shirakawago_ogimachi

Ogimachi landsby

12. august 2022

Ogimachi (荻町) er den største landsby og hovedattraktionen i hele Shirakawago-området. Landsbyen er hjemsted for flere dusin meget velbevarede gassho-zukuri stråtækte huse, hvoraf nogle er mere end 250 år gamle. Ogimachi kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1995.

Bondehusene er arkitektonisk set ret fantastiske, designet til at modstå de hårde vintre der kan være i de Japanske Alper, samtidig med at de giver et sted at arbejde og leve. Husene er meget pittoreske både når de er dækket af et tykt lag sne om vinteren eller omgivet af grønne rismarker om sommeren.

Mange af bondehusene er nu indrettet til restauranter, museer eller minshuku hvor man kan overnatte. Et besøg i Wadake-huset og Kandake-huset kan anbefales. Førstnævnte hus stammer fra midten af Edo-perioden og tilhørte en rig familie der handlede med silke. Det er udnævnt til at være en af Japans nationalskatte.

En række bondehuse fra de omkringliggende landsbyer er blevet flyttet til et frilandsmuseum (Gassho-zukuri Minkaen) på den anden side af floden fra byens centrum i et forsøg på at redde dem fra ødelæggelse.

I den nordlige del af landsbyen kan man gå op af en vandresti til Shiroyama-udsigtspunktet der som navnet siger giver fin udsigt udover hele landsbyen (se billede foroven).


Adresse
Ogimachi, Shirakawa, Ono-distriktet, Gifu 501-5627
Hjemmeside

Kort

Gassho-zukuri Minkaen-frilandsmuseet
Hjemmeside

Kort

Transport
Se nærmere i Japan Guides oversigt.


Se i nærheden