toji kyoto

Toji-templet

Udgivet i Kansai-regionen, Kyoto
9. august 2023

Toji-templet (東寺) i Kyoto blev grundlagt i begyndelsen af Heian perioden (794-1185) på samme tidspunkt som Kyoto var blevet udnævnt til Japans hovedstad. For at beskytte byen besluttede man at bygge to templer på den østlige og vestlige side af det der var hovedindgangen til byen. “Vesttemplet” kaldet Saiji eksisterer ikke længere, men “Østtemplet” er det andet navn for Toji-templet som har overlevet til den dag i dag.

I år 823 godt 30 år efter at templet var blevet grundlagt udnævnte kejser Saga munken Kukai (også kendt som Kobo Daishi) til at være den øverste ansvarlige præst i templet. Kukai var grundlæggeren af shingon sekten inden for japansk buddhisme også kendt som esoterisk buddhisme. Toji-templet blev i de følgende år et centrum for shingon buddhisme udover sektens meget berømmede hovedkvarter på bjerget Koyasan i Wakayama prefekturet. Koyasan spiller en stor rolle i den japanske historie og er en vigtig pilgrimsdestination.

Kondo bygningen – hovedbygningen for tilbedelse

Kondo bygningen blev første gang opført i det 7. århundrede, men brændte ned i 1486. I starten af Edo-perioden i 1603 blev bygningen rekonstrueret efter datidens byggestil og står som dengang. Det er Toji-templets største træbygning. Inde i bygningen er der en stor statue i træ af Yakushi Nyorai Buddha som er kendt som medicinens buddha som med barmhjertighed heler krop og sind for alle mennesker på jorden. På hver side af Yakushi buddha står to statuer af hans hjælpere Nikko – buddha for solen og Gakko – buddha for månen. Den måde buddhaerne er opstillet i forhold til hinanden skal afspejle buddhismens kosmologi.

Man må desværre ikke tage billeder indenfor i Kondo-bygningen.



Kodo bygningen

Kodo bygningen var en af de bygninger som Kukai lod opføre i 825, den skulle tjene som en slags undervisningsbygning. Som Kondo bygningen blev den også ødelagt af branden i 1486, men blev i modsætning til Kondo bygningen genopført i den originale byggestil i 1491 og står nu som dengang.

Indenfor er der 19 statuer som Kukai hentede fra Kina. De er opstillet efter en mandala der repræsenterer den oplyste verden et centralt aspekt for shingon-buddhismen. I midten er Dainichi buddha omringet af 4 yderligere buddhaer og på hver side af disse står bodhisattvas, forskellige vise konger og vogtere.

Man må desværre heller ikke her tage billeder indenfor.

Pagode 

Pagoden i 5 etager rager med sine 57 meter godt op i Kyotos skyline og kan ses langt væk fra. Den er da også blevet lidt af et vartegn for Kyoto og regnes for den højeste pagode i Japan. Den nuværende pagode er fra 1644. Bygningen er normalt lukket for publikum undtagen ved særlige lejligheder. Indenfor er der 4 små buddhastatuer.

Miedo bygningen

En bygning opført til ære for Kukai der også huser en statue af ham.

Loppemarkedet Mieku – Kobo ichi markedet

Munken Kukais død bliver hver måned d. 21. mindet ved et stort og meget populært loppemarked der afholdes på templets grunde. Det er åbent fra ca. kl. 6 om morgenen og frem til ca. kl. 16.30 om eftermiddagen. Her kan man få alt mellem himmel og jord: nyt og gammelt, antikviteter blandet med skrammel og nips, tekstiler, porcelæn og keramik, legetøj, værktøj, tasker, papir, pensler, grøntsager, fisk, blomster, bonsai mm. Kom gerne sulten for der er rigtig mange madboder og snacksteder.


Adresse
1 Kujocho, Minami, Kyoto, 601-8473
Hjemmeside

Læs Japan Guides artikel

Kort

Transport
Det nemmeste er at gå fra Kyoto station. Det tager omkring 15 min. Alternativt ligger templet 5 min.s gang fra Toji station.