Print this pageEmail to someoneShare on FacebookGoogle+

Kanzashi (簪) er en type af traditionelle hårnåle hvis historie går langt tilbage. Allerede i Jomon perioden (12000-300 f.Kr.) har man kendskab til at folk satte en simpel pind i håret ud fra den overbevisning at den ville holde onde ånder væk. I den senere Nara-periode (710-794), hvor byen Nara var hovedstad, begyndte det japanske samfund at blomstre under stor indflydelse fra Kina. Man begyndte bl.a. at importere hårnåle og andre accessories som den japanske overklasse brugte til at udsmykke sig med. I Heian-perioden (794 – 1185) blev hovedstaden flyttet til Kyoto, og den japanske kultur udviklede sig yderligere. Den måde folk klædte sig på, og hvilke frisurer de havde, ændrede sig også, og kanzashi blev her et samlet begreb for forskellige typer hårudsmykning som hårpinde, kamme og hårnåle.

I starten af Edo-perioden (1600-1868) begyndte kvinderne i Kyoto at bære hanabira kanzashi (blomster kanzashi). Da denne stil nåede Edo (dvs. nuværende Tokyo), blev den yderligere raffineret, og man begyndte her at lave kanzashi vh.a. tsumami-teknikken (se under hana kanzashi). Tsumami kanzashi er den dag i dag stadig et kunsthåndværk som Tokyo er berømt for. I midten af Edo-perioden og frem blev kanzashi som udsmykning mere og mere populær, og modeller, motiver, materialer blev endnu mere kunstfærdige og farverige. I Meiji perioden (1868-1912) blev Vestens indflydelse tydelig, også inden for kvinders frisurer, og kanzashi var ikke længere så moderne.

I de seneste mange år er kanzashi dog blevet populært igen og kvinder bruger det som accessories ved festlige lejligheder som bryllup, deltagelse i teceremoni og lign. eller til hverdagsbrug.

Kanzashi som del af en maikos påklædning

En maiko (舞妓) er en pige under uddannelse til geiko (også kaldet geisha) i Kyoto. Maikoer findes også i Tokyo, men er ikke nær så udbredt her og deres uddannelse er anderledes end den i Kyoto. Maikoer og geishaers arbejde er at være professionelle værtinder der synger, danser og snakker med gæster ved fester og i traditionelle tehuse (ochya). Maikoer starter deres træning når de er i 15-års alderen og omkring 20 er de færdiguddannede som geisha.

Maikoerne i Kyoto bærer altid kimono, en karakteristisk makeup hvor ansigt, hals og nakke er helt hvid og også meget kunstfærdige frisurer. Geishaer bærer altid paryk hvorimod maikoer bruger deres eget hår. Kanzashi spiller her en meget vigtig rolle. Udfra valget af kanzashi kan man bl.a. se om der er tale om en junior eller senior maiko, og også hvilken årstid der er tale om. Maikoer bærer meget overdådige og farverige kanzashi hvorimod geishaers hårudsmykning er mere nedtonet og simpel.


Typer af kanzashi
  • Bira-bira – en type af kanzashi der er designet til dingle. Består af små metalplader der er sat fast i små ringe der igen sidder fast på en lille metalplade.
  • Kogai – hårpind lavet af skildpaddeskal (eller det der ligner), keramik, lakeret træ, metal mm. Kogai sælges ofte som et sæt med en tilhørende kushi kam
  • Tama – en hårpind i lakeret træ med en farvet perle i træ, lak, porcelæn eller silke i den ene ende. Traditionelt bruges en rød tama i perioden oktober-maj og en grøn i perioden juni-september.
  • Kushi er kamme. De er som regel runde eller rektangulære i formen lavet af skildpaddeskal (eller det der ligner) eller lakeret træ med forskellige udsmykninger som feks. perlemor. En særlig variant er blomsterkamme kaldet hanagushi hvor en masse små blomsterblade i silke bliver limet fast på en kam i træ.
  • Kanoko dome – en kanzashi der minder om en broche lavet i guld, sølv, jade, skildpaddeskal, koral eller lign. og udsmykket med perler og halvædelsten. Den er gerne rund i formen. En kanoko dome i form af sommerfugl ses også. Kanoko dome bruges kun hos maikoerne i deres første 2-3 år af deres uddannelse hvor deres frisure kaldes wareshinobu. Deres hår sættes i en høj knude med to røde kanoko (se længere nede) og det hele holdes på plads af en kanoko dome.
  • Ōgi bira – En variant af bira-bira hvor metalpladen er formet som en vifte. Bæres som regel i håret lige ved tindingen. Når en pige starter sin første dag som maiko (kaldet misedashi) bærer hun to ogi bira én i hver side af tindingen. En maiko er omkring 15 år når hun begynder sin træning.
  • Chinkoro – en kort rød snor der med en enkelt knude bindes fast forrest i maikoens frisure som et symbol på ungdom. Ved shici-go-san ritualet/festivalen kan piger også have en chinkoro i håret.
  • Kanoko to brede forede røde silkebændler der bindes og flettes ind i maiko’ens hårknude når hun bruger wareshinobu frisure
  • Miokuri metalstrimler der bøjes let og sættes fast bagtil
  • Hirauchi hårpind i metal, lakeret træ, plastik mm med to pinde med en flad udsmykket skive i den ene ende.
  • Tachibana hårpind i sølv med to pinde som maikoer bærer med deres wareshinobu frisure. Tachibana har røde og grønne perler/sten der repræsenterer mandarintræets frugter, et held og lykke symbol for maikoens træning i de første år (se billede)
  • Tegara eller tegarami trekantet variant af en kanoko lavet af chirimen som en senior maiko bærer. Når hun fylder 18 år skifter hun frisure fra wareshinobu til en der kaldes ofuku. Tegara er først rød, så lyserød og lige inden maikoen bliver geisha bliver den blå.
  • Hana kanzashi – Tsumami er en særlig teknik til at lave små foldede blomsterblade i silke, chirimen mm. og bruges til at lave hana kanzashi blomster med. Maikoerne bærer et utal af disse kanzashi både som en enkeltstående blomst eller som en større buket. Disse kan kombineres med bira-bira eller også kan man vedhæfte lange ranker (shidare) af tsumami blomsterblade der skal minde om blåregnens ranker (se billeder). Hana kanzashi er ofte meget detaljerede og støvdragere mm. laves vha. mizuhiki.

Bemærk: se flere billeder af kanzashi via Hanafubuk.dk pinterestprofil. Kan også ses som feed via vores facebookside – se her under Japanese accessories.


Billeder

Brug af kanzashi afhængig af årstid

I løbet af året bærer maikoerne kanzashi der er afstemt til årstiden. Hver måned har sit specifikke blomstermotiv (kaldet kisetsubana) ofte kombineret med planter, dyr der er karakteristisk for årstiden.

  • Januar – designet tager gerne udgangspunkt i det japanske nytår. Shōchikubai også kaldet vinterens tre venner er et populært tema: en kombination af fyrretræ (matsu), bambus (take) og blommeblomster i farverne rød, grøn og hvid som  især forbindes med fejringer. Andre temaer kan værre snurretoppe, traner eller risakser.
  • Februar – blommeblomster i røde farver er det overordnede tema der symboliserer ung kærlighed og det spæde forår
  • Marts – gule og hvide rapsblomster (nanohana), sommerfugle (symb. håb om et tidligt forår), ferskenblomster (momo), narcisser (suisen), camellia (tsubaki) og pæoner (botan).
  • April – de lyserøde kirsebærblomster sammen med sommerfugle og bonbori lanterner der signalerer at sommeren ikke er så langt bort. En sommerfugl lavet i guld eller sølv mizuhiki er også almindelig.
  • Maj – Blåregn (fuji) og blå iris. Små sommerfuglefigurer i sølv bruges også.
  • Juni – piletræets grønne blade (yanagi), lyserøde nelliker (nadeshiko) eller hortensia (ajisai)
  • Juli – små vifter af typen uchiwa sættes i håret. Viften hentyder til den store Gion festival som altid afholdes i juli i Kyoto. Andre motiver kan være fyrværkeri eller tsuyushiba dvs. dugdråber på græs.
  • August – pragtsnerle (asagao) eller susuki græs en slags elefantgræs/sølvgræs.
  • September – japansk klokkeblomst (kikyo) hvis lilla farve symboliserer efteråret. Andre blomster kan være chrysanthemum (kiku), kløverblomst, guldbaldrian, kujibønne, nelliker mm.
  • Oktober – chrysanthemum (kiku) gerne i en rød/hvid farvekombination der symboliserer efteråret (se billede af kam)
  • Novemberefterårsfarver, gerne blade fra den røde japanske løn. Blade fra ginkgo træet eller ambra træet bruges også.
  • December – små farvede riskageblomster (mochibana). Også to blanke kort kaldet maneki sættes i håret. Maikoerne besøger Minami za teatret og beder deres to favorit kabuki skuespillere om at skrive deres autograf på kortene. Senior maikoer bærer desuden bambusblade, mens junior maikoer bærer forskellige amuletter
  • Nytår – risakser som symbol på det kommende år. Også små hvide duer uden øjne sættes i håret. Maikoer og geishaer maler selv det ene øje op og beder en de godt kan lide om at male det andet.

Links til videre læsning

Danske sider

Udenlandske sider


Tips til DIY

I de seneste år er det blevet meget populært selv at lave kanzashi især hana kanzashi. På youtube, blogs mm. er der rigtig mange instruktioner. Der er også udkommet adskillige bøger. Materialerne er især silkebånd, men også forskellige tekstiler som chirimen bliver brugt.

Eks. på vejledninger:

Bøger

  • Blondeau, Sylvie: Japanese Fabric Flowers: 65 Decorative Kanzashi Flowers to Make. Search Press, 2015
  • Gilleland, Diane: Kanzashi in Bloom: 20 Simple Fold-and-Sew Projects to Wear and Give. Potter Craft, 2016

Sytilbehør

Firmaet Clover
Det japanske firma Clover sælger sytilbehør og har en hel serie med modeller til kanzashi blomster.
I Danmark er der flere der sælger Clover sytilbehør bla. bettyp.dk, stofogsy.dk

kanzashi clover
Forskellige modeller til at lave kanzashi blomster med fra firmaet Clover

Shopping info

Tokyo

Kanameya
104-0061 Tōkyō-to, Chūō-ku, Ginza, 8 Chome−8−7−18
+81 3-3571-1715

Hjemmeside (på japansk)

Kort

Tsumami-do
111-0053 Asakusabashi 3-20-16 Taito-ku, Tokyo

Butik der sælger værktøj, stof mm. til at lave kanzashi. Også salg af færdiglavede løse blomster og blomsterranker. Butikken afholder workshops man kan tilmelde sig (også på engelsk).

Hjemmeside

Kort

Kyoto

Wargo Kanzashi
Kæde af butikker bla. i Tokyo og Kyoto der sælger moderne versioner af kanzashi mm. Tjek adresser mm. på hjemmesiden.

Hjemmeside

Kintakedo
263 Gionmachi Kitagawa, Higashiyama-ku
Kyōto-shi, Kyōto-fu 605-0073
Tlf. +81 75-561-7868

Butik der i flere århundreder har solgt kanzashi mm til maikoer og geishaer.

Info på japansk (få billeder)
Kort

Oharibako
603 – 8215 Kyōtofu Kyōtoshi Kitaku Murasakinoshimomonzen-chō 25

Hjemmeside
Kort

Butik der både sælger kanzashi, punge, nøgleringe, tasker mm. lavet af kimonostof.

Kazurasei
285 Gionmachi Kitagawa, Higashiyama Ward, Kyoto, Kyoto Prefecture 605-0073, Japan
81 75-561-0672

Hjemmeside (på japansk)

Kort

Butik der er berømt for deres forskellige cameliaolieprodukter, men som også sælger div. accecsories f.eks. kanzashi.


Sightseeing info

Kyoto
Tetsuo Ishihara Museum for Traditionelle Japanske Frisurer
Shirakawa Bygning, 2F Yamato Oji Shijo Agaru Higashiyama-ku, Kyoto 605-0079
Tel/Fax: (075) 551 – 9071

Yugimachi

Kushi Kanzashi Museum
3 Chome-764-1 Yugimachi, Oume, Tokyo 198-0064
Hjemmeside

Museum der udstiller en privatsamling af forskellige typer af kanzashi mm. Hjemmesiden der også er på engelsk giver en god introduktion. Ca. 1½ times togkørsel fra Shinjuku station, Tokyo

KortHills Ishida 401, 4-23-28 Takadanobaba, Shinjuku-ku

Tokyo

Tsumami Kanzashi Museum
Hills Ishida 401, 4-23-28 Takadanobaba, Shinjuku-ku

Kort

Lille museum der fortæller om tsumami kanzashi og hana kanzashi.