tofukuji_templet_kyoto

Tōfukuji-templet

Udgivet i Kansai-regionen, Kyoto
12. august 2022

Tōfukuji-templet sydøst for Kyoto station er hovedtemplet inden for rinzai-skolen i den japanske zenbuddhisme.

Det blev grundlagt tilbage i 1236 af regenten Kujo Michiie (1193-1252) som i et lidt af et prestigeprojekt for sin familie ville bygge et tempel der kunne konkurrere med de to store templer i Nara – Todaiji-templet og Kofukuji-templet. Navnet Tōfukuji er i øvrigt en sammenskrivning af “To” fra Todaiji og “fuku” fra Kofukuji.

Tōfukuji-templet består af 25 bygninger spredt ud på en grund på omkring 2 ha. Templet har 25 undertempler tilknyttet der er spredt rundt om i Kyoto hvoraf mange er et besøg værd.

Sanmon-porten

Den 22 meter 2-etager høje Sanmon-port er den ældste zenbuddhistiske port i Japan bygget i 1425. I perioden 1969-1975 blev den skilt ad og repareret. På anden etage er der en statue af den historiske buddha omgivet af oplyste væsener. Loftet og søjler er malet med billeder af paradis. Lige ved siden er der en lotusdam med en fin lille stenbro.

Hondo (hovedbygnigen)

Det er en rekonstruktion fra 1934 da den originale brændte ned i 1881. Den huser en 15 meter høj buddha som man kan se udefra. Hovedbygningen er lukket for publikum undtagen nogle få dage i marts måned hvert år.

Hōjō-bygningen (beboelseskvarter for den ledende præst) og Hassō-haven

Hōjō-bygningen er beboelseskvarteret for den ledende præst og blev genopført i 1890. Hertil knytter sig fire zenhaver der vender mod hver deres verdenshjørne. De blev alle designet af landskabsarkitekten Shigemori Mirei (1896-1975) i 1939 og er berømmet for deres moderne design der stadig tager afsæt i traditionerne inden for japansk havedesign. Dvs. med fokus på bla. simpelhed, asymmetri, kontrast i farver og struktur.

tofukuji_templet_hiroshige
Tsutenkyo-broen i efterårsfarver. Træsnit af Utagawa Hiroshige II, ca. 1850-60

Haverne kaldes også samlet for Hassō-haven (haven med de otte udsigter) da de fire haver tilsammen repræsenterer Hassō-jōdō dvs. de 8 aspekter af Buddhas liv. Dvs. Hōrai, Hōjō, Eijū, Koryō, Hakkai, Gozan, Seiden ichimatsu og Hokutoshichisei.

Den sydlige have

En traditionel zenhave med fire store sten der symboliserer de udødeliges øer: Hōrai, Hōjō, Eijū og Koryō. Stenene står på sand der er revet i store bølger der skal symbolisere Hakkai – de otte have en del af det buddhistiske verdensbillede. I den modsatte ende af haven er der fem mindre jordhøje med mos der symboliserer Gozan – de fem hellige bjerge.

Den vestlige have

En have med en række azalea-buske klippet tæt i firkanter. De er placeret asymetrisk i forhold til en række firkanter med hvidt sand for at skabe et ternet mønster der skal symbolisere rismarker i traditionel kinesisk stil.

Den nordlige have

Denne have er anlagt i et skakternet mønster med henholdsvis firkanter af mos og sten. Stenene er genbrug da de oprindeligt blev brugt til belægning ved hovedporten (omotemon). Fra den nordlige have er der en fin udsigt til en slugt med japansk løn og Sengyokukan-vandløbet der løber gennem tempelområdet.

Den østlige have

Haven her kaldes også for Hokuto-haven. Syv cylinderformede sten er placeret så de danner stjernebilledet for Karlsvognen (kaldet Hokutoshichisei på japansk). Stenene her er også genbrug og blev oprindeligt brugt som grundsten til templets toilet.

Den ledende præst bad specifikt Shigemori Mirei om at genbruge så mange materialer som muligt i sit havedesign. I følge Rinzai-skolens tro må intet få lov til at gå til spilde.

Kaisando-bygningen 

Ikke langt fra Hōjō-bygningen ligger Kaisando-bygningen med en fin lille have med klippede buksbom foran og en have med grus revet i firkanter.

Tsutenkyo-broen

Tsutenkyo-broen fører over den den førnævnte slugt der er på tempelområdet. Den er et meget populært udsigtspunkt om efteråret hvor man kan kigge ned på omkring 2000 japanske løn i røde efterårsfarver.

Aizendo-bygningen

En oktavformet træbygning malet i shuriro-farve der stammer fra Nanbokuchō-perioden (1336-1392, en del af Muromachi-perioden). Den er helliget Aizen Myōō (en beskyttende dharmapāla gud). Bygningen var oprindeligt et undertempel tilknyttet Manjuji-templet men da dette tempel brændte i 1934 blev den flyttet til sin nuværende placering.

Øvrige bygninger

Udover de ovennævnte bygninger er der på Tōfukuji-templets område flere fine eksempler på zenarkitektur fra den tidlige Muromachi-periode (1333-1573) herunder Zendo (meditationsbygningen), Shoro (klokketårn), Yokushitsu (bad) og Tosu (ltoilet i et zentempel).

 

Billedet øverst i indlægget er fra den sydlige have.



Adresse
15-chōme-778 Honmachi, Higashiyama-ku, Kyoto, 605-0981
Hjemmeside (på japansk)

Kort

Transport
Fra Kyoto station tag toget mod Nara og hop af på første stop efter Kyoto: Tōfukuji station. Herfra er der 5-10 min.’s gågang til templet. I november måned er templet meget besøgt og her står der vagter allerede fra stationsudgangen og hen til templets indgang og guider folk med skilte.


Se i nærheden

  • Fushimi Inari-helligdommen med de mange røde torii-porte. 20 min.’s gågang fra Tōfukuji.
  • Unryūin-templet et undertempel til Tōfukuji med nogle meget fine vinduer ud mod templets have. 5-10 min.’s gågang fra Tōfukuji.