eikando_templet_kyoto

Eikandō-templet (Zenrenji-templet)

Af Kyoto 0
25. juli 2019

Eikandō-templet (永観堂) i Kyoto tilhører Jōdo-sekten inden for den japanske buddhisme også kaldet for Rene land buddhismen. Det ligger lige nord for zentemplet Nanzenji.

Det er et af Kyotos mest berømte steder at se momiji dvs. når ahorntræerne om efteråret får deres røde blade. Det bedste tidspunkt er gerne i anden halvdel af november.

I 853 opførte præsten Shinjō (der var elev af den berømte præst Kobo Daishi) et træningssted til at praktisere shingon buddhismen. Ti år senere fik han lov af kejser Seiwa til at opføre et tempel kaldet Zenrinji.

I slutningen af Heian-perioden blev præsten Yokan (kaldet Eikan) hovedpræsten i templet der under hans ledelse efterhånden voksede sig til at blive et betydningsfuldt tempel. Templet fik snart sit kaldenavn Eikandō (Eikan’s sted) og er det navn det er bedst kendt under i dag.

I Kamakura-perioden blev præsten Jōhen leder af templet. Han var til at starte med en følger af shingon buddhismen, men efter at være blevet introduceret til præsten Hōnens lære (grundlægger af Jōdo-sekten) blev han overbevist om at templet i stedet skulle følge denne sekt.

Shakadō-bygningen

Shakadō-bygningen stammer fra Muromachi-perioden i en stil typisk for den tid kaldet shoin-zukuri. Rummene har smukke malerier på fusuma-skydedøre og vægmalerier lavet af Hasegawa Tōhaku (1539-1610) og hans elever. Der er også en lille stenhave ved siden af.

Miedō-bygningen

En bygning der er helliget Jōdo-sektens grundlægger Hōnen.

Amidadō-bygningen

Amidadō-bygningen huser templets vigtigste tilbedelsesobjekt: en statue af buddha Amida hvis ansigt mod sædvane drejer mod venstre.

Bygningen blev flyttet til Eikandō-templet fra Osaka i 1607. I loftet er der malet flere hundrede blomster.

Hiyoke no Amida-bygningen

Præsten Shinjō som grundlagde det oprindelige Zenrenji-tempel placerede fem statuer af Buddha i denne bygning. Kun en enkelt af statuerne overlevede en brand under Onin-krigen (1467-1477) og kaldes derfor for den ildbeskyttende Amida.

Karamon-porten

Port der kun blev brugt ved besøg fra de kejserlige sendebude.

Garyūrō-korridoren

En korridor i træ der forbinder nogle af templets bygninger. Dens form minder om en sovende drage (garyūrō) og har derfor fået dette navn.

Tahōtō-pagoden 

Pagoden ligger højt placeret på templets grund hvorfra der er en fin udsigt udover Kyoto. Pagoden er i to etager. Den nederste etage er firkantet, mens den øverste er rund.

Pagoden er helliget Shaka Nyorai (den historiske buddha) og Tahō Nyorai.

Hōjo-dammen

Lige neden for Tahōtō-pagoden ligger Hōjo-dammen. En buet stenbro fører over til en lille ø i midten af dammen hvor der er en lille helligdom. Ahorntræerne bliver her oplyst om aftenen i november måned hvor de røde efterårsfarver er på sit højeste. Tjek templets hjemmeside for præcise datoer.


Adresse
48 Eikandōchō, Sakyō-ku, Kyoto, 606-8445
Hjemmeside

Kort

Transport
Templet er 15-20 min.’s gågang fra Keage station (Tozai linien). Alternativt tag bus 5 fra Kyoto station og hop af på stoppestedet Nanzenji-Eikando-michi. Herfra er der 5 min.’s gågang.

Se i nærheden