daigoji-templet_kyoto

Daigoji-templet

Udgivet i Kansai-regionen, Kyoto
12. februar 2024

Daigoji-templet (醍醐寺) i det sydøstlige Kyoto tilhører Shingon-sekten inden for den japanske buddhisme. Det blev grundlagt i 874. Templet er bygget for foden af bjerget Daigosan og op ad dets bjergside. Det består af to dele: Kami-daigo som ligger på toppen af bjerget og Shimo-daigo som ligger for foden. Tempelområdet huser mere end 70 forskellige bygninger.

Daigoji-templet er berømt for sine smukke efterårsfarver især omkring Bentendo-bygningen (billedet øverst). Men dets mange kirsebærtræer især af typen Shidaré-zakura (Prunis Pendula) dvs. hængende kirsebærtræer er mindst lige så berømte og er blevet fejret og beundret siden gamle dage. Nogle af de smukkeste træer står foran Reikohan-museet (se nedenfor).

Toyotomi Hideyoshi (general og Japans reelle leder 1585-1598) holdt en berømt hanami-fest (fest hvor kirsebærtræerne beundres) d. 15. marts 1598 på templets grund. Hvert år den anden søndag i april afholdes der en parade Hō-taikō Hanami Gyōretsu hvor deltagerne klædt i tøj fra Momoyama-perioden fejrer denne hanami-fest.


Sanboin – residens og landskabshave

Sanboin blev bygget i 1135 af hovedpræsten Shokaku og har siden da fungeret som residens for templets hovedpræst. Både bygningen og landskabshaven blevet redesignet i 1598 da Toyotomi Hideyoshi afholdt sin hanami-fest.

Fra Sanboin kan man også kigge ud på Karamon, den kinesiske port, som kun blev åbnet når sendebude fra kejserfamilien kom på besøg. Den er helt sortlakeret og er udsmykket med store forgyldte chrysanthemum-blomster og blade fra kejsertræ (pawlonia).


Reihokan (Museum)

Daigoji-templet ejer en enorm kunstsamling på mere end 100.000 genstande. Omking 40.000 af dem er registreret som en del af Japans nationalskat eller som vigtige kulturgenstande.

Det er bla. træskærerarbejder, statuer, malerier, kunsthåndværk, forskellige dokumenter mm. Alle disse skatte opbevares i Reikohan der er templets skatkammer og museum der åbnede i 1935. Museet udstiller dele af samlingen forår og efterår.

daigoji_templet_kyoto
Reihokan-museumsbygningen
Fudō_Myōō_daigoji_templet
Et af templets skatte: billedrulle der forestiller Fudō Myōō

Tempelområdet

Saidaimon (Niomon)
Saidamon-porten er indgangsporten til selve tempelområdet og blev genopført af Toyotomi Hideyori i 1605. Statuerne på hver side af porten er lavet af skulptørerne Seizo og Ninzo i 1134 i slutningen af Heian-perioden.

Kondō

Kondō-bygningen er den centrale bygning i Daigoji-templet og blev bygget i 936 efter ordre fra kejser Daigo. I slutningen af 1500-tallet sørgede Toyotomi Hideyoshi for at bygningen blev flyttet til Daigoji fra Kishu (Wakayama præfekturet). Den blev færdiggjort i 1600 af Toyotomi Hideyori. Man tilbeder her en statue af Yakushi Nyorai, buddhaen for medicin som kurerer sygdom og fjerner lidelse. På hver side står der en statue af henholdsvis Nikko (bodhisattva for sollys) og Gakko (bodhisattva for månelys).

Goju-no-to-pagoden (5 etagers pagode)
Kejser Suzaku (søn af kejser Daigo) påbegyndte konstruktionen af denne 38 meter høje pagode i 936 som et hvilested for faderens sjæl. Den stod færdigbygget i 951 og regnes nu for at være Kyotos ældste bygning. Spiret på toppen er 13 meter høj. Indvendig er der en række statuer og loftsmalerier. Der er ikke offentlig adgang til pagoden.

Lige overfor pagoden ligger Fudodo-bygningen med statuer af de fem beskyttende guder Myō-ō. Går man videre øst på kommer man igennem Nichigetsumon-porten og har derefter på højre hånd Kannondō-bygningen.

Kannondō
Dette tempel er nr. 11. på Saikoku Kannon pilgrimsruten. Det er helliget Juntei Kannon som siges at hjælpe kvinder med at få børn.

Bentendō
Efter Kannondō-bygningen kommer man til den røde Bentendō-bygning der ligger ned til en lille dam med en rødmalet bro. Det er et meget fotograferet sted om efteråret når røde japanske løn og gule ginkgo-træer lyser op.
Bentendō er helliget Benzaiten gudinden for visdom, tiden, vand, musik mm.



Kami-daigo området

Bag Bentendo-bygningen er der en lidt stejl vandresti der fører op af bjerget til Kami Daigo som er der Daigoji-templets ældste tempelbygninger ligger. Det tager omkring en time at vandre derop.


Adresse
22 Daigohigashiojicho, Fushimi-ku, Kyōto-shi, Kyōto-fu 601-1325
Hjemmeside

Kort

Transport
Daigoji-templet ligger 15.’s gågang fra Daigo station (Tozai-linien). Der skal skiftes tog undervejs på Yamashina station. Der kører også en Keihan hurtigbus “Yamashina Express” mellem Kyoto station og Daigoji-templets parkeringsplads. Det tager ca. 30 min.