12. august 2025

Hvad er furoshiki?

Furoshiki (風呂敷) er et meget karakteristisk traditionelt japansk stykke stof der bruges til forskellige indpakningsformål: til gaver, til opbevaring eller som en måde at transportere tøj, flasker, madvarer mm. Det er også meget almindeligt at bruge den til at pakke frokosten (bento) ind i. Mulighederne er mange.

Furoshiki er altid kvadratisk i formen og fås i mange størrelser – den mest almindelige er 45 x 45 cm. Det kan være fremstillet af materialer som silke, chirimen (silkecrepe), bomuld eller nylon, og findes i et væld af farver og mønstre. Mange motiver på stoffet er sæsonbestemte – fx med kirsebærblomster (sakura) til foråret eller snefnug om vinteren. Netop dette gør dem ideelle til gaveindpakning med en ekstra personlig og kunstnerisk dimension.

Furoshiki kan dateres helt tilbage til Nara-perioden (710-784), men blev især populær i Edo-perioden. Her blev det almindeligt at bruge stoffet til at opbevare tøj, når man besøgte offentlige badehuse (sentō). Selve ordet stammer fra “furo” (bad) og “shiki” (at sprede ud). Senere begyndte købmænd at anvende furoshiki til at transportere varer, og teknikken fandt vej til mange aspekter af det japanske hverdagsliv.


furoshiki foldet


Bæredygtighed i fokus

Efter 2. verdenskrig blev furoshiki i høj grad erstattet af plastikposer, men med den stigende globale opmærksomhed på miljøet, har teknikken fået en renæssance. Furoshiki er i dag blevet en bæredygtig gaveindpakningsfavorit – både i Japan og i resten af verden. Den japanske regering har ligefrem lanceret kampagner for at fremme brugen af stoffet som miljøvenligt alternativ til engangsemballage.

Stoffet kan nemlig bruges igen og igen. Det sparer på ressourcer, og samtidig er det både æstetisk og funktionelt. Hvis stoffet er fremstillet af genbrugsmaterialer eller naturlige fibre som økologisk bomuld, bliver den grønne profil kun endnu stærkere.


Gør dine gaver ekstra personlige

Skal du pakke en gave ind til en fødselsdag, juleaften eller en særlig begivenhed, så er furoshiki en oplagt løsning. Det er ikke kun smukt, men også en gave i sig selv – modtageren kan genbruge det fine stof, og du slipper for papir og tape.

Teknikken er enkel: Du folder og binder stoffet omkring gaven med få knuder. Det kræver hverken saks eller tape – kun lidt kreativitet. Der findes mange tutorials online, på fx YouTube, Pinterest og Instagram hvor du nemt kan lære, hvordan man pakker alt fra bøger og vinflasker til æsker ind med furoshiki.


Hvor kan du købe furoshiki?

Du finder furoshiki i både fysiske butikker og online – især i specialbutikker med fokus på japansk design, tekstiler eller bæredygtige livsstilsprodukter. Prisen varierer afhængigt af materiale og design – silkeudgaver er naturligvis dyrere end bomuld – men til gengæld er det en investering der holder i mange år. Se tips til hvor du kan købe dem i Japan nederst her i artiklen.

Er du kreativ og har adgang til en symaskine, kan du også nemt sy dit eget indpakningsstof af stofrester. Det giver endnu en mulighed for at gøre gaveindpakningen helt personlig og samtidig undgå spildmaterialer.



Læs også artiklen om tsutsumi – japansk gaveindpakning

Tsutsumi – japansk gaveindpakning


Links til videre læsning

Wrapping with a square cloth furoshiki – kort god intro med få teknikker (PDF) fra firmaet Musubi
In Focus: How to use “Furoshiki” [MOE] PDF fra den japanske regering der viser 14 forskellige måder man kan bruge en furoshiki.
Japan Furoshiki Association


Bøger om furoshiki

Yamada, Etsuko: The furoshiki handbook (Japanese-English Bilingual Books). Seibundo Shinko Sha, 2016. 116 sider
Yamada, Etsuko: Wrapping with fabric – your complete guide to furoshiki the Japanese art of wrapping (ebog)


Shopping info

Kyoto

Kyoto Musubi
67 Masuyacho, Nakagyo distrikt, 604-8111
Hjemmeside

Google-kort

Firmaet har eksisteret siden 1937. De har også en afdeling i Tokyo.

Tokyo

Edonotakumi Tokyokarakusaya

〒103-0013 Tokyo, Chuo-distriktet, Nihonbashiningyocho, 3 Chome−4−6 宮井ビル 宮井江戸ビル 1F
Hjemmeside (på japansk)

Google-kort