zojoji-templet

Zojoji-templet

Udgivet i Tokyo | 0

Zojoji-templet (増上寺) i Tokyo blev grundlagt i 1393 som hovedtempel for jōdo shu-retningen inden for rene land buddhismen i Kanto-regionen (dvs. den østlige del af Japan). Fokus er her på nembutsu dvs. recitation eller påkaldelse af Amida Buddhas navn. Zojoji-templet blev flyttet til sin nuværende placering i 1598 efter Ieyasu Tokugawa (grundlæggeren af Tokugawa shogunatet) kom til Edo (nuværende Tokyo). Fra starten af Edo-perioden hvor Tokugawa shogunatet herskede over Japan var Zojoji familiens tempel og et stort hovedtempel blev opført. Templet fungerede også som et administrativt center for studiet af jōdo shu-buddhismen. Dengang var templets område på omkring 82 ha der udover hovedtemplet husede 48 undertempler og 150 skoler. Op mod 3000 præster mfl. havde deres daglige gang her.

Under 2. verdenskrig blev hovedtemplet mfl. ødelagt. Hovedtemplet og flere andre bygninger blev dog genopført og Zojoji er fortsat hovedtemplet for jōdo shu og fungerer samtidig som den centrale nembutsu-seminarskole for præster mm. i Kanto-regionen.

Sangedatsumon

Adgangen til Zojoji-templet sker gennem Sangedatsumon hovedporten der er 21 meter høj i to etager og bygget tilbage i 1622. Den regnes for at være den ældste træbygning i Tokyo og er også den eneste originale bygning der er tilbage af templet. “San” betyder “3” og “gedatsu” betyder “moksha” et buddistisk og hinduistisk begreb for frigørelse eller befrielse. Hvis man går igennem porten, kan man som besøgende befries fra ton=grådighed, shin=had og chi=dumhed.

Daiden (honden, hovedtemplet) 

Daiden (se billedet øverst) blev genopført i 1974 i en kombination af traditionel buddhistisk tempelarkitektur og moderne arkitektur. Daiden huser en skulptur af Amida Buddha lavet i Muromachi-perioden (14.-16 århundrede) sammen med en skulptur af Shan-teo (613-681) en lærer der videreudviklede den kinesiske form af rene land buddhismen og en skulptur af Honen Shonin (1133-1212) som grundlagde jōdo shu-retningen.

Ankokuden

Til højre for Daiden ligger Ankokuden som huser en skulptur af Amida Buddha som blev tilbedt meget af Ieyasu Tokugawa den 1. Tokugawa shogun. Siden Edo-perioden har den været et symbol på sejr og siges at skræmme onde ånder væk. Amida Buddha vises frem for offentligheden tre gange om året (15. januar, 15. maj og 15. september).

Det er også her i Ankokuden at man kan købe forskellige omamori, votivtabletter mm.

Sentai Kosodate Jizo 

Til højre for Ankokuden er der et område med flere rækker af små jizo-skulpturer. Jizo er i følge japansk overtro beskytteren af børn. Disse skulpturer er tilegnet børn og børnebørn og tjener også som mindested for dødfødte børn og børn der er aborteret. For at holde deres hoveder varme er de iført små røde strikkede huer og bærer ofte også et lille rødt forklæde og små farverige vindmøller.

Enkodaishido

Et tempel opført til ære for Honen Shonin.

Tokugawa shogunatets mausolæum

Seks ud af 15 shoguns fra Tokugawa shogunatet er begravet i Zojoji-templet. Der er ingen adgang til selve mausoleet.

 

Adresse

4-7-35 Shibakoen, Minato 105-0011

Hjemmeside

Templet ligger meget tæt på Tokyo Tower som er meget synlig bag hovedtemplet. Tager man en tur op i Tokyo Tower, er der en fin udsigt udover tempelområdet og resten af Tokyo og Tokyo havn.

Transport

De nærmeste metrostationer er Onarimon eller Shibakoen stationerne på Mita linien og Daimon station på Oedo linie. En anden mulighed er Hamamatsucho station der ligger på JR Yamanote linien.

Kort

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

thirteen − 3 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.