Kenninji-templet i Higashiyama-området nær Gion i Kyoto er det ældste zenbuddhistiske tempel i byen, grundlagt helt tilbage i 1202.
Kenninji-templets historie
Kenninji blev etableret af munken Eisai (også kendt som Yōsai) som introducerede både zenbuddhismen og tedyrkning i Japan efter studierejser i Kina. Oprindeligt praktiserede templet en kombination af zen, Tendai og Shingon-buddhisme, men blev senere under den 11. abbed udelukkende en zen-institution – den første af sin slags i Kyoto.
Selvom templet har gennemlevet flere brande og ødelæggelser gennem historien, blev det genopbygget både i midten af 1200-tallet og igen efter den ødelæggende Ōnin-krig i det 15. århundrede. De fleste af Kenninjis nuværende bygninger stammer fra perioden mellem 1500- og 1700-tallet.
Templet anses i dag som en af de fem store zen-templer i Kyoto (Kyoto Gozan) og fungerer som et hovedtempel for Rinzai-sekten indenfor japansk buddhisme.
Fantastiske kunstværker i Kenninji
Et af højdepunkterne ved et besøg i Kenninji-templet er uden tvivl de imponerende kunstværker som findes både indendørs og udendørs. I hovedhallen kan besøgende opleve det berømte loftsmaleri med tvillingedragerne malet af Koizumi Junsaku i 2002 for at fejre templets 800-års jubilæum. Et enormt maleri malet med tusch på traditionelt japansk papir. Det måler det der svarer til 108 tatamimåtter i omkreds (11.4m x 15.7m) og forestiller to majestætiske drager der snor sig dramatisk hen over loftet.
Et andet berømt kunstværk er den malede foldeskærm “Fūjin og Raijin” – vindens og tordenens guder – skabt af Tawaraya Sōtatsu. Originalen opbevares i dag på Kyoto Nationalmuseum, men en ret imponerende kopi kan stadig beundres i templet.
Zenhaverne
Kenninji er også kendt for sine smukke zenhaver. En af de mest bemærkelsesværdige er den såkaldte “ Ο△□”-have, inspireret af munken Sengai Gibon. Denne minimalistiske have symboliserer universets former – cirklen, trekanten og firkanten.
En anden perle er Chōontei-haven. Denne elegante stenhave bag hovedbygningen består af tre sten der repræsenterer Buddha og to ledsagere, omgivet af bølgende mosbakker og stille træer.
Besøg Kenninji
Kenninji-templet består af flere store haller, porte og omkring to dusin mindre bygninger. De fleste områder er åbne for offentligheden gratis, men for at få adgang til de centrale bygninger, hvor de berømte haver og kunstværker findes, kræves der en mindre entrébillet.
Adresse
Komatsu-cho, Yamatooji-dori, Shijo sagaru, Higashiyama-ku, Kyoto
Hjemmeside
Transport
Templet ligger for enden af Hanamikoji-gaden, den mest berømte gade i Gion-kvarteret. Tag toget til Gion Shijo station eller Kawaramachi station hvorfra der er ca. 10 min.’s gang. Alternativt tag bus 100, 106, 110 eller 206 fra Kyoto station og hop af på stoppestedet Kiyomizu-michi. Herfra er der under 10 min.’s gang til templet.














