adachi kunstmuseum

Adachi kunstmuseum – når japansk malerkunst og havekunst smelter sammen

Udgivet i Chugoku-regionen, Matsue
9. april 2025

Adachi Kunstmuseum (足立美術館) ligger i det naturskønne Yasugi nær Matsue i Chugoku-regionen. Det er ikke blot et galleri og et museum, men en totaloplevelse hvor kunst og havekunst forenes i en harmonisk helhed. Museet blev grundlagt i 1980 af kunstsamleren Adachi Zenko (1899-1990) der ønskede at skabe et sted hvor japansk malerkunst og traditionel havekunst kunne komplementere hinanden. Zenko betragtede museets have som et “levende maleri,” og i dag er haven blevet anerkendt som en af Japans smukkeste.

Museets have

Haven der strækker sig over mere end 16 hektar er et mesterværk i sig selv og designet i den traditionelle karesansui-stil. Den består af flere distinkte sektioner: en tør landskabshave, en hvid grushave, en fyrretræshave, en moshave og en damhave. Hver sektion repræsenterer en unik fortolkning af japansk havekunst og ændrer sig med årstiderne hvilket gør hvert besøg til en ny oplevelse.

Haven kan primært nydes gennem museets panoramavinduer der understreger illusionen af at kigge på et maleri. Dette unikke koncept fremhæver Zenko Adachis vision om at kombinere kunst og natur. Dog kan gæsterne også bevæge sig frit i visse dele af haven, særligt omkring damhaven. Her svømmer koi-karper fredeligt blandt nøje placerede sten og velplejede planter.

Museets samling

Museets imponerende samling fokuserer på japansk kunst fra 1870 og frem, særligt værker skabt af nogle af de mest fremtrædende kunstnere fra Meiji-, Taisho- og Showa-perioderne. Den mest omfattende samling tilhører Yokoyama Taikan (1868-1958), en af de mest betydningsfulde malere inden for Nihonga-traditionen, kendt for sine dynamiske penselstrøg og subtile farveovergange inspireret af kinesisk malerkunst.

Udover Taikan kan besøgende opleve værker af Takeuchi Seiho, Kawai Gyokudo, Tomioka Tessai, Sakakibara Shiho, Uemura Shoen og flere andre. Disse kunstnere har hver især bidraget til udviklingen af moderne japansk kunst og er kendt for deres unikke stil og tekniske finesse.

Museets samling rummer omkring 1500 værker, som præsenteres i fire skiftende særudstillinger om året.

Foruden malerkunst rummer museet også en imponerende samling af japansk kunsthåndværk, herunder keramiske værker af Kawai Kanjiro og Kitaoji Rosanjin. Berømte for deres innovative tilgang til glasur og formgivning. Derudover kan gæster opleve fine eksempler på maki-e lakkunsten hvor guld- eller sølvpulver drysses på lakerede overflader for at skabe detaljerede mønstre.



Adresse

320 Furukawacho, Yasugi, Shimane-præfekturet 692-0064
Hjemmeside

Google-kort

Transport

Adachi kunstmuseum ligger ca. en times tid fra Matsue. Tag toget fra Matsue station til Yasugi station (20 min.). Herfra går der en gratis shuttlebus to gange i timen. Bussen holder lige uden for stationen på busholdepladsen og er tydeligt markeret også på engelsk. Det tager ca. 20 min. med bussen.