Indhold
Intro
Ifølge overleveringen kastede Kōbō Daishi (774-835), grundlæggeren af shingon-buddhismen, sin sankosho (en slags ceremoniel stav) fra Kina hvor han havde studeret og i retning mod Japan. Da han vendte tilbage til Japan i 806, gik han på jagt efter et sted hvor han kunne anlægge hovedkvarteret for sin nye religion. Staven fandt han i et fyrretræ ved Garan. Og det blev starten på anlæggelsen af Danjo Garan – det helt store centrale tempelkompleks på Koyasan. Fyrretræet står der stadig i en indhegning foran Konpon Daitō-pagoden (se billedet foroven).
Ordet danjo betyder et højtliggende sted, og en garan er et sted hvor folk kan praktisere buddhisme. Danjo Garan ligger nær Daimon-porten, den traditionelle hovedindgang til Koyasan. Chumon-porten der er placeret tæt ved Kondo er hovedporten ind til Danjo Garan. Jabara michi – en lille sti – i den østlige ende fungerer også som indgang til området (se nedenfor).
Kondō
Kondō er hovedbygningen i tempelkomplekset og bruges til diverse ceremonielle handlinger. Bygningen er igennem tiden brændt ned flere gange, den nuværende bygning stammer fra 1932.
Indenfor står en stor statue af Yakushi Nyorai, buddha for medicin og helbredelse.
Konpon Daitō-pagoden
(se billedet foroven)
Konpon Daitō er den højeste bygning i Koyasan på lidt over 48 meter. Efter at Kōbō Daishi formelt havde fået lov til at bruge Koyasan af kejser Saga i 816, besluttede han at bygge det første klosterkompleks der udelukkende var dedikeret til undervisning og praksis af esoterisk buddhisme. På grund af dens store størrelse blev kun den først færdiggjort omkring år 876, over 40 år efter at Kōbō Daishi gik ind i evig meditation.
I de følgende århundreder blev Konpon Daitō ødelagt af brande forårsaget af lynnedslag fem gange, og genopbygget hver gang. Efter en stor brand i 1843 stod kun fundamentet tilbage. Den eksisterende bygning blev genopført i 1937.
Arkitektonisk er Konpon Daitō klassificeret som en tidlig form for en to-etagers pagode kaldet tahōtō. Pagodens form er cirkulær med en firkantet nedre etage. Det er en meget benyttet form ved pagoder inden for shingon-buddhismen og tendai.
En statue af Dainichi Nyorai (den kosmiske Buddha, også kendt som Vairocana), den centrale buddha i shingon-buddhismen, står midt i pagodens indre og er omgivet af statuer og farvestrålende malerier på søjlerne som bærer bygningen. De udgør tilsammen næsten en tredimensionel mandala (et metafysisk kort over kosmos).
Bemærk, det er forbudt at fotografere indenfor i pagoden.
Konpon Daitō er ikke den eneste pagode ved Danjo Garan. Der er både en østlig (Toto) og en vestlig pagode (Saito).
Miedo
(billedet øverst, bygningen til venstre)
Miedo fungerede oprindeligt som Kōbō Daishis egen træningshal. Den måler ca. 15×15 meter. Senere blev det brugt til opbevaring af et portræt af Kōbō Daishi skabt af prins og senere munk Takaoka Shinno. Det huser nu billeder af 10 af Daishis disciple.
Miedo (egl. “billedsal”) regnes for at være den mest hellige bygning på Koyasan og kun få udvalgte kan få lov at besøge den. Der er dog åbent for offentligheden i begrænset omfang hvert år den 21. marts i forbindelse med en ceremoni aftenen før årsdagen for Kōbō Daishis død.
Fudōdō
Fudōdō er et mindre tempel der er udpeget som nationalskat af den japanske regering. Det er den ældste bygning på Koyasan-bjerget. Man mener templet blev bygget i 1197 af præsten Gyōshō Shonin (1130-1217) på opfordring af prinsesse Hachijō. Det er bygget i shoin zukuri-stilen som bl.a. kendes fra Kamakura-perioden.
Templet er helliget den hjælpende guddom Fudo.
Rokkaku Kyuzo
Rokkaku Kyozo er en sekskantet bygning til opbevaring af sutraskrifter. Den oprindelige bygning blev bygget i 1159 på ordre fra enkekejserinde Bifukumon-in. Den nuværende bygning stammer fra 1934.
De 3000 skriftruller på blåt papir og med guldskrift der oprindelig blev opbevaret her, er nu overflyttet til det nærliggende Reihokan-museum
Hasu-ike – lotusdam
Frem til starten af 1900-tallet blomstrede der lotusblomster i denne dam, deraf navn. Midt i dammen er der en lille ø med et tempel.
Jabara-michi – sti
Jabara-michi er en lille sti der fører op til Danjo Garan. Kōbō Daishi mente at Koyasan i sin opbygning mindede om en drage der lå ned: Selve Danjo Garan er hovedet, hvor det nærliggende Rengein-tempel er kroppen. Jabara-michi-stien ligger lige der hvor dragens mave ville være. Stiens navn betyder da også noget i retning af “slangens mave”.
Adresse
152 Koyasan, Koya, Ito-distriktet, Wakayama 648-0211
Hjemmeside
Transport
Danjo Garan ligger centralt placeret midt i byen på Koyasan og få skridt fra Kongobuji-templet med dets fine stenhave.