Bunraku (文楽) også kaldet Ningyō jōruri (人形浄瑠璃) er en traditionel form for japansk dukketeater der blev grundlagt i Osaka i starten af det 17. århundrede. Det er en sammenblanding af flere kunstformer: traditionelt dukkespil, joruri (recitation af en dramatisk tekst) og ledsagende musik (det trestrengede japanske instrument shamisen).

Dukker (bunraku ningyo)

Dukkerne der bruges til bunraku består af et hoved (kashira), et skulderparti (kata-ita), krop (), og arme og ben (té-ashi). Dukkerne er omkring trekvart menneskestørrelse og meget realistiske udførte med bevægelige fingre, arme og mund som dukkeførerne styrer. I modsætning til traditionelt dukketeater bruges der ikke snore til at styre dukkerne.

Dukkeførere (zukai)

Der er normalt tre dukkeførere til at styre hver dukke som er fuldt synlige for publikum. De bærer sort tøj, sorte sko og en sort hætte der skjuler hovedet kaldet kuroko. Iført dette sorte tøj betragtes de traditionelt set som usynlige for publikum. Nogen gange bærer den primære dukkefører en kimono uden hætte.

Omo zukai – den primære dukkefører

Den primære dukkefører har ansvaret for at bevæge hovedet og den højre arm. Dukkeføreren bruger venstre hånd til at styre hovedets bevægelser og de forskellige ansigtsudtryk, mens han styrer dukkens højre arm med højre hånd.

bunraku dukke
Bunraku dukke. Cop. Ellywa投稿者自身による作品, CC 表示-継承 3.0, Link

Hidari zukai – den sekundære dukkefører

Den sekundære dukkefører holder dukken om taljen med venstre hånd og styrer dukkens venstre arm med højre hånd. Vedkommende har også ansvaret for evt. rekvisitter som dukken bærer.

Ashi zukai – den tredie dukkefører

Den tredie dukkefører styrer dukkens fødder. En kvindelige bunraku-dukke har ingen fødder og for at illudere fødder og bens bevægelse bevæger dukkeføreren i stedet kanten af dukkens kimono. Nogen gange bruger dukkeføreren sine egne fødder for at vise bestemte bevægelser.

Fortælleren (tayu) og musikken

En vigtig del af bunraku er fortælleren der reciterer samtlige replikker fra alle dukkerne. Det kræver at fortælleren skal kunne gengive forskellige typer af stemmer og tonelejer for at kunne repræsentere mænd og kvinder uanset alder. For at styre det rytmiske forløb er der en enkelt musiker til stede på scenen der spiller på en shamisen.

Nogle af Japans største skuespil findes inden for bunraku-repertoirets to hovedkategorier: samtidige skuespil om tidens borgerstand som fx Dobbeltselvmord i Sonezaki (1703) af Monzaemon Chikamatsu og historiske skuespil som fx De trofaste væbneres skatkammer (1748) af bl.a. Izumo Takeda (1691-1756) (1.) Skuespillene er en blanding af tragiske kærlighedshistorier, heltehistorier og fortællinger om forskellige historiske begivenheder.

1.(Citat: Den store Danske)


Bunraku-teater i Osaka

Bunraku Kyokai – Det nationale bunraku-teater

1-12-10, Nippon-bashi, Chuo-ku, Osaka 542-0073

Hjemmeside (på japansk)

Kort


Links til videre læsning

Udenlandske sider

Videoer