Usui Tōge Miharashidai-udsigtspunktet

Usui Tōge Miharashidai-udsigtspunktet

Udgivet i Karuizawa 0
4. august 2019

Usui Tōge Miharashidai-udsigtspunktet (碓氷峠見晴台) ligger i udkanten af byen Karuizawa på grænsen mellem Gunma og Nagano præfekturerne. Et skilt markerer grænseovergangen. Udsigtspunktet ligger 1200 meter over havets overflade. Der er en storslået udsigt udover de omkringliggende bjerge inkl. Asama-bjerget, en aktiv vulkan på 2568 meter (se billedet øverst).

Usui Tōge Miharashidai-udsigtspunktet ligger på toppen af Usui-bjergpasset som siden det 8. århundrede har været en vigtig transportvej gennem det centrale Japan. Bjergpasset var en del af Nakasendō-vejen, en af to veje der i Edo-perioden forbandt Kyoto med Edo (nuværende Tokyo). En toglinie mellem byerne Yokokawa og Karuizawa kørte igennem passet fra 1893 og frem til 1997. Nu om dage er det nationalrute 18 der passerer passet og forbinder Karuizawa med hele Kantō-sletten (herunder Tokyo).

Adresse
Matsuidamachi Sakamoto, Annaka, Gunma 379-0307
Hjemmeside

Kort (udsigtspunktet)

Kort over den del af den gamle Nakasendō-vej der passerer igennem Usui-bjergpasset og Karuizawa. Udgivet af Karuizawa Turistbureau

Transport
Man kan vælge at gå op til udsigtspunktet fra Karuizawa Ginza-området via en vandresti kaldet Usui Toge Yuran Hodo. Det tager ca. 90 min. Stien starter ikke langt efter man har passeret Nite-broen og et toilethus på venstre hånd. Se kort hvor stien starter. Der er gode skilte også på engelsk. Det er en fin tur gennem et skovområde som er særlig flot om efteråret pga. efterårsløvet.

Alternativt kan man (fra slutningen af april til slutningen af november) tage en gammeldags rød turistbus (Karuizawa Aka Bus) derop. Den kører i timedrift mellem Manpai Hotel, Karuizawa Ginza og udsigtspunktet. Turistbureauet i Karuizawa Ginza udleverer buskøreplan på engelsk (se kort). Bussen afgår også lige foran turistbureauet (stoppested 観光会館前). Køreplan på japansk kan ses her (inkl. stoppestedet ved turistbureauet).

Hvis man ikke har lyst til at tage bussen t/r eller både at gå op til udsigtspunktet og ned igen, kan det anbefales at tage bussen op og gå ned. Det er mindre anstrengende. Ved udsigtspunktet er der et oversigtskort (også på engelsk) hvor hele vandrestien er markeret og starten på stien fra udsigtspunktet og ned er også markeret med et skilt.


Kumano Kōtai-helligdommnen (熊野皇大神社)

Lige ved siden af Usui Tōge Miharashidai-udsigtspunktet ligger Kumano Kotai-shintohelligdommen som lidt usædvanligt ligger præcist på grænsen mellem Gunma og Nagano præfekturerne. Templets hovedbygning er placeret midt på grænseovergangen mens to mindre tempelbygninger er placeret i hver deres præfektur.

Pga. helligdommens specielle situation er der også to præster tilknyttet tilhørende hver deres religiøse institution der deles om ansvaret for helligdommen. Der er også to tempelkontorer der sælger hver deres type af omamori-amuletter og to offerkister (saisen) i stedet for normalt den ene hvor man kan smide et par mønter i.

Helligdommen hører under Kumano Sanzan-helligdommene på Kii-halvøen. Der eksisterer mere end 3000 Kumano-helligdomme i Japan der alle er helliget de tre Kumano-bjerge: Hongū, Shingū og Nachi.

Adresse
2 Tōgemachi, Karuizawa, Kitasaku-gun, Nagano 389-0101
Hjemmeside (på japansk)
Wikipedias artikel om templet (på japansk)

Kort

Den førnævnte røde turistbus har endestop lige foran templet. Det er også her man skal hoppe af hvis man skal hen til udsigtspunktet.