chionin_templet_kyoto

Chionin-templet

Udgivet i Kyoto 0
25. juli 2019

Chionin-templet (知恩院) i Kyoto er hovedtemplet for Jōdo-sekten inden for den japanske buddhisme. Jōdo kendes også under navnet Rene land buddhismen som har mange tilhængere overalt i verden og er en af de mest populære buddhistiske sekter i Japan.

Udgangspunkt for Jōdo-sekten er at enhver der kan fremsige ordene “æret være Amida Buddha” (Namu amida butsu) vil blive frelst og genfødt i Det rene land. Det var munken Hōnen (1133-1212) der grundlagde denne sekt.

I løbet af Edo-perioden blev det nuværende Chionin-tempel bygget på vegne af shogun Tokugawa Ieyasa der var tilhænger af Jōdo-sekten. Templet skulle fungere som familietempel for Tokugawa-familien.

Chionin-templets grund er på mere end 14 hektar med mange forskellige bygninger spredt udover området. I det følgende nævnes de vigtigste.

Sanmon-porten

Sanmon-porten er templets hovedindgang. Det er den største træport i Japan: 24 meter høj og 50 meter bred (se billede øverst). Den blev opført i 1621 af shogun Tokugawa Hidetada (1579-1632). Går man igennem porten kommer man til en lang og lettere stejl stentrappe der fører op til selve tempelområdet.

Lige til højre for porten er indgangen til den fine Yūzenen-have som også er en del af Chionin-templet.

Mieidō-bygningen

Denne bygning er Chionin-templets vigtigste og ligger på venstre hånd når man er kommet op af trappen. Det huser templets mest betydningsfulde tilbedelsesobjekt: en statue af Hōnen der grundlagde Jodo-sekten. Bygningen blev genopført af shogun Tokugawa Iemitsu (1604-1651) i 1639.

Hōjō-haven

Denne have ligger bag Mieidō-bygningen og er en traditionel japansk have med en dam (chisen kaiyūshiki-stilen dvs. en have designet rundt om en dam). Den blev anlagt i begyndelsen af Edo-perioden af munken Gyokuen som arbejdede sammen med den berømte havedesigner Kobori Enshū.

Amidadō-bygningen

Amidadō-bygningen blev genopført i japansk zelkovatræ i 1910. Her står en næsten 3 meter høj statue af Amida, den vigtigste buddha for Jodo-sekten.

Gobyō-mausuleet

Mausoleum for Hōnen.

Hōnen shōnin midō-bygningen

Hōnen shōnin midō blev grundlagt i 1635 som et træningssted for munke.

Seishidō-bygningen

Denne bygning er Chionin-templets ældste bygning fra 1530. Oprindelig fungerede dette sted som meditationsrum for Hōnen hvor han udbredte sin lære om nembutsu-bønnen de sidste måneder før sin død.

Daishōrō-klokketårnet

Klokken i dette tårn er en af de største i Japan: 3,3 meter i højden og 2,8 i diameter. Den blev støbt tilbage i 1636.

Bemærk bag klokketårnet starter der en vandresti der fører op til Shōgunzuka-højen med en fantastisk udsigt udover Kyoto.

Templets syv vidundere

Chionin-templet er kendt for dets syv vidundere som er mere eller mindre skjulte detaljer som man kan finde rundt om i de forskellige bygninger mm. F.eks. en gammel wagasa-paraply der er blevet glemt, et billede af en kat hvis øjne følger beskueren uanset hvor man står etc. Se mere info på templets hjemmeside.

Bemærk: templet har gennemgået en årelang renovering af mange af bygningerne. Mieidō-bygningen er den sidste der mangler at blive renoveret færdig. Stilladser mm. er fjernet nu men selve bygningen kan først besøges i 2020.


Adresse
400 Rinkachō, Higashiyama-ku, Kyōto-shi, Kyōto-fu 605-8686
Hjemmeside

Kort

Transport
Der er 10 min.’s gågang til templet fra Higashiyama Station (Tozai-linien). Alternativt tag bus 206 fra Kyoto station og hop af på stoppestedet Chionin-mae. Herfra er der 5 min.’s gågang.

Se i nærheden