30. december 2020

Fusuma (襖) er en japansk rektangulær skydedør i papir (washi) eller silke med en ramme i træ der fungerer som rumdeler i boligen eller som skabsdør (kaldet oshi-ire). Alle skydedøre har nogle håndtag eller greb kaldet hikite (引き手) som kan være lavet helt simple af træ eller i metal med detaljeret ornamentik. Man har kendt til fusuma-skydedøre helt tilbage til det 12. århundrede. Fusuma passer godt til det japanske klima. Når det er fugtigt, absorberer de fugt. Og når det er tørt afgiver de fugt således at indeklimaet altid er behageligt.

Skydedørene kan være helt enkle og ubemalede især de mere moderne af slagsen eller hvis de fungerer som skabsdør. Men traditionelt har de altid været dekorererede med shodō, tusch-malerier af dyr og landskaber, de fire årstider etc. Mange berømte japanske kunstnere har igennem tiden malet på disse skydedøre i templer, helligdomme, borge, slotte mm. og som man stadig kan se den dag i dag. Billeder på fusuma kaldes også shoohekiga (障壁画) eller “billeder på bevægelige vægge”. Ryōanji-templet i Kyoto som også huser den berømte stenhave, har nogle meget fine eksempler på skydedøre. Et eksempel på lidt mere moderne skydedøre finder man i Shōrenin-templet også i Kyoto.


Links til videre læsning

Udenlandske sider