miho museet kyoto

Miho-museet i nærheden af Kyoto

Udgivet i Kansai-regionen, Kyoto
9. juni 2025

Intro

Miho-museet i nærheden af Kyoto er et fantastisk kunstmuseum grundlagt i 1997 af en Japans rigeste kvinder, Mihoko Koyama. Museet rummer Koyamas private samling af antikviteter fra hele verden.

Samlingen omfatter værker fra gamle civilisationer som egypterne, romerne og forskellige asiatiske kulturer. Museets hovedudstilling skifter cirka én gang om året, mens der løbende er nye særudstillinger.


Miho-museets arkitektur

Museet er kendt for sin unikke arkitektur, designet af den verdensberømte arkitekt I.M. Pei der også stod bag glaspyramiden ved Louvre i Paris. En stor del af museet, omkring 80%, er bygget under jorden for at harmonere med det omkringliggende landskab. Interiøret kombinerer moderne materialer som stål og glas med varme stenoverflader og store panoramavinduer der giver en betagende udsigt over de omgivende dale og de mere end 150 år gamle fyrretræer. Især museets ankomsthal er meget berømmet pga. det smukke ovenlys og udsigten. Se billedet øverst.

Ankomsten til museet er en oplevelse i sig selv. Fra parkeringspladsen skal du gå igennem en smuk tunnel, og videre over en elegant bro, før du når indgangen. Gåturen tager omkring 10 minutter. For dem, der foretrækker det, er der også en lille shuttlebus til rådighed.


Transport til Miho-museet:

Det nemmeste er at tage et tog en 10 min.’s tid fra Kyoto station til Ishiyama station og derfra Teihan bus nr. 150 der kører direkte til museet. Bussen kører t/r flere gange om dagen og er tydeligt markeret med skilte på engelsk. Bussen kører fra stoppested nr. 3. Museet ligger i et bakket område og busturen dertil er meget smuk. Tjek museets hjemmeside ang. transport. Da transporten tager lidt tid med bus og tog skal man regne med at bruge min. en halv dag på et besøg. Er man selv i bil, vil det nok gå hurtigere.

Museet ligger fuldstændig afsondret fra omverdenen, så eneste mulighed for mad og drikke er på museets café og restaurant. Bemærk i øvrigt at museet holder lukket i lange perioder og i øvrigt har uregelmæssige lukkedage. Tjek museets kalender på hjemmesiden for seneste opdatering.

Adresse
300, Tashiro Momodani, Shigaraki, Shiga 529-1814

Hjemmeside

Google-kort