hamarikyu-parken

Hamarikyu-parken

Udgivet i Kanto-regionen, Tokyo
6. maj 2021

Hamarikyu-parken ligger lige ud til Tokyo-bugt og er en smuk japansk landskabshave, der ligger som et grønt åndehul omgivet af skyskrabere og tæt på det gamle fiskemarked. Det er et godt sted både at se kirsebærblomsterne blomstre om foråret og se på glødende efterårsfarver. Der er også en pæonhave og en egentlig blomsterhave som kan nydes om sommeren. Haven er på over 25 hektar og inddelt i forskellige mindre haveområder med søer ind i mellem. En af søerne, Shioiri no ike, får vandet tilført direkte fra Tokyo-bugt og vandstanden følger her tidevandet.

Centralt placeret i haven på en ø midt i Shioiri no ike-søen ligger Nakajima no ochaya, et tehus som shogun’en og hoffet benyttede i gamle dage. Den nuværende bygning er en rekonstruktion fra 1983 og her kan man få matcha-te og søde sager mod et mindre beløb. Adgangen til tehuset sker via lange gangebroer der giver et godt udsyn til resten af haven og skyskraberne omkring.

Hamarikyu-parken tilhørte oprindeligt Tokugawa shogun-familien og fungerede som et yderfort til Edo borg. I 1654 byggede Matsudaira Tsunashige (bror til den 4. shogun Ietsuna) en bolig kaldet Kofu Hama-yashiki (“Kofu strandhus”) på et inddæmmet jagtområde der tilhørte shogun-familien. Da Tsunashige’s søn Tsunatoyo blev shogun (1662-1712), blev strandhuset en egentlig villa for shogun-familien og fik navnet Hama-goten (“Strandpalads”). Området omkring paladset blev langsomt indrettet til have og haven fik sit nuværende udtrykt, da Ienari (1773-1841) blev den 11. shogun i rækken.

I 1868-69 kom Meijirestaurationen, en revolution der bragte Tokugawa-shogunatet  til faldt. Strandpaladset og tilhørende have blev nu en villa for kejserfamilien og fik navnet Hamarikyu. Det Store Kanto-jordskælv i 1923 og de mange bombninger af Tokyo under 2. verdenskrig ødelagde mange af bygningerne og træerne på området. Kejserfamilien overdrog haven til Tokyo by efter krigens slutning og efter omfattende reparationsarbejde åbnede haven for offentligheden i 1946.

Adresse
1 Hamarikyūteien, Chūō-ku, Tōkyō-to 104-0046
Hjemmeside

Kort


Se i nærheden