Print this pageEmail to someoneShare on FacebookGoogle+

Nihon teien (日本庭園) dvs. den japanske have er designet til at være en tro repræsentation af naturen med en følelse af simpel og uspoleret skønhed.

Japans to hovedreligioner shintoisme og buddhisme haft stor indflydelse på udvikling af den japanske havearkitektur. Shintoisme tror på en guddommelige forbindelse mellem naturen og mennesket, shinto betyder gudernes vej. I den japanske have bliver shintos tro udtrykt gennem det stærke fokus på detaljen og fremfor alt enkelthed. Buddhismen tror ligeledes på en samhørighed med naturen hvilket er tydeligt at se i de mange buddhistiske tempelhaver.

Elementer i den japanske have

En klassisk japansk have er bygget op af to grundelementer: sten og vand.  Ifølge buddhismen er vand og sten ying og yang (kaldet in og yō på japansk), elementer der både er modsætninger og som passer sammen.

Vand

Vandet i den japanske have kan enten være i form af en lille dam eller vandløb eller hvis det er en stenhave repræsenteret ved det hvide sand. Vandet bliver nøje anlagt efter buddhistisk geomanti, dvs. kunsten og læren at stille ting der hvor der er størst sandsynlighed for at de bringer lykke.

Sten og sand

Sten, sand og grund er nogle af de mest karakteristiske træk ved den japanske have. Sten inddeles gerne i typer som høj vertikal, lav vertikal, flad, buet eller liggende.

Grove sten repræsenterer bjerge eller bruges til trædesten. Glatte eller runde sten bruges til at kantbelægning om vand eller som trædesten. Stenene skal variere i størrelse og farve, men ikke have en farve der skiller sig ud. De placeres gerne i kompositioner af to, tre, fem eller syv sten, hvor tre sten er den mest almindelige. I en tre-delt komposition repræsenterer den højeste sten himlen, den laveste jorden og den mellemste sten menneskelighed som opfattes som broen mellem himlen og jorden.

I gamle dage blev sand (suna) og grus (jari) brugt som belægning både omkring shinto helligdomme og buddistiske templer. Senere blev disse brugt i den japanske stenhave eller zenbuddhistiske have til at repræsentere vand eller skyer.

Fisk

Brugen af fisk i den japanske have stammer fra den kinesiske havekultur. Guldfisk kom til Japan i 1500-tallet.

Broer

Anvendelsen af broer som en del af haveopbygningen dukkede op i løbet af Heian perioden. Broer kan være lavet af sten (ishibashi) eller af træ; være lavet af træstammer med jord ovenpå og dækket af mos (dobashi); de kan enten være buede (soribashi) eller flade (hirabashi). Broerne kan være malet røde hvis de optræder i en tempelhave, et træk fra den kinesiske tradition.

I Edo-perioden hvor vandringshaven (se nedenfor) blev populær, blev der anlagt buede gange og så vandløb der blev forbundet af flere broer. På denne måde kunne man som besøgende nyde udsigten over haven fra flere steder.

Stenlanterner og vandbassiner

Se uddybende artikel om stenlanterner kaldet tōrō på japansk.

Vandbassiner (tsukubai) ses ofte ved indgangen til tehuse for at de besøgende kan vaske deres hænder og mund inden den japanske teceremoni. Vandet løber ned i bassinet via et bambusrør og som regel er der en træøse til at drikke vandet med.

Træer og blomster

Planter vælges altid ud fra en række æstetiske principper:

  • Planter bruges enten til at skjule uønskede udsyn eller til at danne baggrund til forskellige haveindslag eller bare simpelt at skabe et smukt sceneri.
  • Træer vælges med omhu og arrangeres så man kan kan udnytte deres efterårsfarver. Også mos er et hyppigt indslag i den japanske have et symbol på tradition og harmoni.
  • Blomster vælges udfra deres blomstringstidspunkt, så der er noget der blomstrer på alle årstider.
  • Nogle planter vælges for deres religiøse symbolisme som f.eks. lotusplanten (et vigtigt element i den buddhistiske lære) og fyrretræet som repræsenterer lang levetid.
  • Træer bliver klippet nøje for at skabe spændende blik rundt i haven og for at undgå at de blokerer udsyn.
De fire hovedtyper inden for den japanske have

Den japanske have kan inddeles i 4 overordnede havetyper. Mange japanske haver har elementer fra alle typer.

Tsukiyama

Tsukiyama som kan oversættes som vandringshave  er en af ​​de ældste og mest populære former for nihon teien i Japan. Den blev udviklet i perioden ca. 1600-1868. I vandringshaven afspejles naturen i miniatureform med kunstige bakker som et af de mest karakteristiske træk, med damme og små bække.

Eks.

kenrokuen nihon teien japanske have
Kenrokuen nihon teien, Kanazawa

Karesansui

Kare-san-sui (Kare = tør, san = bjerg og sui = havet) er den japanske sand- og stenhave. Denne have kaldes også zen- eller meditationshaven og opstod oprindeligt i forbindelse med de buddhistiske zen-templer i perioden ca. 1392-1568.

Haven er anlagt med sand eller granitskærver, der er revet i mønster der skal afspejle en flod eller havet med dets bølger. Det er en meget simpel havetype. Ind i mellem bliver der placeret klipper og sten der skal symbolisere øer, bjerge, en båd eller et landskab som sådan.

Eks. – i Kyoto:

ryoanji kyoto nihon teien japanske have
Ryoanji stenhaven, Kyoto

Chaniwa

Chaniwa eller roji kaldes også tehaven og ligger i tilknytning til tehuset hvor te-ceremonien finder sted. Denne type nihon teien blev udviklet i perioden ca. 1335-1600. Tehaven skal forberede gæsten mentalt og spirituelt inden te-ceremonien. Den er derfor udpræget simpel og naturlig. Tehaven kan være ret frodig med træer der skal illudere en tæt skov.

Tehaven er bygget op i to dele: først skal man vandre ned af en slynget trædesti (kaldet tobi-ishi) for til sidst at nå tehuset. Her står en tsukubai et stenbassin med en øse som gæsten bruger til at vaske hænder i og skylle sin mund inden vedkommende kan træde ind i tehuset.

Eks.

trædesti nihon teien japanske have okochi sanso
Trædesti i Okochi Sansos villa

Tsubo-niwa

Tsubo-niva er en japansk gårdhave. Tsubo er målet på to tatami-måtter og angiver, at der er tale om en lille nihon teien. Den type japanske have blev udviklet i perioden 780-1868. Tsubu niwa kan både anlægges i en gård, på altanen, taget mm.

gårdhave nihon teien japanske have
Gårdhave, Miyajima

Øvrige typer

Paradishaven

Paradishaven som havetype dukkede op i slutningen af Heian-perioden (794-1185). De skulle symbolisere Rene land paradishaven (jodō (浄土庭園) hvor Amidha Buddha sad på en forhøjning og kiggede ud på en lotusdam. Disse haver havde en ø midt i søen kaldet Nakajima hvor en Buddha-hal stod der forbundet til søbredden af en buet bro.

Det meste berømte eksempel på sådan en have, der stadig eksisterer, er haven ved Byodoin-templet bygget i 1053 i Uji nær Kyoto.


Sø eller damhaven (Chisen-shoyū-teien)

Oversat fra japansk betyder chisen-shoyū-teien noget i stil med en “sø-forår-bådudflugt have”. Havetypen stammer fra Kina og kom til Japan i løbet af Heian-perioden (794–1185). Som navnet antyder er fokus her en stor dam eller sø som man kunne gå rundt om eller sejle på.

Eks. – i Kyoto



 Links til videre læsning

Danske sider

Udenlandske sider

Bøger
  • Skammeritz, Jørgen: Japanske haver i Danmark : inspiration og praktiske anvisninger. 1. udgave. – [Kbh.] : Aschehoug, 2002. – 135 sider : ill. i farver ; 28 cm
  • Kawaguchi, Yoko: Japanske haver : tanker, inspiration og design. – [Risskov] : Klematis, 2000. – 144 sider : ill. i farver
  • Schou, Lise: Japanske haver. – [Kbh.] : Rhodos, cop. 1987. – 118 sider : ill., delvis i farver ; 27 cm
  • Iranzad, Ruth: Den japanske have : ide og inspiration. – [Risskov] : Klematis ; [Lyngby] : i samarbejde med Det Danske Haveselskab, 2000. – 84 sider : ill. i farver

Der findes også talrige artikler på dansk om japansk havekunst. Gå på det lokale bibliotek og få hjælp.