Meoto Iwa (夫婦岩) også kendt som “De gifte klipper” er to mindre klipper beliggende ud for kysten ved den lille by Futami på Ise Shima-halvøen. De to klipper er forbundet med et helligt reb kaldet shimenawa. Shimenawa-rebet der er fremstillet af fem kraftige, snoede reb og vejer over ét ton, symboliserer forbindelsen mellem de to klipper. På grund af slid fra vind og vejr udskiftes rebet tre gange årligt – i maj, september og december – under en højtidelig ceremoni kaldet Oshimenawa Harikae Shinji.
Ifølge shinto repræsenterer de to klipper den mandlige gud Izanagi og den kvindelige gudinde Izanami der sammen ifølge legenden skabte de japanske øer. Den største af klipperne der symboliserer Izanagi har en lille torii-port placeret øverst. Klippernes har en vis betydning for indenfor shintoismen pga. deres forbindelse til solgudinden Amaterasu, som Izanagi og Izanami menes at nedstamme fra.
Meoto Iwa-klipperne er særligt betagende ved højvande hvor de ser ud til at svæve på vandoverfladen. Ved lavvande kan du gå langs stranden og komme helt tæt på klipperne. En af de mest spektakulære naturfænomener sker i perioden mellem maj og juli, når solen stiger op mellem klipperne, mens fuldmånen kan opleves i samme formation fra november til januar. Under optimale vejrforhold kan du endda være heldig at se Fuji-bjerget danne en imponerende baggrund.
I umiddelbar nærhed af Meoto Iwa ligger Futami Okitama-helligdommen (二見興玉神社), helliget Sarutahiko Ōkami, guden for sikker rejse. Området er særligt kendt for de utallige frøstatuer som kan ses i og omkring helligdommen. På japansk udtales “frø” som “kaeru”, hvilket også betyder “at vende hjem”. Dette ordspil har gjort frøen til et populært symbol på tryg hjemkomst, og mange besøgende køber små frøamuletter som beskyttelse på rejser.
Adresse
575 Futamichoe,Ise, Mie Præfekturet 519-0602
Google-kort
Transport
15 min.’s gang fra Futaminoura Station. Det er også muligt at tage bussen fra Iseshi station (CAN bus) og hoppe af ved stoppestedet Meotoiwa Higashiguchi.
Links til videre læsning
Udenlandske sider
Tidevandstabel for Toba som ligger tæt på Meoto IwaJapan Guides intro til Meoto Iwa
Wikipedias artikel om guden Sarutahiko Okami
Artikel om Meoto Iwa fra Shinto shrines of Japan – the blog guide


