Hōnenin-templet (法然院) i Kyoto tilhører en uafhængig skole under den buddhistiske Jōdo-sekt. I begyndelsen af Kamakura-perioden boede munken Hōnen (1133-1212) sammen med sine elever Juren og Anraku i en hytte og tilbad Amitabha Buddha seks gange hver morgen og aften. Hytten var på et tidspunkt i fare for at blive revet ned.
Munken Banbushina fra Chionin-templet og hans elev præsten Nincho renoverede senere hytten og lod den blive et egentlig buddistisk tempel tilegnet Hōnen i 1680.
Efter man er gået igennem templets stråtækte indgangsport passerer man to rektangulære sandhøje kaldet Byakusadan (白砂壇) hvis funktion er at rense den besøgende. Normalt vasker man hænderne og skylder munden ved en såkaldt mizuya (vandbassin) ved et tempelbesøg, men her har sandhøjene samme funktion. Sandhøjene får løbende revet et nyt nyt mønster i overfladen af templets munke. Det kan være en kirsebærblomst, et blad fra japansk løn eller lign. afhængig af sæson mm.
En skulptur af en siddende Amitabha Buddha skabt af præsten Eshin og en træfigur lavet af Honen er placeret i den centrale Hojo-bygning. Hojo er inden for den japanske buddhisme et offentligt område for buddhistiske ritualer. Hojo-bygningen huser også en række berømte malerier af Kanō Mitsunobu (1565–1608) malet på skydedøre. Bla. “Kejsertræ og bambus”, “Et ungt fyrretræ”, “Fyrretræ og surbærsbusk” og “Fyrretræ med sne”. Malerierne kan kun ses nogle få uger hvert år: et par uger i april og den første uge i november. I tilknytning til Hojo-bygningen er der en lille have med kamelia-buske. Templet ofrer iø 25 friske blomster til Hōnen hver morgen.
Templet er meget berømt både for sine blomstrende kirsebærtræer i foråret og for sine flotte efterårsfarver i november.
I udkanten af tempelområdet er der iø. flere berømte kulturpersonligheder begravet: forfatteren Tanizaki Junichiro (1886-1965), filosoffen Kuki Shuzo (1881-1941) og journalisten, forfatteren og marxisten Kawakami Hajime (1879-1946).
Adresse
30 Shishigatani Goshonodanchō, Sakyō-ku, Kyōto-shi, Kyōto-fu 606-8422
Hjemmeside (på japansk)
Transport
Tag bus 32 fra Shijo Kawaramachi station eller bus 5, 100, 102 fra Kyoto station og hop af på busstoppestedet Ginkakuji-mae. Herfra er der 5 min.’s gang.