11. maj 2020

Suminagashi (墨流し, “flydende blæk”) er den japanske udgave af papirmarmorering. Materialerne er flydende tusch eller tusch revet på rivesten i forskellige farver, pensler til tuschmaling, washi-papir, vand og en bakke med høj kant.

Vand har som udgangspunkt en høj overfladespænding. For at tuschen kan flyde godt og danne mønstre i vandoverfladen, skal denne spænding mindskes. Det kan man gøre ved at tilføje forskellige overfladeaktive stoffer til farven. Gennem tiden har man brugt stoffer udvundet fra eks. fyrretræ, lak sumak (Rhus verniciflua), sæbetræ (Sapindus mukorossi) eller bondetobak (Nicotiana rustica). Der er også nyere eksempler på brug af Photo Flo, et produkt fra Kodak der bruges ved fotofremkaldelse i mørkekammer. Lidt flydende sæbe, olie eller lignende enten tilsat farven eller vandet kan også bruges. De forskellige stoffer giver forskellige resultater, så det kræver lidt eksperimentering.

Når tuschen dryppes i vandet, dannes der en cirkel. Efterhånden som man gentager processen dannes der flere og flere cirkler inde i hinanden. For at manipulere mønstret kan man f.eks. puste lidt eller bruge en vifte. Når man er tilfreds med resultatet, lægges forsigtigt et stykke washi-papir (gerne kozo-morbærpapir) i vandoverfladen og det løftes af igen og lægges til side så det kan tørre.

suminagashi
To sider med waka-digte af Ōshikōchi Mitsune (ca. 859–925) skrevet med blæk på suminagashi-papir fra Sanjuurokuninshuu. Blev givet som fødselsdagsgave til kejser Shirakawa i år 1112.

Suminagashi har været praktiseret i Japan igennem mange århundreder. En lignende teknik anvendes også til lakkunst og keramik. Det tidligste eksempel på suminagashi er en antologi af waka-digte fra det 12. århundrede kaldet Sanjuurokuninshuu (三十六人集) fra Nishihonganji-templet i Kyoto. Her bliver marmoreringen brugt som baggrundsillustration til digtene.


Links til videre læsning

Udenlandske sider

Videoer
Bøger og artikler