Noh (能, egl. “evne” eller “talent”) er den ældste form for teater i Japan. Det er en musikalsk dramaform der involverer mange kunstarter ikke kun dans, musik og litteratur, men også skulptur, farvning og vævning af tekstiler og byggekunst. Teksterne, der er baseret på både klassisk japansk og kinesisk litteratur, mytologi og historie, reciteres (kaldet kataru) og synges (kaldet utai) til musik spillet af fire musikere – en fløjte og tre forskellige typer trommer – samt et kor (jiutai) med 6-8 personer. Noh-teatret er meget underspillet. Skuespillernes rolle er at antyde stykkets tema ud fra deres udseende og vha. afmålte og kontrollerede bevægelser. Noh sammenlignes ofte med en opera eller musical, men minder nok mere om det første end det sidste.

I tæt tilknytning til noh-teatret er kyogen som er en komedie som fokuserer på det talte ord modsat noh. Der er to typer af kyogen: ai kyogen som opføres som en del af en noh-forestilling og hon kyogen som opføres selvstændigt. Både noh og kyogen kendes under den samlede betegnelse noh kyogen. Begge spilles et sted der kaldes noh butai (noh scenen).


Historie

Forgængerne til både noh-teatret og kyogen er teaterformerne dengaku og sarugaku. Sarugaku (“abemusik”) kom oprindeligt fra Kina i det 8. århundrede, men fik sit eget japanske udtryk. Sarugaku blev fra det 11. århundrede og frem en almindelig form for underholdning som især blev vist ved de mange helligdom-og tempelfestivaler rundt om i Japan hvor professionelle udøvere lavede akrobatik og tryllekunster, sang og dansede. Sarugaku var oprindelig en meget kort form for komedie. Men langsomt udviklede den sig til et egentlig stykke om almindelige mennesker med satiriske undertoner. Og endte med at være en egentlig komedie kaldet sarugaku.

Dengaku var en anden type af rituel forestilling hvor bønderne såede risplanter og bad til at de fik en god høst. Dengaku blev senere opført som en selvstændig form for underholdning og flyttet væk fra rismarkerne og ind til byerne eks. Kyoto og Nara. Dengaku som havde pralende kostumer og musik fik stor indflydelse på udviklingen af sarugaku. Sarugaku blev nu et syngende og dansende drama med en egentlig handling og blev kendt som sarugaku-noh.

I 1374 besøgte shogun Yoshimitsu (selv en digter og musiker) et tempel for at se den berømte sarugaku-skuespiller Kanami. Han blev så betaget af Kanami og dennes søn Zeami at han inviterede dem til at være en fast del af sit hof som skuespillere og underholdere. Her begyndte de at eksperimentere med forskellige former for teater især sarugaku og blandede poesi, skuespillerkunst, sang og dans til det der fremover blev kendt som noh-teatret. De skrev de fleste af de berømte stykker der stadig er på repertoiret i dag og Zeami skrev en lang række essays vedr. noh’s teknik og æstetik. 

Noh som vi kender det i dag fandt sin endelige form i Muromachi-perioden (1392-1573). Fra da af blomstrede den op med stor støtte fra overklassen og forskellige helligdomme og templer. Den berømte samurai og daimyo (større jordbesidder) Toyotomi Hideyoshi var en af noh-teatrets største støtter og spillede selv flere hovedroller.

noh scene itsukushimi
En af de mest berømte og ældste noh-scener opført på pæle ved Itsukushimi-helligdommen på Miyajima-øen nær Hiroshima. Der var meget kraftig højvande da billedet blev taget

Noh fortsatte med at blomstre i Edo-perioden med støtte fra de forskellige daimyo’er og var snart den mest populære form for underholdning blandt den herskende klasse. Noh adskilte sig kraftigt fra kabuki-teatret som blev betragtet som en vulgær, ikke-forfinet form for underholdning for købmandsklassen som samuraier og den herskende klasse aldrig ville se. I samme periode blev noh-teatret mere formaliseret og skarpt defineret. Regiebemærkninger blev skrevet ned, kostumer og masker fandt deres endelige udtryk og skuespillerne fik faste pladser på scenen.


Typer af skuespil

Der findes fem typer af skuespil inden for noh-teater:

  1. Kami-skuespil. Kami betyder gud på japansk. Et skuespil der handler om en eller anden hellig historie fra en shinto-helligdom
  2. Shura mono-skuespil. Et skuespil med krigere i centrum.
  3. Katsura mono-skuespil. Et skuespil der har en kvinde som hovedperson.
  4. Gendai mono-skuespil med en mere nutidig og realistisk historie og ikke overnaturlig og kyōjo mono-skuespil hvor hovedpersonen bliver vanvittig pga. tabet af et barn eller en elskede.
  5. Kiri- eller kichiku-skuespil hvor djævle, mærkelige dyr og overnaturlige væsener er i centrum.

Omkring 2000 originalmanuskripter eksisterer hvoraf ca. 200-230 af dem er en del af repertoiret i dag. Se liste over de meste kendte.

Et traditionelt program varer en hel dag og består af et spil fra hver type med en kyogen-komedie som mellemspil mellem hver; i dag spilles ofte kun tre skuespil på en dag.


Roller

Alle roller i noh-teatret inkl. de kvindelige har traditionelt set altid været spillet af mænd. Men efter 2. verdenskrig fik nogle få kvindelige skuespillere lov til at spille med i noh og siden da er tallet vokset stille. Ifølge hjemmesiden the-noh.com er medlemstallet i Nohgaku Performers’ Association pr. 2008 omkring 1400 hvoraf de 200 er kvinder.

Rollerne kan inddeles i 4 grupper:

  1. Shite (仕手, シテ). Shite er hovedpersonen i et noh-stykke og bærer som den eneste en maske. Shite spiller både mande- og kvinderoller, unge som gamle. Shitetsure (仕手連れ, シテヅレ) er shite’s medhjælper. Kōken (後見) er scenehjælpere (1-3 personer). Jiutai (地謡) er koret (6-8 personer).
  2. Waki (脇, ワキ) er den væsentligste birolle og modspiller over for hovedpersonen. Wakitsure (脇連れ, ワキヅレ) er waki’s medhjælper. Waki spiller kun manderoller som eks. rejsende munke, shinto-præster eller krigere og bærer ikke maske.
  3. Kyōgen (狂言) udfører ai kyōgen (間狂言) som er et slags mellemspil mellem scenerne og vedkommende kan bære en maske. Kyōgen har en fast plads lige uden for hovedscenen til venstre for scenemedhjælperne og musikerne (se tegning nedenfor).
  4. Hayashi (囃子) er musikerne der spiller fire forskellige instrumenter (se nedenfor).

Der er som minimum en shite- og en waki-rolle i hvert noh-stykke.


Kostumer

Skuespillerne i et noh-stykke bærer forskellige typer af kostumer i forskellige kombinationer afhængig af de roller de spiller. Noh-kostumerne er ofte meget farverige og overdådige.

Eks. på typer:

  • Kahatsu (ting til hovedet): kazura (paryk)
  • Kaburi-mono (ting der bæres på hovedet): eboshi (hat), tengan (hovedprydelse), etc.
  • Uwagi (forskellige typer overtøj der bæres ovenpå kimonoen): nōshi (kejserlig dragt), kariginu (frakke til jagt), happi (festivaljakke), chōken (kimonolignende dragt), maiginu (sjal til dans), etc. Choken er en af de mere berømte noh-kostumer kendetegnet ved brede ærmer. Den er som regel lavet af tyndt stof med indvævet guld- og sølvtrådsmønster. Ved brystet og ærmerne hænger der nogle dekorative snore kaldet tsuyu.
karaori kostume
Karaori
  • Kitsuke (en kortærmet kimono der bæres under den yderste kimono): surihakunuihakunoshime, etc. Surihaku er en af de mest almindelige og bæres så kun kraven kan ses. Ofte dekoreret med guld og sølvblade. Ved nogle figurer f.eks. kvindelige dæmoner vises mere af den øverste del af kimonoen som et symbol på det overnaturlige.
  • Uwagi / Kitsuke (den yderste kimono): karaori en kimono (lavet af brokade) der normalt bæres af en ung kvinde eller et yngre medlem af overklassen. Motivet på kimonoen er ofte hentet fra naturen med planter, blomster og bølger. For mænd og dæmoner bruges en tilsvarende ydre kimono kaldet atsuita. Er atsuita lavet i rød brokade symboliserer den ungdom. Derudover er der typer som eks. mizugoromo som er en kimono med brede ærmer der bæres af almindelige mennesker. Gerne ensfarvet.
  • Hakama (løse japanske bukser): ōkuchi (store hakama til krigere), hangiri (ankellange hakama), sashinukinagabakama etc.
  • Øvrigt tilbehør som bånd, snore mm. til at fæstne og binde sammen: kazura-obikoshi-obikoshi-himo, etc. Kazura-obi eks. er en stofstrimmel der bindes om hovedet med enderne hængende ned. Den bæres af de kvindelige figurer. Denne type obi fås i forskellige farver og mønstre.

Rekvisitter

De rekvisitter der benyttes i noh kaldes samlet for tsukurimono. Der findes forskellige typer eks. funé (båd), kuruma (vogn), itaya (hus) og torii (indgang til helligdom). De er ret simple og små og bruges mere som symbolske udtryk. Derudover bærer alle medvirkende en vifte.


Masker

Noh-maskerne (能面 nō-men eller 面 omote) bæres kun af hovedpersonen i et stykke. Masken signalerer hvilken alder og køn han har og hvilken social klasse han tilhører. Der er over 400 forskellige typer masker der groft kan inddeles i fem kategorier: guder, dæmoner, mænd, kvinder og ældre personer. Maskerne er forholdsvis små og dækker kun selve ansigtet med små huller til øjne, næsebor og mund. Maskerne skal være gerne være lette, da de bæres under hele stykket der ofte varer flere timer.

Maskerne skæres ud af et enkelt stykke japansk cyprestræ (kaldet hinoki). Efter den ønskede tykkelse er nået og hullerne til øjne, næse og mund er skåret ud, får masken flere lag gips blandet med lim. Efterfølgende slibes masken til for at skabe det endelige udtryk. Til sidst males den i de farver som passer til den figur den skal repræsentere. Nogle områder forgyldes evt. Hår og linierne omkring øjet males op med sort blæk.

  • Ko omote – maske til en meget ung kvinde og jomfru. Har et uskyldigt udtryk. En lidt ældre kvinde bærer en maske kaldet waka-onna.
  • Fukai – maske til en midaldrende kvinde. Bruges ofte til en mor der har været ude for en tragedie. Har et sørgmodigt udtryk.
  • Yase onna – maske til et lidende kvindeligt spøgelse der er død som følge af et problematisk kærlighedsforhold.
  • Uba – maske til en elegant, ældre kvinde.
  • Okina og hakushikijo – en maske til en ældre mand med et stort smil. Bruges i forskellige festlige sammenhænge og symboliserer glæde.
  • Hannya – en maske med horn til en kvinde der er blevet forvandlet til en dæmon efter voldsom jalousi. Har et bittert og desperat udtryk.
  • Tobide – en maske til en dæmon med øjne der stikker ud.
  • Obeshimi – maske til en tengu – en type af japansk overnaturligt væsen.
noh maske shikami
Vred dæmonlignende ånd kaldet shikami. Cop. Kakidai投稿者自身による作品, CC 表示-継承 4.0, Link
noh maske zoonna
En smuk kvinde som regel heltinden i stykket – kaldet zoonna
noh maske uba
En ældre kvinde kaldet uba. Cop. Kakidai投稿者自身による作品, CC 表示-継承 4.0, Link
noh maske hannya
En jaloux kvindelig dæmon kaldet hannya. Cop. Kakidai投稿者自身による作品, CC 表示-継承 4.0, Link

Scenen

Noh opførtes oprindelig udendørs på midlertidige scener ved templer eller helligdomme i forbindelse med festivaler, højtider etc. Tilskuerne så stykket fra tre sider: foran og fra siderne. I det 14-16. århundrede blev mere permanente scener af træ opført. Fra slutningen af det 19.århundrede kom noh-scenen indendørs i en bygning kaldet nohgaku-do (noh-teater).

Noh-scenen består af fire dele:

  • Honbutai hovedscenen der er 6×6 m med et blankpoleret gulv og et tag, der støttes af fire søjler. Disse fire søjler kaldes shitebashira (hovedpersonens søjle), metsukebashira (udkigssøjle), wakibashira (modspillerens søjle) og fuebashira (fløjtesøjlen). Under scenegulvet er der somme tider en dyb grav med store resonanskar af ler så skuespillernes fodtrin høres tydeligere.
  • Hashigakari Skuespillerne kommer fra spejlværelset, hvor masken tages på, og ind på scenen i venstre side over en gangbro kaldet hashigakari der betyder hængebro. Nogen gange kan broen fungere som en del af hovedscenen ved sceneskift eller lign. I nogle noh-stykker kan hovedpersonen dukke op som et spøgelse eller en ånd. Og her fungerer gangbroen som et symbolsk bindeled mellem denne verden og de dødes verden (himmel eller helvede). Langs gangbroen er plantet tre små fyrretræer (matsu). Træet der er tættest på indgangen er mindre end det der er tættest på scenen, en simpel måde man over for publikum kan lave et perspektiv i scenedekorationen.
  • Jiutai-za et rektangulært område til højre for hovedscenen. Det er her koret sidder.
  • Ato-za det bagerste område på hovedscenen. Bagvæggen på scenen kaldes kagami ita hvor der er malet et gammelt fyrretræ som er standard dekoration på alle noh-scener. De fire musikere, der samlet kaldes hayashikata, sidder lige foran kagami ita. Fra højre mod venstre er det fue (fløjte), kotsuzumi (skuldertromme), ōtsuzumi (hoftetromme) og taiko tromme. Scenemedhjælperne kaldet kōken sidder til venstre bagerst på en plads kaldet kōkenza.

Scenens opbygning (jf. billedet til højre)

1: ichi-no matsu (1. fyrretræ). 2: ni-no matsu (2. fyrretræ). 3: san-no matsu (3. fyrretræ). 4: josho. 5: hasho. 6: kyusho. 7. rækværk. 8. monomi-mado. 9. makuguchi (noh gardin).

10. kagami-ita (bagvæg med billede af fyrretræ). 11. kirido-guchi. 12. kyōgen plads. 13. kōken (scenehjælpere). 14: taiko tromme. 15: otsuzumi (hoftetromme). 16: kotsuzumi (skuldertromme). 17: fue (fløjte). 18: juitai (kor). 19: waki siddeplads. 20: waki-bashira. 21: fue-bashira. 22: shite-bashira. 23: metsuke-bashira.

24-32: hovedscenens inddeling. 33: kizahashi (trappe). 34-37: kensho (publikumspladser) – 34 og 37: waki shomen (se scenen fra siden), 36: shomen (lige foran scenen) og 35: naka shomen (vifteformet område mellem shomen og waki shomen).

noh scenen

Placering af de medvirkende (jf. billedet til højre)

I midten: shite (hovedpersonen) der bærer maske og holder en vifte.

Forrest til højre: waki. Til højre: 8-personers jiutai (kor).

Bagerst: fire (musikere), fra højre til venstre: fue (fløjte), kozutsumi (skuldertromme), ohzutsumi (hoftetromme) og taiko. Bagerst til venstre: to koken (scenehjælpere).

noh-scenen
Cop. Toto-tarou – Image created by Toto-tarou., CC BY-SA 3.0, Link

Hvor kan man se noh-teater?

Der er flere steder hvor man kan se noh-forestillinger. I Tokyo findes Det Nationale Noh-Teater nær Sendagaya station, Kanze Noh Teatret i Ginza (en del af et moderne højhus med en udsigtsterrasse øverst) og Cerulean Tower Noh Teatret i Shibuya. I Osaka findes Otsuki Noh Teatret og i Nagoya holder Nagoya Noh Teatret til. Sidstnævnte har et meget fint museum med kostumer, masker mm. som er værd at besøge. Alt forklaret på engelsk.

Gennem tiden er noh også blevet spillet i templer og helligdomme. På Miyajima-øen nær Hiroshima ligger den berømte Itsukushima-helligdom der har en noh-scene opført på pæle ude i vandet (se billede øverst på denne side).

Se links til de forskellige teatre på Japan Guides introside om noh.


Links til videre læsning

Udenlandske sider

Bøger og artikler

Danske

  • Teele, Rebecca Ogamo: Tomoe. I: The open page. – Nr. 8 (2003). – S. 34-40
  • Flindt, Willie: Nô-teater som scenisk virkelighed og litterært blændværk. I: Antropologi. – Nr. 41 (2000). – S. 25-27, 133