Hvad er Owakudani?
Owakudani-dalen (大涌谷) i Hakone blev dannet ved Hakone-vulkanens seneste store udbrud for omkring 3.000 år siden. Den ligger 1040 meter over havets overflade. Dalen fremstår i dag som et lidt barskt, råt terræn fyldt med damp fra de mange varme kilder og en udpræget svovllugt hænger over området. Owakudani er en af Hakones mest særprægede naturoplevelser. På klare dage åbner landskabet sig også mod Fuji-bjerget som ofte ses i det fjerne.
Mange besøger området som en del af den klassiske rundtur i Hakone hvor Hakone-svævebanen (Hakone Ropeway) forbinder Sounzan med Togendai via Owakudani. Turen hen over det vulkanske område er i sig selv en oplevelse fordi du fra gondolen kan se ned over de golde skråninger og de aktive felter hvor jorden stadig damper. Når vejret er klart, bliver udsigten over Ashi-søen og Fuji-bjerget et af højdepunkterne på hele turen gennem Hakone.

Sorte æg
Owakudani er berømt for de mange de sorte æg, kuro-tamago, som koges i områdets varme kilder. Skallen bliver sort som følge af den kemiske reaktion med det svovlholdige vand, mens selve ægget indeni er helt almindeligt. Ifølge lokal folketro forlænger ét æg livet med syv år, og netop den fortælling har været med til at gøre Owakudani legendarisk blandt både japanske og udenlandske besøgende.
Du kan købe æggene flere steder – gerne i en papirspose med 4 æg og lidt salt til 500 yen (2026 priser).
Vandring i den vulkanske zone
Der er flere muligheder for at komme på vandring i området:
Den korte rute (Owakudani Nature Trail)
En kort vandresti (ca. 700 meter) fører fra svævebanestationen ind i selve den vulkanske zone til en række varme kilder og boblende svovlbassiner. Turen tager omkring 30-40 minutter i alt. Der holdes pauser flere gange så der er gode muligheder for at nyde udsigten og tage billeder. Bemærk at adgang til denne vandretur kræver forhåndsreservation og koster 800 yen. Der er som regel fire ture om dagen med plads til 30 personer pr. tur.
Du skal bestille turen online i god tid. Hjemmesiden er på japansk, men ved at bruge Google Translate eller lign. fungerer det helt fint. Efter booking modtager du en e-mail på både japansk og engelsk med din reservationsbekræftelse. Se nærmere nedenfor.
Praktisk afvikling:
Tidligst 30 minutter og senest 15 minutter før turen starter, skal du henvende dig i Owakudani Information Center (se Google-kort) hvor du betaler for turen. Bemærk at der kun modtages betalingskort – ikke kontanter. Her får du anvist mødestedet og udleveret en nummereret kupon som skal afleveres ved turens start.
Kuponen ombyttes til en sikkerhedshjelm som skal bæres under hele turen. Inden start gennemgår guiden sikkerhedsforanstaltningerne. Her demonstreres blandt andet et højt fløjtesignal som du skal reagere på. Signalet indikerer øget vulkansk aktivitet eller forhøjede svovlniveauer hvilket betyder at gruppen straks skal søge ly i et af de shelters der er placeret langs ruten. Selve turen foregår på japansk, men der udleveres skriftlig information på engelsk på forhånd.
Det lyder måske besværligt at booke turen, men det er hele umagen værd. Personalet i informationscentret er vant til udenlandske gæster og kommunikerer detaljerne via forskellige engelske kort mm.
Se iø billeder her nedenfor – få mere info ved at klikke på billederne.
Læs også:
Reservationsside til vandreturen Generelle sikkerhedsforanstaltninger på engelsk (Google docs) Turen forklaret på engelsk med billeder (Google docs)Øvrige vandreture
For de mere eventyrlystne fører en vandresti fra Owakudani Station mod toppen af Kamiyama-bjerget og videre til Komagatake-bjerget hvorfra du kan tage Komagatake-svævebanen ned til Ashi-søen. Denne vandretur tager cirka 2 timer hver vej og kan være både stenet, glat og blæsende, hvorfor ordentlige vandresko og regntøj anbefales.
Alternativt kan du cirka 30 minutter efter du har nået toppen af Kamiyama-bjerget følge en sti der fører ned mod Ashi-søens bred ved Kojiri (nær Togendai). Herfra kan du tage Hakone-svævebanen tilbage til Owakudani. Hele rundturen tager omkring 4,5 time.
Bemærk at begge vandrestier kan være lukkede pga. mulig øget vulkansk aktivitet. Tjek på forhånd på Kanagawa Præfektures officielle side.
Praktisk information
Adresse
Sengokuhara, Hakone, Ashigarashimo-distriktet, Kanagawa 250-0631
Transport
Owakudani nås lettest med Hakone-svævebanen.
- Fra Hakone-Yumoto tager du Hakone Tozan Railway til Gora, fortsætter med kabelbanen til Sounzan og derfra med svævebanen til Owakudani Station.
- Du kan også komme fra Togendai ved Ashi-søen og tage svævebanen den modsatte vej hvilket passer godt hvis du kombinerer besøget med en sejltur på søen. Fra stationen er der cirka 10 minutters gang til hovedområdet med udsigtspunkter.
Du kan også komme til dalen i bil. Der er en større parkeringsplads.
Bemærk
Adgangen til Owakudani-dalen kan ændre sig med kort varsel på grund af vulkanske gasser og sikkerhedshensyn. Det er derfor en god idé at tjekke den aktuelle driftssituation inden besøget.
Det anbefales at et besøg her skal overvejes nøje af gravide, babyer og personer med astma, luftvejs- eller hjertesygdomme. Spørg evt. din læge til råds på forhånd. Ellers læs mere her på den officielle hjemmeside.
Vil du vide mere om Hakone?
Så læs Hanafubuki.dks guide om Hakone-rundturen – den klassiske rute i området.
Hakone-rundturen er en af de mest populære og stemningsfulde måder at opleve Hakone på. Ruten fører dig gennem området med flere forskellige transportmidler.





