hasedera_kamakura

Hasedera-templet

Udgivet i Kamakura, Kanto-regionen
26. maj 2021

Hasedera-templet (長谷寺 eller 海光山慈照院長谷寺) i Kamakura tilhører Jodo-sekten inden for den japanske buddhisme.

Ifølge overleveringen opdagede munken Tokudo Shonin i 721 et stort kamfertræ i et bjergrigt skovområde nær Hase by i Nara-regionen. Dets størrelse gjorde at han besluttede at der kunne laves hele to statuer af boddhisattva Avalokiteshvara ud af træet. Den statue som han skar ud af den nederste del af træet blev givet til Hasedera-templet nær Nara.

Statuen lavet af den øverste del af træet smed han i havet nær nuværende Osaka med en bøn om at det en dag ville dukke op igen og redde menneskene. 15 år senere i år 736 om aftenen den 18. juni blev statuen skyllet op på land ved Nagai strand på halvøen Miura ikke langt fra Kamakura. Statuen blev fragtet til Kamakura og Hasedera-templet blev opført til ære for den af Tokudo Shonin.

Statuen står nu i en særlig indrettet bygning Kannondo-bygningen. Med sine 9,18 meter regnes det for at være en af de største træskulpturer i Japan. Statuen har 11 ekstra hoveder udover det primære hoved der alle viser forskellige trin i retning mod den fulde oplysning. Statuen holder en stav i tin i højre hånd og en vase med lotusblomster i venstre hånd. Den blev forgyldt med bladguld i 1342 på opfordring af shogun Ashikaga Takauji og i 1392 fik den tilføjet en glorie.

På den ene side af Kannondo ligger Kannon-museet der udstiller templets skatte. På den anden side ligger Amidado-bygningen som huser en 2.8 meter høj forgyldt skulptur af Amidia Buddha. Den blev udført i 1194 på opfordring af Japans første shogun Minamoto Yoritomo.

Hasedera-templet er bygget ind i skråningen på en høj. Det betyder at der er en fin udsigt herfra udover Kamakura og havet. Templet har lavet en decideret udsigtsplatform med bænke hvor man kan sidde og nyde udsigten. Der er også en lille restaurant der sælger wagashi-konfekt, små lette måltider og forskellige drikkevarer.

På vej op til selve helligdomskomplekset ligger Jizodo-bygningen helliget Jizo Bodhisattva. Omkring hallen står flere rækker af små Jizo-figurer hvor nogle af dem bærer små røde strikkede huer. Jizo Bodhisattva hjælper afdøde børns sjæle med at nå paradis.

Indgangen til templet ligger ved foden af skråningen hvor der også er en fin japansk have. Det er også her man finder Bentendo-bygningen helliget Benten, gudinden for kvindelig skønhed og rigdom. Ved siden ligger en lille grotte – Benten kutsu – med flere statuer af Benten.

Adresse
3 Chome-11-2 Hase, Kamakura, Kanagawa 248-0016
Hjemmeside

Kort

Transport

5 minutters gågang fra Hase station på Enoden-linien der kører mellem Kamakura og Fujisawa.

Billedet øverst: Cop. jpellgen


Se i nærheden