Print this pageEmail to someoneShare on FacebookGoogle+

Maneki neko (招き猫) er en meget kendt japansk figur der forestiller en kat der har den ene pote løftet. På dansk kendes den også under navnene vinkekat, lykkekat eller velkomstkat. Maneki neko er en amulet som bringer held til ejeren. Katten er en japansk bobtail som Hello Kitty-figuren i øvrigt også er baseret på. Den løftede pote kalder eller vinker held og lykke ind til ejeren, eller mere præcist beder om held og lykke. Man ser ofte en maneki neko figur stå ved indgangen til butikker, lotteristeder, pachinkohaller, restauranter mm. i Japan for at bringe held og lykke.

Maneki neko fås i mange forskellige størrelser og i forskellige materialer gerne plastik eller keramik. Nogle kan også være elektriske hvor poten bevæger sig.


Udseende og potens betydning

Maneki neko kan fås både med højre eller venstre pote som betyder forskellige ting.

  • Venstre pote løftet: tiltrækker kunder, løfte om flere penge
  • Højre pote løftet: held og lykke, beskyttelse af ens penge
  • Nogen gange kan man også se udgaver hvor begge poter er løftet. Det signalerer beskyttelse af ens hjem eller virksomhed.

Derudover er lykkekatten gerne udsmykket med forskellige ting: et halsbånd (gerne rødt) og en lille klokke og ofte også en hagesmæk. Det var almindeligt i Edo perioden at rige mennesker klædte deres katte på på den måde. Klokken sørgede for at man altid vidste hvor katten var.

Maneki neko kan også holde forskellige ting i poterne eks.:

  • en oval guldmønt kaldet koban der er 1 ryō værd som i gamle dage var et stort beløb – maneki neko holder dog ofte en koban der er 10 millioner ryō værd
  • en lille hammer der symboliserer rigdom.
  • en fisk gerne en karpe der er symbol på held og overflod
maneki neko
Maneki neko iført halsbånd og hagesmæk og holdende en koban. Copyright: timtak / Foter / CC BY

Farver

Katten kan fås i forskellige farver med hver deres specifikke mening. De to varianter af hvide er de mest almindelige.

  • Hvid med orange og sorte pletter: held og lykke
  • Helt hvid: lykke og renhed, positive ting er i vente
  • Guld: rigdom
  • Sort: fjerne onde ånder
  • Rød: succes i kærlighed og i for hold
  • Grøn: godt helbred
maneki neko
Maneki neko købt i Gotokuji templet

Historie

Det er usikkert hvornår de første maneki neko figurer dukkede op. Men det er sikkert at man kendte til dem i Edo-perioden. Der findes en lang række historier og fortællinger knyttet til lykkekattens oprindelse.

Den mest populære lyder således (en variant af mange): En gang søgte en rig mand tilflugt under et træ ved siden af et tempel i Edo, da det regnede og tordnede kraftigt. Han fik øje på en kat der så ud som den kaldte ham til sig og han fulgte efter katten ind i templet. Kort tid efter slog lynet ned i træet han lige havde stået under. Han blev så taknemmelig over at katten havde reddet hans liv at han blev templets velgører og templet blev siden meget rigt. Da katten døde, blev der opført et tempel i dets ære og katten blev ophøjet til en gud. Besøgende til templet begyndte sidenhen at ofre en figur af den vinkende kat, når deres ønske blev opfyldt.

Besøger man Gotokuji templet i dag, er der et helt hjørne af templets område der er helliget maneki neko figurer. Templet sælger også alle mulige udgaver af dem.

Gotokuji templets adresse:
2-24-7 Gotokuji, Setagaya, Tokyo 154-0021, Japan
Tlf.: +81 3-3426-1437
Kort

maneki neko
Maneki neko på rad og række, Gotokuji, Tokyo
maneki neko
Maneki neko står tæt, Gotokuji, Tokyo
maneki neko
Maneki neko, Gotokuji, Tokyo

 

maneki neko takayama
Ældre maneki neko figur i sten foran restaurant i Takayama
maneki neko tokyo
Maneki neko foran lotteristed, Shinjuku, Tokyo
maneki neko
Maneki neko figur, som vedhæng til mobiltelefon og som klistermærker

Links til videre læsning

Danske sider

Udenlandske sider