nakagin_capsule_tower

Nakagin Capsule Tower

Udgivet i Tokyo 0
14. juli 2019

Nakagin Capsule Tower (中銀カプセルタワー) er et kombineret kontor- og lejlighedskompleks i Shimbashi-området i Tokyo tegnet af arkitekten Kisho Kurokawa (1934-2007). Det stod færdig efter en kun 30 dages byggeperiode i 1972.

Nakagin Capsule Tower består faktisk af to tårne på henholdsvis 11 og 13 etager hvorpå der er sat 140 præfabrikerede, selvstændige kapsler eller kasser. Hver kapsel måler 10 m2 og alle har et rundt vindue. Kasserne sidder kun fast på de to tårne med 4 kraftige bolte, da de er designet til at man kan flytte kasserne rundt og sætte dem sammen for at skabe større rum.

Køberne kunne tilbage i 1972 vælge mellem forskellige indretningsløsninger herunder indbygget opbevaringsplads og seng og mulighed for at få indbygget fjernsyn og stereo mm. Modsat vinduet er der et lille køkkenhjørne og et badeværelse ikke meget større end et flytoilet.

Målgruppen var forretningsmænd og lign. der kunne bruge det som et hurtigt overnatningssted i løbet af ugen i stedet for at bruge tid på at tage hjem hver aften.

Nakagin Capsule Tower har i de seneste mange år været i en stigende tilstand af forfald og der er en del diskussion om bygningen skal rives ned eller renoveres. Sidstnævnte vil være et meget kostbart projekt. Mange af kasserne er ikke beboet længere og bruges kun til opbevaring. Der er forskellige tiltag bla. en række facebook-grupper der prøver at få bygningen bevaret (se nedenfor).

Japansk metabolisme

Nakagin Capsule Tower er et af de eneste tilbageværende eksempler på japansk metabolisme en arkitekturetning fra 1960’erne der mente at mennesker, arkitektur og byer alle var levende organismer integreret i naturen og som derfor fortsat kunne vokse, reproducere og transformere sig i forhold til sine omgivelser.

Teorien om metabolisme blev præsenteret første gang i manifestet “Metabolism/1960” på World Design Conference i Tokyo i maj 1960.

Arkitekterne bag var udover Kisho Kurokawa, Kikutake Kiyonori (1928-2011), Maki Fumihiko (f. 1928), Otaka Masato (1923-2010) og kunstkritikeren Kawazoe Noboru (1926-2015).

Læs mere om japansk metabolisme i Metabolism and the unit et essay af James Kehl herunder en god introduktion til Nakagin Capsule Tower.

Øverste billede: cop. Aya.H

Adresse
8-chōme-16-10 Ginza, Chuo, Tōkyō-to 104-0061

Kort

Japanske facebook-grupper der er imod nedrivning og støtter en renovering. Selv om de er på japansk får man en fornemmelse af bygningen og dens nuværende tilstand:

Transport

5 min.’s gågang fra Tsukijishijo station (Oedo linien).