filosofstien_kyoto

Filosofstien

Udgivet i Kyoto 0
25. juli 2019

Filosofstien i Kyoto (Tetsugaku no Michi, 哲学の道) er en sti der løber langs Biwa-kanalen i den nordlige del af Higashiyama-området. Kanalen er flankeret af en lang række kirsebærtræer, der gør den til en af Kyotos meste populære steder at se kirsebærblomster (sakura) om foråret. Filosofstien er omkring 2 km lang og starter lige ved indgangen til Ginkakuji-templet og slutter ved Nanzenji-templet.

Filosofstien har fået sit navn fordi det siges at filosoffen og professoren Nishida Kitarō (1870-1945) mediterede på stien på sin daglige gåtur frem og tilbage fra Kyoto Universitet.

Der er nogle få cafeer og et par små butikker undervejs, men ellers er det mest templer og helligdomme man passerer og som alle er værd at besøge: Hōnenin-templet, Anrakuji-templet, Ōtoyo-helligdommen, Eikandō-templet, Kumano Nyakuōji-helligdommen og Kiunin-templet.

Det tager omkring 30 min. at gå turen uden stop, men da der er så mange seværdigheder undervejs kan man sagtens bruge en formiddag eller mere langs stien.

Biwako Sosui eller Biwa-kanalen løber 20 km. gennem bjergene ud i Biwa-søen øst for Kyoto. Biwa-søen er Japans største ferskvandssø på omkring 670 km2. Biwa-kanalen blev bygget i Meiji-perioden til transport af vand, gods og personer fra søen og ind til Kyoto by. Den blev også brugt som Japans første hydroelektriske generator der forsynede Kyotos sporvogne med elektricitet.

Adresse

Shishigatani Honenin Nishimachi, Sakyo Ward, Kyoto, Kyoto-præfekturet 606-8427

Kort

Transport

Start gåturen fra Sølvtemplet og sydpå til Nanzenji-templet så er man tættere på centrum, shopping, restauranter mm. til sidst end den anden vej.

Se i nærheden