13. februar 2024
Offentlig adfærd

Det er meget dårlig tone i Japan at blive ophidset, hæve stemmen og skælde ud. På den måde taber man ansigt. Er der problemer, løses disse bedst ved en stille og rolig snak. Høflighed er virkelig en dyd i Japan, så der er større fokus på at huske både at sige goddag, tak og farvel ved indkøb, besøg på restaurant og lign. end her i Danmark.

Generelt er de fleste japanere venlige, høflige og imødekommende. Falder man i snak med japanere er de ofte nysgerrige efter at vide hvor man kommer fra, hvad man skal se i Japan, er det første gang man besøger landet etc. Altid taknemlige for at man vil besøge deres land.

Beder man om hjælp, vil de fleste japanere gøre endog meget for at hjælpe også selvom man har svært ved at kommunikere pga. sprogbarrierer. Kan man ikke kommunikere ordentligt sammen, kan håndbevægelser hjælpe meget. Som at holde to fingre op for at vise over for tjeneren at man gerne vil have et bord til to.

Japanerne kan også lidt som en sidste udvej lave et kryds med de to pegefingre. Det er en måde at signalere at der er adgang forbudt, noget ikke kan lade sig gøre etc. Altså en måde at indikere noget negativt på.

Det er ikke længere helt usædvanligt at se par holde i hånd i offentligt rum, men mere intime tilkendegivelser, fx. kysseri, hører til i privaten og ikke i det offentlige rum.

Puds ikke næse offentligt – hvis du ikke kan undgå det, så er det faktisk bedre at hoste og snuse ind samtidig.

Ombord på toget og i bussen og lign.

Et par hurtige råd

  • Tal dæmpet. At tale højt i tog betragtes som dårlig opførsel
  • Tal ikke i telefon. Kun på fjerntog i mellemgangene mellem kupeerne er det acceptabelt at tale i telefon. Der kan også være særlige telefonbokse ombord. Indstil din telefon til lydløs tilstand. Flere steder kan du få en bøde hvis du taler i telefon
  • Indstil lydstyrken på dine hovedtelefoner til lavt
  • Når du har fået en siddeplads, så sid ikke og spred ben så du optager mere end en plads; og anbring ej heller din taske på et evt. tomt sæde ved siden af dig
  • Stræk ikke benene ud eller sid med krydsede ben. Det giver hurtigt også sig selv hvis du er ombord på metroen i Tokyo
  • Tag børnenes sko af, hvis de absolut skal stå på sæderne.
  • Det værdsættes hvis du kort nikker til den person der allerede sidder ned, og du sætter dig på det tomme sæde ved siden af. Et nik igen når du rejser værdsættes også. Det er ikke strengt nødvendigt, men det siger meget om det japanske folk og deres orientering mod omgivelserne at de laver denne anerkendelse.
  • Ombord metroen mm. er der ofte særlige pladser reserveret til ældre, dårligt gående, gravide etc. Overlad disse pladser til dem, der har brug for dem. Men hvis der ikke er nogen der har brug for dem, er det helt okay at udnytte de tomme pladser. Det gør japanerne også selv.
  • Det er også god skik ikke at vende ryggen til andre, hvis du står op i toget. Stå med front mod dem, der sidder ned på samme side
  • Brug en ansigtsmaske, hvis du har forkølelseslignende symptomer
  • Undlad i offentlig transport i byerne at spise og drikke. Det er helt okay at spise og drikke ved dit sæde hvis du er ombord på shinkansen og andre fjerntog. Undgå at medbringe alt for ildelugtende mad, og sørg for ikke at efterlade noget affald. Der er som regel affaldsbeholdere i mellemgangene eller på perronen

japan tog

Læs mere om transport i Japan.

Ude og spise

Japanerne spiser med spisepinde, og der er en vis etikette knyttet til brugen af spisepinde, som man bør skrive sig bag øret.

Læs artiklen om spisepinde.

Et japansk måltid er fysisk ofte delt op i flere små skåle og tallerkner. Respekter serveringen, og bland ikke det hele sammen som vi måske kan finde på her i vesten. Hvis der serveres ris til måltidet, så brug risskålen som din tallerken til andre retter.

Det anses for at være dårlig opførsel at gå rundt, mens du spiser. En markant forskel ift. her i Danmark. Så ikke noget med at slentre ned ad gaden, mens du fortærer en stor isvaffel! Her skal du helst spise stående ved siden af hvor du har købt maden – eller finde et sted, hvor du kan sidde ned og spise.

Læs mere om japansk mad og drikke. Her er der også flere links til sider om japansk mad og restaurantbesøg hvis du er mere interesseret.  

Interesseret i de forskellige typer af ingredienser i det japanske køkken? Så klik videre fra oversigten her. 

Drikkepenge 

Det er ikke kutyme at give drikkepenge i Japan.

Når du betaler på en café eller restaurant, skal du være opmærksom på, at “servicegebyret” allerede er inkluderet i det endelige beløb.

Rygning

Indendørs

I foråret 2020 trådte en ny rygelov i kraft der forbyder indendørs rygning på offentlige steder i Japan. Der er stadig nogle små restauranter mm der tillader rygning fordi de åbnede før 2020. Det er stadig almindeligt med ryger og ikke-ryger værelser på hotellerne, men helt røgfrie hoteller er på vej frem. Det er også forbudt at ryge ombord tog, fly og busser. Der er stadig rygerkabiner på nogle shinkansen-tog, men de er ved at blive udfaset.

Udendørs

Det er forbudt i mange byer at ryge på åben gade i bestemt områder. Her kan man kun ryge i særlige områder. Skiltningen er ret tydelig, så man er ikke i tvivl om hvis man bevæger sig ind i et ikke-ryger område. På de fleste stationer er det også forbudt at ryge på perronen mm. Her kan man kun ryge i særlige rygerkabiner.

Skrald

Der er forbløffende få offentlige skraldespande i Japan og intet skrald. Tag skraldet med hjem (medbring gerne en pose hvis du er på farten), eller aflever skraldet der hvor du har købt din mad fx.

Japanerne elsker at holde picnics og de populære steder fx i Ueno-parken i Tokyo har offentlige skraldespande stillet op. Japanerne affaldssorterer, så hold øje med at putte dit affald i den rigtige beholder.

japan skrald

Skraldespande findes også på togstationernes perroner, især de perroner der betjener fjerntogene, som fx shinkansen.

  Læs også introen Waste disposal fra Japan guide.

Hilseformer

Japanere rører typisk ikke hinanden. Håndtryk og kram som vi er vant til som typiske hilseformer herhjemme, er for eksempel ikke almindeligt.

Man bukker i stedet en del og efter kort tid kommer det helt naturligt uden at man tænker nærmere over det. Hver gang du vil sige goddag, tak eller forlade en butik eller restaurant, er det høfligt at bøje hovedet bare i det mindste lidt.

Der findes forskellige grader af hvor meget man bukker. Men japanerne forventer ikke at du som udlænding er inde i de finere detaljer. Men det værdsættes som sagt hvis du bukker hovedet lidt.

Som udgangspunkt bukker mænd med hænderne ned langs siden, mens kvinder bukker med hænderne foldet nede foran sig.

japan hilseformer
Formel hilseform

Læs videre her:

Bowing in Japan større illustreret guide fra Tofugu.com.

Useful greetings and goodbyes in Japanese (formal and informal) fra Tokyo Central Japanese Language School gennemgår de forskellige hilseformer på japansk.

Fodtøj

Hvis du går barfodet rundt i dine sandaler, er det en god idé altid at have et par sokker med i tasken. Fx templer, helligdomme, borge, ryokans (traditionelle kroer) og nogle restauranter kræver, at besøgende opbevarer deres sko ved indgangen. Det at være barfodet anses for uhøfligt og et tegn på manglende forberedelse.

Man kan ofte også blive tilbudt et par “hjemmesko” man skal have på for at gå rundt. Og traditionelle steder fx restauranter kan også operere med særlige “toiletsko” man skal have på når man går på toilettet. Der kan godt være en del skoskift i Japan … Så hvis du har planlagt en dag med mange besøg i templer, helligdomme og andre traditionelle steder er det praktisk at have sko på der er nemme at tage af og på.

I private hjem tager man altid skoene af, ligesom man aldrig har sko på i områder med tatami-måtter (traditionelle gulvmåtter af risstrå). Her anses det også for at være god opførsel hvis man ikke træder på kanterne imellem de enkelte måtter.

Læs mere om de forskellige typer af traditionelt japansk fodtøj der findes.

På besøg i templer og helligdomme

Et besøg i et buddhistisk tempel eller en shinto-helligdom er en fantastisk måde at komme helt tæt på den japanske kultur og japanernes dagligliv.

Se den generelle introduktion til besøg i templer og helligdomme fra Japan guide.
Læs mere om hvad et japansk buddhistisk tempel er.
Læs mere om hvad en japansk shinto-helligdom er.

Shinto-helligdom

Når du besøger en shinto-helligdom, er der ikke krav om at gøre som japanerne. Men hvis du gerne vil besøge en helligdom på samme måde som japanerne så gør følgende:

  • Buk inden du går igennem torii-porten. Har du hue, kasket på eller lignende, så tag den af når du bukker.
  • Vask hænder ved indgangen. Chōzuya eller temizuya er et sted til rituel renselse af mund og hænder med vand. Ideen er man skal vaske alle urenheder væk fra hjertet og kroppen inden man er klar til at besøge selve helligdommen.
    Først øser man med højre hånd lidt vand op fra vandbassinet med den bambusske der ligger fremme, og hælder vand over venstre hånd. Gentag øvelsen, bare omvendt. Dernæst hæld lidt af det vand du har i bambusskeen, ned i venstre hånd, og rens munden.
    Man drikker ikke direkte af bambusskeen. Spyt vandet ud i overløbsområdet eller på jorden. Ikke i selve vandbassinet. Til sidst vasker man skeen med det vand der er tilbage. Man øser kun vand op én gang til hele processen.
  • Hvis der hænger et reb med klokker, kan du ryste rebet for at generere noget støj (og dermed få åndernes opmærksomhed). Som offergave bruges gerne en enkelt 5 ¥ mønt ved at smide den i den såkaldte saisen-kasse.
    Anvend derefter 2-2-1 metoden: Buk to gange, klap to gange, (bed med hænderne sammen på det andet klap) og til sidst endnu et buk.
  • Når du går igennem torii-porten igen, så vend dig om når du har passeret, og buk igen. Har du hue, kasket på eller lignende, så tag den af når du bukker.

Buddhistisk tempel

Et buddhistisk tempel har ofte en eller flere porte der markerer indgangen til tempelområdet. Der kan nogle gange være en overligger eller højt trappetrin i træ der går på tværs af hele portens længde. Træd ikke op på den, men skræv over den.

Japansk gaveindpakning

Tsutsumi (包) betyder på japansk ”at pakke ind, skjule” og bruges i Japan om kunsten at pakke gaver ind. Gaveindpakning betyder meget i den japanske kultur og ofte er både indpakning og måden det er foregået på lige så vigtig som selve gaven. Det er uhøfligt at give en gave der ikke er pakket ind og skjult. At pakke en gave ind betyder i japansk æstetik at hvad der er inde i indpakningen er beskyttet fra alle urenheder.

Læs mere om japansk gaveindpakning.

Besøg i onsen

Et besøg i en onsen (varme kilder) står højt på manges ønskelister når de skal besøge Japan. Der er en del etikette forbundet med et sådan besøg.

Læs nærmere i artiklen om onsen.

Toiletter

  Læs artiklen om toiletter i Japan, hvilken skiltning der er mm. Det er ikke altid der er skiltet på engelsk, så det er meget rart at vide hvad et toilet hedder og hvad tegnet er for at skylle ud.

Vil du vide mere om japansk etikette?

Så kig nærmere på de mange artikler om etikette hos Japan Living Guide.