Hida Kokubunji-templet

Hida Kokubunji-templet i Takayama

Udgivet i Chubu-regionen, Takayama
22. juli 2025

Hida Kokubunji-templet (飛騨国分寺) i Takayama er et tempel der tilhører shingon-sekten inden for buddhismen. Det blev bygget af kejser Shomu i 746 som et sted hvor man kunne bede for fred og fremgang for landet og er Takayamas ældste tempel. Templet blev siden ødelagt af brand, men genopført. Hovedbygningen stammer fra 1500-tallet og er lavet af japansk cypres (hinoki).

På templets grund er der også en 3-etagers pagode på 22 meter som oprindelig blev bygget i 1615 af Kanamori Arishige der var byens leder. Den nuværende pagode stammer fra 1821 efter at den oprindelige pagode blev ødelagt af vind i 1791.

Templet får mange besøgende i starten af november hvert år hvor templets enorme ginkgo-træ lyser op med sine gyldne farver. Det menes at være mere end 1200 år gammelt og er 28 meter højt og 10 meter i omkreds. I gamle dage blev træets løvfald brugt som et varsel om at nu kom sneen og vinteren.

Ved indgangen til templet hænger der også en større samling af sarubobo-amuletter som er en speciel amulet for Takayama by



Praktisk information

Adresse
506-0007 Gifu-ken, Takayama-shi, Sōwamachi, 1-chōme-83
Hjemmeside (på japansk)

Google-kort

Transport
5-10 min.’s gang fra Takayama station


Oplevelser i nærheden

Fortsætter du østlig retning fra templet kommer du til den gamle bydel i Takayama med fine gamle træhuse, spændende butikker og restauranter. Det er også her morgenmarkedet i Takayama finder sted. Takayama Jinya er det gamle lokale regeringskontor der nu er åbent for offentligheden.