indenfor er der en statue af en siddende Kannon Bodhisattva omgivet af statuer af de fire himmelkonger. Disse vises dog aldrig frem for publikum. Denne etage brugte Yoshimitsu til forskellige politiske og kulturelle diskussioner. Den øverste etage er bygget i en kinesisk zenstilart med bueformede vinduer. Både det indre og ydre er dækket af bladguld. Taget er formet som en pyramide og øverst er en gylden føniksfugl.

Den nuværende udgave af Kinkakuji-templet stammer fra 1955 hvor templet blev genopført. En af templets munke satte ild til det i 1950 hvor det brændte ned til grunden. I 1987 fik templet et ekstra lag af bladguld for at få det til at skinne endnu mere.

Kinkakuji-templet er omgivet af en fin simpel og nedtonet japansk vandringshave med klippede cyprestræer, flere mindre søer, tehuse, en lille stenpagode og en shinto-helligdom tilegnet stedets ånd.

Adresse

1 Kinkakujichō, Kita-ku, Kyōto-shi, Kyōto-fu 603-8361

Hjemmeside (på japansk)

Transport

Tag bus 205 fra Kyoto station til Kinkakuji-michi stoppestedet eller bus 205 eller 100 fra Kyoto station til Kinkakui-mae stoppestedet. Det tager ca. 40 minutter hvis der ikke er for meget trafik. Guldtemplet er meget populært og altid fuld af turister både japanere og udlændinge. Prøv at komme tidligt om morgenen eller lige før lukkedag og helst en hverdag.

Kort