Shinnyodo templet

Shinnyodo templet

Udgivet i Kyoto | 0
Print this pageEmail to someoneShare on FacebookGoogle+

Shinnyodo templet (真如堂 egl. Shinshōgokuraku-ji dvs. “det virkelig himmelske tempel”) ligger i det nordlige Kyoto i et hyggeligt og stille beboelseskvarter. Det tilhører Tendai sekten indenfor buddhismen og blev grundlagt i 984 af præsten Kaisan Shonin fra Enryakuji templet på Hieizan bjerget også beliggende i Kyoto. Oprindeligt lå templet hvor Motoshinnyodo (Kankotsudo) templet ligger nu. Templets forskellige bygninger blev dog ødelagt under Onin krigen (1467-1477) og man flyttede templet rundt forskellige steder i de næste århundreder indtil 1693 hvor det blev genopført på sin nuværende placering. Templet dækker et stort område med talrige bygninger inkl. en 3-etagers 30 meter høj pagode fra 1817. Der er også en lille sø, en stor tempelklokke og begravelsesplads.

Hovedbygningen blev opført i 1717 og huser en statue af Amitabha Tathagata buddha. Den bliver også kaldt Unazuki-no-mida dvs. den nikkende Amitabha. Ifølge overleveringen ryster statuen på hovedet hvis man beder til at man som udøvende tilbeder bliver beskyttet, mens statuen nikker med hovedet hvis man beder til at mennesker især kvinder bliver beskyttet. Der er mulighed for at se statuen tæt på én gang om året d. 15. november som en del af ceremonien “Ju-nichi ju-ya betsuji nenbutsue” = 10 dage og 10 nætters messen. Her beder munkene til Amitabha i 10 dage i træk.

Hovedbygningen er rigt udsmykket bla. med en baldakin i bladguld, store chochin-lygter mm. samt to statuer af Monju Bodhisattva og Saicho grundlægger af tendai buddhismen i Japan.

Blandt templets mange skatte er 6 bind af Lotus-sutraen som er tendai buddhismens vigtigste sutra, forskellige mandalaer og en række malerier – kaldet Shinnyodo engi – der viser scener fra Onin krigen og andre historiske begivenheder.

Den 15. februar (iflg. månekalenderen) er den dag Buddha døde. For at fejre denne dag kaldet Nehan-e afholder templer over hele Japan særlige Nehan-e ceremonier i marts. Mange templer bla. Shinnyodo-templet udstiller i den forbindelse store farverige malerier – nehan-zu – som viser Buddhas død og hans opstigen til Nirvana. Shinnyodo templets nehan-zu er særlig berømt fordi den viser et stort udvalg af dyr fra hele Japan bla. en kat. Maleriet stammer fra 1700-tallet og måler 4 x 6 meter.

Bag hovedbygingen forbundet med en korridor er der en række rum med tatami måtter og flotte udsmykkede fusuma skydedøre. Herfra kan man nyde udsigten til to japanske haver som Shinnyodo templet også er berømt for.

Den ene have kaldet Zuien-haven (随縁の庭) er designet af havedesigneren Chisao Shigemori i 2010 og er en moderne fortolkning af en klassisk sand- og stenhave. Zuien-haven er designet med materialer Chisao Shigemori fandt rundt om på templets grund. Den er bygget op i forskellige geometriske mønstre der tilsammen gengiver Mitsui-familiens våbenmærke. Mitsui-familien, som er en gammel købmandsslægt i Japan, har en lang række forfædre begravet i træbygningen lige bag haven.

Den anden have kaldet Nehan er en klassisk karesansui sand- og stenhave fra 1988. Den benytter sig af den særlige shakkei-teknik dvs. lånt landskabs-teknik med Hieizan bjerget som en tydelig baggrund. Nehan-haven prøver at gengive Shinnyodo templets nehan-zu maleri af Buddhas død med sten, sand og træer.

Shinnyodo templet er et populært sted at besøge i efteråret hvor templets mange ahorntræer flammer rødt.

Adresse

96 Okiku, Sakyo-ku, Kyoto

Kort

Tag bus nr. 5 fra Kyoto station og hop af ved stoppestedet Shinnyodo-mae. Her er der 5 min.s gågang op af en vej og en trappe. Busturen tager omkring 40 min.

Skriv et svar

seventeen − one =