osu_kannon_templet_nagoya

Osu Kannon-templet

Af Nagoya 0
22. juli 2019

Osu Kannon-templet (大須観音) er et buddhistisk tempel i Nagoya der tilhører shingon-sekten. Det blev bygget i 1333 og stod oprindeligt i Osu by i Gifu præfekturet. Men i 1612 sørgede shogun Tokugawa Ieyasu for at flytte templet til Nagoya efter det gentagne gange var blevet ødelagt af oversvømmelser. De nuværende bygninger er moderne rekonstruktioner fra 1970’erne. Foran indgangen til templets hovedbygning hænger en flot stor rød papirlampe ned fra loftet.

Osu Kannon-templets tilbedelsesobjekt er en statue af Kannon, barmhjertighedsgudinden udført af Kōbō Daishi (egl. Kukai, 774-835) der har spillet en afgørende rolle for udviklingen af den japanske buddhisme som bla. grundlæggeren af shingonbuddhismen.

I tilknytning til Osu-Kannon-templet (faktisk placeret i kælderen under templet) ligger Shinpukuji-biblioteket der rummer en stor samling af klassiske kinesiske og japanske dokumenter bla. et eksemplar af Kojiki, en krønike om Japans ældste historie og mytologi.

Der bliver holdt et loppemarked på templets grund d. 18. og 28. hver måned.

Adresse
2-chōme-21-4-7 Ōsu, Naka-ku, Nagoya-shi, Aichi-ken 460-0011
Hjemmeside (på japansk)

Kort

Transport
Templet ligger tæt på Osu Kannon Station (Tsurumai linien). Det tager 10 min. fra Nagoya station. Der skal skiftes på Fushimi station.