sanzenin_templet_kyoto

Sanzenin-templet

Udgivet i Kyoto 0
4. august 2019

Sanzenin-templet (三千院) ligger i landsbyen Ohara i bjergene nord for Kyoto. Det er et større tempelområde med flere bygninger og haver. Sanzenin blev grundlagt i starten af Heian-perioden af munken Saichō (også kaldet Dengyō Daishi 767-822) som også grundlagde tendai-sekten inden for den japanske buddhisme.

Sanzenin-templet er et af Kyoto’s fem monzeki-templer. Dvs. templer hvor hovedpræsten var medlem af kejserfamilien. De andre monzeki-templer er Bishamondo, Shorenin, Manshuin og Myohoin. Templet blev et monzeki-tempel i 1130 hvor en søn af kejser Horikawa blev templets 14. hovedpræst.

Inden man ankommer til Sanzenin-templet går man igennem Ohara og passerer undervejs flere små butikker der sælger kunsthåndværk, konfekt mm. Her kan man man også købe en lokal specialitet – aisu kyuri – som er agurker der er let syltede der serveres på en pind.

Konjiki Fudodō-bygningen og Kannondō-bygningen

  • Konjiki Fudodō-bygningen ligger i templets hortensia-have og blev grundlagt i 1989. Her tilbeder man en statue af Konjiki Fudo Myoo skabt af munken Chisho Daishi Enchin (814-891). Lige ved siden er der et lille hus med bænke hvor man som besøgende kan få sig en gratis kop dampende varm te.
  • Kannondō-bygningen som huser en 3 meter høj forgyldt statue af Kannon dvs. bodhisattvaen Avalokiteshvara som i Japan er af hunkøn.

Shinden-bygningen og Kyakuden-bygningen med haver

  • Shinden-bygningen bruges til osenboko-ritualer hvor man praktiserer shomyo dvs. buddhistisk messen. Tilbedelsesobjektet er her en statue af buddhaen for medicin Yakushi Nyorai lavet af Saichō. I Shinden-bygningen er der også det såkaldte Regnbue-rum opkaldt efter den regnbue som kunstneren Shimomura Kanzan (1873-1930) har malet på nogle skydedøre. Fra Shinden-bygningen har man et godt overblik over Yuseien-haven, en vandringshave med en lille dam som man går igennem for at nå til Ojo Gokurakuin-bygningen. Haven er meget berømt for sin moshave, dens høje cedertræer og for de flotte efterårsfarver. Rundt om i moshaven står flere små warabe jizō-statuer (jizō-statuer i form af børn) der smiler til de besøgende.
  • Fra Kyakuden-bygningen har man udsigt til Shuhekien-haven der blev designet i Edo-perioden med en lille dam, klippede buske og træer og stenlanterner. Man kan ikke gå rundt i haven. Kyakuden blev bygget af  Hideyoshi Toyotomi som et sted man modtog gæster.

Ojo Gokurakuin-bygningen
Man mener at Ojo Gokurakuin-bygningen blev bygget tilbage i 986 af præsten Genshin (også kendt som Eshin Sozu, 942-1017) og hans søster Anyoni som et mindested for deres afdøde forældres sjæle. Loftet er formet som en spidsbue for at templets berømte nationalskat en treenighed med Amida buddha i midten kan være der. I loftet er der malet små bodhisattvaer mm. siddende på skyer i himlen. Det er svært at se malerierne da de er falmet en del. En reproduktion af loftet i klare farver kan ses i templets Ennyuzo-bygning der åbnede i 2006.

Adresse
540 Ōhararaikōinchō, Sakyō-ku, Kyoto, 601-1242
Hjemmeside

Kort

Transport
Tag metroen til Kokusaikaikan Station og derfra bus 19 til Ohara. Det tager i alt 40-45 min. Eller tag bus 17 hele vejen fra Kyoto station til Ohara. Det en times tid eller lidt mere.