nijo-borg_kyoto

Nijo borg

Udgivet i Kansai-regionen, Kyoto
9. august 2023

Nijo borg (二条城, Nijōjō) blev bygget i 1603 som residens for shogun Tokugawa Ieyasu. Hovedstaden var flyttet til Edo (nuværende Tokyo), men når shogunen var i Kyoto regererede han fra Nijo-borgen. Her boede og arbejdede han og hans stab og her modtog han sine gæster. Tokugawa Ieyasu var den første shogun i Edo-perioden, Japans guldalder.

Hans barnebarn Iemitsu fortsatte med at udbygge og udvide borgens forskellige bygninger, bla. lod han opføre et 5-etagers borgtårn. Nijo borg stod færdig i 1626. Nijo borg regnes for at være et af de fineste eksempler på japansk arkitektur fra den tidlige Edo-periode med fantastiske træudskæringer og smukke malerier på skydedørene mellem borgens forskellige rum.

Efter Tokugawa shogunatets fald i 1867 overgik ejerskabet af borgen til den kejserlige familie. I 1939 blev Nijo borg doneret til Kyoto by og har siden da fungeret som museum. I 1994 blev den udnævnt til at være en del af Unescos verdensarv.

Nijo borg kan inddeles i to områder: Honmaru som er det primære fæstningsanlæg. Her ligger Honmaru-paladset og dertilhørende Seiryuen-have. Ninomaru er det sekundære fæstningsanlæg med Ninomaru-paladset og dertilhørende have. Hele fæstningsanlægget er omgivet af stenmure og voldgrave. Honmaru-paladset er også omgivet af en ekstra indre voldgrav.


Ninomaru-paladset

Ninomaru-paladset er det første der møder den besøgende efter man har passeret den berømte kinesiske port, Karamon-porten. Ninomaru-paladset fungerede som residens og kontor for shogunen. Paladset står stadig i sin oprindelige form og er karakteristeret ved en elegant men simpel arkitekturstil – shoin-zukuri – som var en favorit blandt krigerklassen.

Paladset består af en lang række af selvstændige bygninger som er forbundet med korridorer med såkaldte nattergale-gulve (uguisubari) som knirker når man træder på dem. En måde at advare shogunen og hans folk om at nogen var på vej.

Paladset dækker et areal på omkring 3300 m2 med 33 rum der er dækket af tatami-måtter. De mange rum er adskilt af skydedøre (fusuma) med malerier lavet af den berømte Kanō-skole med tigre, hejrer, påfugle, ørne, bambuslunde og fyrretræer. Lofterne er rigt dekorerede med hvert deres mønster. Ninomaru-paladset er også et godt at se eksempler på ranma, en traditionel japansk form for gitterværk i træ der især er monteret som den øverste del af en væg tættest på loftet eller i en rumadskiller i form af skydedøre.

Audiensrum

Shogunen holdt audiens med sine feudalherrer i et audiensrum der egentlig består af fire sammenhængende rum. I Ohiroma Ichi no ma-rummet (det primære audiensrum) sad shogunen. I dette rum i oktober 1867 holdt den 15. Tokugawa shogun, Yoshinobu møde med sine feudalherrer (daimyo’er) og meddelte her at magten blev givet tilbage til kejseren og dermed endte efter næsten 270 år Tokugawa shogunatets herredømme over Japan. I Ni no ma-rummet (det sekundære audiensrum) sad feudalherrerne. San no ma-rummet fungerede som venteværelse for dem, mens de i Yon no ma-rummet afleverede deres våben inden mødet med shogunen.

Ninomaru-haven

Rundt om paladset ligger Ninomaru haven en traditionel landskabshave med en stor sø og fyrretræer, japansk løn mm. I midten af søen er der en stor ø der skal symbolisere Horaijima – øen for evig lykke. Man mener den oprindelige have blev designet af den berømte temester Kobori Enshu som har stået bag flere havedesigns i Kyoto bla. Konchiin-templet.



Honmaru-paladset

Honmaru-paladset blev tilføjet som en del af Nijo-borgen i 1626. Et femetagers borgtårn (donjon) var også en del af paladset, men blev ramt af lyn og brændte ned i 1750. I 1788 brændte det oprindelige palads ned i en stor brand. Hverken paladset eller borgtårnet blev genopført. Stenfundamentet fra borgtårnet eksisterer dog stadig den dag i dag og herfra er der en fin udsigt udover hele borgområdet. Det nuværende Honmaru-palads er fra 1847 og var tidligere en del af Katsura kejserlige villa.

Honmaru-paladset er under renovering i disse år og man planlægger at åbne op for publikum i 2022.

Seiryuen-haven

Denne have blev anlagt i 1965. To tehuse og en række dekorative sten stammer fra en have der tilhørte en rig købmand. Haven er inddelt i to områder: en mere traditionel japansk have med en stor sø og et område med store græsplæner. De to tehuse – Koun-tei og Waraku-an – bliver brugt til receptioner.

På vejen mellem Ninomaru-paladset og Honmaru-paladset passerer man en lund med kirsebærtræer og en lund med blommetræer. De blomstrer i forlængelse af hinanden fra slutningen af februar til slutning af april.

Billedet øverst: Karamon-porten. Cop. Gilbert Sopakuwa

Bemærk: det er kun tilladt at fotografere Ninomaru-paladset udefra og i de to paladshaver. Al indendørs fotografering i Ninomaru er forbudt.


Adresse

541 Nijojocho, Nakagyoku, Kyoto, 604-8301
Hjemmeside

Kort

Transport

Nijo borgen ligger meget tæt på Nijojo-mae Station (Tozai metrolinien). Tag Karasuma metroen fra Kyoto station og skift til Tozai linien på Karasuma Oike stationen. Alternativt kan man tage bus 9, 50 eller 101 fra Kyoto station som standser lige foran indgangen.