Rikugien-haven_tokyo

Rikugien-haven

Udgivet i Kanto-regionen, Tokyo
1. januar 2022

Rikugien-haven (六義園) er en smuk landskabs- og vandringshave i Tokyo med en stor dam, træer og blomster og en kunstigt skabt høj med udsigt udover haven. Navnet Rikugien stammer fra en gammel kinesisk klassifikation af den japanske waka-digtning i seks forskellige elementer. Rikugien betyder således noget i stil med “de seks princippers have” og gengiver i miniature 88 forskellige scener fra berømte waka-digte.

Rikugien-haven er et typisk eksempel på en have fra Edo-perioden. Den blev anlagt i perioden 1695-1792 af feudalherren (daimyo) Yanagisawa Yoshiyasu (1658-1714) efter tilladelse af shogun Tokugawa Tsunayoshi. Efter Yanigisawa døde, faldt haven hen og blev glemt. I 1878 købte grundlæggeren af Mitsubishi Iwasaki Yatarō haven og begyndte at renovere den. Dette arbejde fortsatte hans efterfølger Iwasaki Yanosuke. I 1938 donerede Iwasaki-familien Rikugien-haven til Tokyo by og siden da har det været en offentlig tilgængelig have. Haven er i dag kun 1/3 af dens oprindelige størrelse.

Haven er meget velbesøgt om efteråret hvor det er et af Tokyos bedste steder at se efterårsfarver. Farverne er gerne på sit højeste i slutningen af november, starten af december. Ved indgangen til haven står et stort gammelt hængende kirsebærtræ som er helt lyserød i slut marts, start april. Senere på foråret i april og maj blomster havens mange azalea-buske.

Haven er også et godt sted at se eksempler på de lidt mere traditionelle japanske måder at passe en have på. Dels yukitsuri, en måde at snebeskytte træer især fyrretræer og komo maki en stråmåtte der bindes om træstammer for at indfange natsværmere.

Billedet øverst: Udsigten udover haven fra Fujishirotogen-højen. En 35 meter høj kunstigt skabt høj.

Adresse
6 Chome-16-3 Honkomagome, Bunkyo by, Tokyo 113-0021

Kort

Transport
Tag JR Yamanote linie eller Namboku metrolinien til Komagome station. Herfra er der 10 min.’s gågang til haven.


Se i nærheden