7. februar 2022

Byōbu (屏風, egl. “vindskærm” eller “vindvæg”) er en japansk foldeskærm som regel udsmykket med malerier, kalligrafi mm. De har igennem tiden været brugt som rumopdeler i boligindretningen, men også som dekoration.

Historie

Foldeskærme kom til Japan fra Kina i det 8. århundrede og allerede fra starten var den mest almindelige en foldeskærm inddelt i seks paneler. Panelerne bestod af bemalet silke der var indrammet med en kant af silkebrokade og herefter monteret på en træramme. Skærmene blev samlet med silke- og læderstrenge. Foldeskærme blev i denne periode (Nara-perioden) hovedsageligt brugt ved det kejserlige hof.

De ældste eksisterende byōbu man kender til, kan dateres til omkring år 750. De bliver opbevaret i Shōsoin-skatkammeret der er en del af Todaiji-templet i Nara. Hvert panel er her et individuelt maleri.

I den efterfølgende Heian-periode (794-1185) blev foldeskærme en fast del af interiøret i buddhistiske templer, shinto-helligdomme og i lensherrernes boliger. Samtidig med udbredelsen af folde​​skærmene begyndte man at samle de enkelte paneler med små metalbøjler, kaldet zenigata.

Foldeskærme med seks paneler forblev også populære i den følgende Muromachi-periode (1392-1568) ofte i et sæt, altså to foldeskærme med hver seks paneler. De blev nu ikke kun brugt i private boliger og paladser, men også i træningscentre (dōjō) samt i mange butikker.

Produktionen af foldeskærme i større antal medførte ændringer i fremstillingsprocessen. I stedet for metalhængsler begyndte man at lave hængsler i kraftigt washi-papir der blev monteret på bagsiden af skærmene. Skærmene blev meget lettere at bære rundt og folde sammen.

I Azuchi-Momoyama (1568-1600) perioden og i begyndelsen af ​​Edo perioden (1600-1868) voksede foldeskærmene i popularitet og begyndte at blive brugt i huse hos velstillede samuraifamilier; skærme var en populær måde at vise sin rigdom og stand.

I Meiji-perioden (1868-1912) og Taisho-perioden (1912-1926) blev mange foldeskærme produceret med henblik på eksport til udlandet. De japanske skærme var i høj kurs som en del af Vestens fascination af Japan i denne periode også kaldet japanisme.



Typer af foldeskærme
  • Tsuitate: Enkelt skærm eller panel der ikke kan foldes og som står på en stander. Forløberen for foldeskærmen
  • Nikyoku byōbu: Foldeskærm med to paneler som oprindelig stammer fra Muromachi-perioden. Denne type bruges stadig i forbindelse med den japanske teceremoni hvor skærmen bla. kan bruges til at adskille rummet mellem der hvor værten arbejder, og der hvor gæsterne sidder. Denne type er ikke særlig høj ca. 60 x 85 cm. Den kaldes også for en furosaki-foldeskærm
  • Yonkyoku byōbu: Foldeskærm med fire paneler populær i Kamakura og Muromachi-perioden hvor den blev brugt som dekoration i modtagerum og lign. Senere i Edo-perioden blev den bl.a. brugt i forbindelse med teceremonier
  • Rokkyoku byōbu: Foldeskærm med seks paneler der er den mest populære type og gerne i et sæt med to. Størrelsen var ca. 1,5 x 3,7 meter. Silke eller washi-papir bruges til panelerne
  • Foldeskærme med otte og ti paneler findes også, men er mindre almindelige

Foldeskærme i boligindretningen

Et særligt træk ved traditionel japansk boligarkitektur er husenes indre struktur som er konstrueret, så de relativt nemt kan ændres afhængig af behovet. Ved hjælp af mobile skydedøre (fusuma), gennemsigtige skydevinduer (shoji) og endelig garderobeskabe med skydedøre (oshiire), kunne et rums karakter hurtigt blive ændret. I stedet for skydedøre blev større rum fortrinsvis udstyret med rigt dekorerede flerledede foldeskærme. Disse blev brugt som rumadskiller der definerede det indre rum af husene.

Kompositionen af maleriet på en foldeskærm var arrangeret på en sådan måde at den bedst kunne ses fra en siddende stilling (dvs. siddende på gulvet). Brugen af papirhængsler fra 1600-tallet og frem gjorde det muligt for motiverne på hvert panel at flyde kontinuerligt fra panel til panel. Således kunne hele skærmens overflade bruges til en enkelt sammenhængende billedkomposition.

Skærmformatet gav dog hidtil usete kompositoriske udfordringer og muligheder for kunstnerne. Foldeskærme var ikke beregnet til at hænge på væggene som malerier, de var snarere beregnet til at blive brugt i det åbne rum, og de var beregnet til at blive flyttet langs dette rum. Det vil sige at de skulle kunne åbnes helt eller delvist eller endda være lukkede. Vinklerne mellem de enkelte paneler kunne således ændre sig alt efter, hvor meget de var åbne eller lukkede.


Udsmykning af foldeskærme – berømte kunstnere og skoler

To retninger inden for den japanske billedkunst har især brugt foldeskærme som baggrund for deres malerier: Kanō-skolen og Rinpa-skolen.

Kanō-skolen

Kanō-skolen var en familie af kunstnere der i flere generationer fra det 15. århundrede til det 19. århundrede dominerede japansk billedkunst. Skolen var kendetegnet ved store malerier, hvor stærke farver omsluttes af kraftige konturlinjer mod en baggrund af bladguld 1Borggreen, Gunhild: Kanoskolen i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 7. februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Kanoskolen.

Kanō-skolen er opkaldt efter grundlæggeren Kano Masanobu (1434-1530) og blev videreført hos sønnen Kanō Motonobu (1476–1559). Kanō Eitoku (1543–1590) der levede i Azuchi-Momoyama-perioden, regnes for en central figur i skolens udvikling, bl.a. introducerede han den praksis med at male ovenpå bladguld. Han udsmykkede både foldeskærme og skydedøre for lensherrerne og hærførerne Oda Nobunaga og Toyotomi Hideyoshi. Kanō Tan’yū (1602–1674), barnebarn af Kanō Eitoku, blev Tokugawa-shogunatets (1603–1868) officielle maler og var med til at udsmykke Edo borg, Nijo borg, Osaka borg, Nagoya borg mfl. med bemalede foldeskærme.

Videre læsning


Foldeskærm med 8 paneler med cyprestræer af Kanō Eitoku. Samlet mål 170.3 cm × 460.5 cm. Tokyo Nationalmuseum.

Kano_Eitoku_foldeskærm


Rinpa-skolen

Rinpa-skolen er en anden berømt malerskole der virkede fra begyndelsen af det 17. århundrede og frem. Rinpa betyder egentlig Kōrins skole opkaldt efter Ōgata Kōrin (1658–1716) en maler fra Kyoto som blev den bærende kraft for skolen i Edo-perioden. Før Kōrin var malerne Kōetsu og Sōtatsu i slutningen af Momyama-perioden med til at definere skolens stil.

Rinpas stil er grafisk og farvemættet med brug af bladguld og kostbare mineral- og metalpigmenter. Kalligrafi bliver ofte indlemmet i kompositionen. Malerne Sakai Hōitsu (1761-1828) og Suzuki Kiitsu (1796–1858) er også berømte Rinpa-malere.

Videre læsning:


Blå iris malet på en baggrund af bladguld af Ōgata Kōrin, 18. århundrede.

Disse to foldeskærme er en del af den berømte Rinpa-samling der tilhører Nezu-museet i Tokyo. Mål: 151,2 x 358,8 cm for hver foldeskærm. Foldeskærmene er ikke permanent udstillet, men museet sørger gerne for at de er del af en udstilling hvert år.


Kirsebærtræer og ahorntræer af Sakai Hōitsu (1761–1828), starten af 1820’erne.

To foldeskærme med hver seks paneler. Hver foldeskærm måler 175 × 358.1 cm. The Metropolitan Museum of Art, New York.


Links til videre læsning

Danske sider

Udenlandske sider

Bøger
  • Japanese screens: through a break in the clouds / redaktører:  Anne-Marie Christin, Claire-Akiko Brisset, Torahiko Terada. Abbeville Press, 2021. 280 sider : ill. i farver
Shopping info
Tokyo

Washu-Ya Byobu Museum
1-31-6 Mukojima, Sumida-ku
Hjemmeside (på japansk)

Kort

Knyttet til museet er der en butik der sælger foldeskærme.

Der er også en amerikansk kunstner, Alan West, bosiddende i Japan der maler foldeskærme. Se mere på hans hjemmeside.