Shōkokuji-templet_kyoto

Shōkokuji-templet

Udgivet i Kansai-regionen, Kyoto
9. august 2023

Shōkokuji-templet (相国寺) eller Daihonzan Shōkokuji-templet i Kyoto tilhører Rinzai-skolen inden for den japanske zenbuddhisme. I middelalderen var templet nummer to på listen over Kyoto Gozan en fælles betegnelse for Kyotos fem mest betydningsfulde Rinzai zenbuddhistiske templer. Det mest betydningsfulde på den liste er Tenryūji-templet i Arashiyama.

Shōkokuji-templet er hovedtemplet for Shōkokuji-afdelingen inden for Rinzai og har over 120 templer tilknyttet sig herunder Guldtemplet og Sølvtemplet begge i Kyoto. Ejerskabet af to af Kyotos mest berømte templer siges at gøre Shōkokuji-templet til det rigeste tempel i Kyoto.

På templets grund ligger i øvrigt også det fælles hovedkontor for Rinzai og Obaku zenskolerne.

Historie

Shōkokuji-templet blev grundlagt i 1383 af Ashikaga Yoshimitsu (1358-1408) og opført øst for hans officielle residens Hana no Gosho (Blomsterpaladset). Ashikaga var den tredie shogun i Muromachi shogunatet. Han fik tilnavnet Dajō Daijin (den vigtigste minister i regeringen) omkring det tidspunkt hvor Shōkokuji-templet blev grundlagt. Et andet navn for Dajō Daijin var Shōkoku som er det navn templet er opkaldt efter.

Hele tempelkomplekset blev ødelagt i en brand i 1394 men blev efterfølgende genopført af Yoashimitsu. Templet er blev genopbygget af flere omgange men en meget omfattende brand i 1788 betød at den store Sanmon-hovedport fra 1609 aldrig blev genopført og heller ikke templets hovedbygning, Buddha-bygningen.

Shōkokuji-templet har gennem tiden haft en vigtig plads i udviklingen af den zenbuddhistiske kultur især sumi-e (tuschmaling). Flere munke fra templet bla. Josetsu (1394-1428) og Sesshū Tōyō (1420-1506) var talentfulde malere som satte nye standarder for landskabsmaleri og mere abstrakt maleri.

Hōjō-bygningen 

Hōjō-bygningen er den ledende præsts bolig. Den nuværende bygning stammer fra 1807 og består af seks tatamirum med udsmykkede skydedøre af bla. Zaichū Hara (1750-1837). Tre af rummene vender mod syd og er indrettet med henblik på repræsentation. Her finder man også en formel japansk tør landskabshave. De øvrige tre rum vender mod nord og er tænkt som præstens privatbolig. Her er også en tør landskabshave som dog er langt mere dramatisk og individuel og ikke så formel. Hōjō-bygningen er forbundet med Hattō-bygningen med en lang overdækket korridor.

Hattō-bygningen 

Hattō er det sted hvor den ledende præst foran munkene eller lægfolk prædiker den buddhistiske lære (dharma). Shōkokuji-templets Hattō-bygning er Japans ældste. Oprindelig bygget i 1391 og genopført fem gange. Den nuværende bygning stammer fra 1605. I loftet er der et stort maleri af en “Drage der kigger i otte forskellige retninger” malet af Kanō Mitsunobu (1565–1608). Dragens øjne følger den besøgende uanset hvor man står i rummet. Som besøgende opfordres man til at klappe i hænderne i håb om at høre dragens brøl fra det forstærkede ekko der er i bygningen. Det skyldes kombinationen af det stengulv der er lagt og loftets buede form.

Se billedet øverst.

Kaisandō-bygningen 

Som templets øvrige bygninger har Kaisandō-bygningen været ramt af brand og genopført af flere omgange gennem århundrederne. Den nuværende bygning stammer fra 1807. Kaisandō er en bygning tilegnet templets første ledende præst. In 1383 blev zenmesteren Shunoku Myōha (1311–1388) udpeget af Yoshimitsu som den første præst, men han mente at æren posthumt skulle gives til hans lærer Musō Soseki (1275-1351) hvilket skete i 1385.

I tilknytning til Kaisandō ligger en tør landskabshave (karesansui). Den er ikke særlig stor men dens udformning med grus, sten og fyrretræer gør den til et klassisk eksempel på en japansk have.

Jotenkaku-museet

På temlets grund ligger også Jotenkaku-museet der åbnede i 1984 i anledning af 600-året for Shōkokuji-templets grundlæggelse. Museet afholder flere særudstillinger og har også en permanent samling med skatte fra både Shōkokuji men også Sølvtemplet og Guldtemplet bla. flere malerier, kalligrafi, foldeskærme mm. Museet har også et terum, Muchu-an, bygget af det træ der var tilbage efter Guldtemplet brændte i 1950.


Bemærk! Templets bygninger (dvs. Hattō, Hojō og Kaisandō inkl. haver) har ikke åbent året rundt men kun i afgrænsede perioder om foråret og efteråret. Man kan altid besøge selve tempelområdet. Templets japanske hjemmeside skriver under FAQ hvornår åbningstiderne er. 

Adresse
701 Sokokuji Monzencho, Kamigyo-distriktet, Kyoto, 602-0898
Hjemmeside (engelsk)

Kort

Jotentaku-museet
Hjemmeside

Kort

Læs artikel om museet fra Exploring museums in Kyoto

Transport

Tog: tag Karasuma metroen og stå af på Imadegawa station. Herfra er 6-7 minutters gågang

Bus: Tag bus 51, 59, 201, 203 eller 102 fra Kyoto station og hop af på busstoppested Karasuma Imadegawa. Herfra er der få minutters gågang. Eller tag bus 51, 59, 201, 203 eller 102 og hop af på busstoppested Doshishamae. Herfra er der få minutters gågang.