Japansk tekstilkunst har gennem århundreder udviklet sig til en sofistikeret kunstform, præget både af udenlandske påvirkninger og landets egne traditioner.
Historisk indflydelse og udvikling
Udviklingen af japansk farvning og vævning er i høj grad blevet formet af kontakten med udlandet. I Asuka-perioden (552-646), Hakuho-perioden (646-710) og Nara-perioden (710-794) var Japan stærkt præget af indflydelsen fra Kina under Zui (581-618) og Tang (618-906) dynastierne. Senere i Muromachi-perioden (1336-1573) og Momoyama-perioden (1573-1615) kom inspirationen fra Ming-dynastiets Kina (1368-1644) og Sydøstasien.
I Meiji-perioden (1868-1912) blev de vestlige teknologier introduceret. De udfordrede de traditionelle teknikker, men skabte også en ny æra inden for japansk tekstilproduktion.
Trods de eksterne påvirkninger har Japans geografiske isolation været en vigtig faktor i bevarelsen og udviklingen af unikke tekstilteknikker.
Store fremskridt i Heian- og Edo-perioderne
Japansk tekstilkunst oplevede to markante fremskridt i landets historie. Det første skete i Heian-perioden (794-1185) hvor Japan begyndte at adskille sig fra kinesiske traditioner og udviklede en selvstændig stil. Et berømt eksempel er kimonoen i tolv lag kaldet juni-hitoe.
Det andet store fremskridt fandt sted i Edo-perioden (1615-1868) hvor kosode, en kortærmet kimono, blev populær og dannede grundlaget for den moderne kimono. Byernes voksende økonomiske magt medførte en stigende efterspørgsel efter raffinerede designs. De feudale lensherrer oprettede værksteder for at fremme lokale industriprojekter hvilket førte til en stor variation af teknikker og stilarter.
Materialer og farvestoffer
Materialerne der anvendes i japansk tekstilkunst kan opdeles i to hovedkategorier: naturlige og syntetiske fibre. De naturlige fibre omfatter plantefibre som papirbark, ramie, japansk lind samt fibre som uld og silke. Silke blev indført fra Kina i det 3. århundrede,
I det 16. århundrede begyndte Japan at dyrke bomuld der tidligere var importeret. Bomuld blev hurtigt en essentiel del af hverdagsbeklædningen. Blandt Ainu-folket i Hokkaido blev tråde lavet af bark fra ohyo (en type af elm), mens man på Okinawa anvendte fibre fra basho-planten (japansk bananplante).
Farvestofferne kan opdeles i naturlige og syntetiske typer. Indtil det 19. århundrede dominerede naturlige farver, især indigoblå og safranrød. Introduktionen af syntetiske farver i Meiji-perioden gjorde at man kunne skabe mere livlige og holdbare farver. De førte igen også til nye mønsterteknikker.
Farveteknikker
Farvning i Japan opdeles i forfarvning (sakizome) og efterfarvning (atozome). Ved forfarvning farves garnet, før det væves til stof. Det giver mulighed for at lave komplekse mønstre som ikat og tsumugi. Ved efterfarvning bliver stoffet farvet efter vævning. Det gælder fx teknikker som Yuzen-farvning, komon (småmønstret farvning) og shibori.
Derudover findes der forskellige metoder til påføring af farve, såsom dyppefarvning, penselfarvning og stencilfarvning. Sidstnævnte blev især populært efter introduktionen af syntetiske farver i Meiji-perioden.
Links til videre læsning om japansk tekstilkunst
Fashion history’s artikel om japansk tekstilkunstFeature artikel fra Niponica tidsskrift (december 2013) om japansk tekstilkunst mange billeder (kan downloades som PDF)
Shopping info
Man kan købe japanske tekstiler overalt i Japan, men følgende adresse i Tokyo er et godt sted at få et overblik.
Tokyo
Nippori Fabric Town
Adresse: 6 Chome-7-2 Higashinippori, Arakawa-ku, Tōkyō-to 116-0014
Hjemmeside
Nippori Fabric Town er en stor handelsgade nær Nippori station hvor alle butikker forhandler stof og alskens sytilbehør. Firmaet Tomato er den største forhandler med flere forskellige butikker.
Kort over området (PDF)Oversigt over forhandlere (PDF)
Google kort
Netbutik i Danmark
Bettyp.dk stof, bånd & knapper sælger japanske stoffer og Liberty-stoffer