dazaifu_tenmangu_helligdommen

Dazaifu Tenmangū-helligdommen

Udgivet i Dazaifu, Kyushu-regionen
13. februar 2024

Dazaifu Tenmangū-helligdommen (大宰府天満宮) i Dazaifu tæt på Fukuoka er den ene af omkring 14.000 Tenmangū-helligdomme i Japan der er helliget Sugawara Michizan (845-903) en politiker, digter og lærd mand fra Heian-perioden. Michizane opnåede hurtigt stor politisk magt ved det kejserlige hof. Men blev sendt i eksil fra Kyoto til Dazaifu efter at han var blevet offer for sin rivals komplot (et medlem af den herskende Fujiwara-klan). Det var lykkedes denne at overbevise kejser Daigo om at Michizane planlagde højforræderi. Michizane døde i Dazaifu i 903 ikke mange år efter han var sendt i eksil.

I 930 blev landet ramt af en lang række naturkatastrofer. I Kyoto forårsagede kraftig regn og torden mange ødelæggelser og flere medlemmer af Fujiwara-klanen døde. Det kejserlige hof med kejseren i spidsen konkluderede at det var Michizanes vrede ånd der stod bag pga. den uretfærdige behandling han havde været udsat for. Man begyndte at ofre til Michizanes ånd under navnet Tenman-Tenji (Michizane’s guddommelige ånd) eller som guden for uddannelse, lærdom og litteratur. Dazaifu Tenmangū-helligdommen er bygget oven på hans grav. Dazaifu Tenmangū-helligdommen i Daizaifu og Kitano Tenmangū-helligdommen i Kyoto regnes som de to vigtigste Tenmangū-helligdomme i Japan.

Dazaifu Tenmangū-helligdommen er placeret for enden af en mindre shoppinggade tæt på Dazaifu station. Efter man har passeret torii-porten kommer man til den røde Taikobashi-bro der fører over en dam med iris der er anlagt på en sådan måde at den danner tegnet for hjerte på japansk. Den rigt udsmykkede og farvestrålende Rōmon-port er indgangen til selve helligdomsområdet der er omkranset på alle sider af mure med fine træskærerarbejder. Templets hovedbygning honden stammer fra 1591.



Lige til højre for honden-bygningen (se billedet øverst) står det berømte tobiume-blommetræ (“det flyvende blommetræ”) som ifølge overleveringen fløj fra Kyoto til Dazaifu for at følge Michizane i hans eksil. Michizane var meget glad for blommetræer og de vokser gerne ved alle Tenmangū-helligdomme i Japan. Dazaifu Tenmangū-helligdommen har omkring 6000 blommetræer (lidt under 200 forskellige varianter) som blomstrer fra slutningen af februar og et godt stykke ind i marts måned.

Helligdommen er meget populær blandt studerende og helligdommen sælger da også et stort udvalg af omamori-amuletter der bla. kan hjælpe (måske) de studerende til at bestå deres eksaminer. Helligdommen har også et mindre museum der udstiller dens skatte.

I det sydøstlige hjørne af helligdommens område er der lavet en moderne passage med rulletrapper og en tunnel (med lyseffekter i regnbuefarver) der giver adgang til det nærliggende Kyushu Nationalmuseum.


Adresse
4-chōme-7-1 Saifu, Dazaifu, Fukuoka 818-0117
Hjemmeside

Kort

Transport

Helligdommen ligger 250 meter fra Dazaifu station.