Intro
Nishijin Tekstilcenter (西陣織会館) er et museum i Kyoto der fortæller om de traditionelle japanske Nishijin-tekstiler. Museet er beliggende i Nishijin-distriktet der igennem tiden har været et centrum for disse tekstiler.
På museet kan du på flere etager lære historien om Nishijin-tekstiler og se hvordan bl,a. kimonoer fremstilles. Selvom bygningen i sig selv ikke er særlig spektakulær, og nogle af udstillingerne kan virke lidt forældede, er stedet stadig en fascinerende oplevelse. De gratis 15-minutters kimono-modeshows som afholdes syv gange dagligt, er et af museets store trækplastre.
Museet giver dig også mulighed for at prøve at bære en kimono (kræver forudgående reservation via deres hjemmeside). Du kan blive klædt ud som en maiko (geisha-lærling), en geiko (professionel underholder, geiko er geisha i Kyoto-dialekt) eller en kvinde fra det kejserlige hof iført en imponerende 12-lags kimono. Dette inkluderer håropsætning, makeup og et foto. Alternativt kan du prøve en enklere yukata-kimono eller leje en kimono for en hel dag og spadsere rundt i Kyoto.
Museets butik sælger en bred vifte af Nishijin-produkter, herunder kimonoer, obi (bælter), punge og andre smukke tekstiler.
Nishijin Tekstilcenter – adresse
414 Tatemonzencho, Kamigyo-distriktet, Kyoto, 602-8216
Hvad er Nishijin-tekstiler?
Nishijin-tekstiler (西陣織), også kendt som Nishijin-ori, er en type luksuriøst vævede silketekstiler kendt for deres udsøgte kvalitet og komplekse mønstre med stærke farver og typisk brug af overdådige guld- og sølvtråde.
Nishijin-tekstiler bruges primært til obi (brede bælter båret sammen med kimono), kimonoer, dekorationer til festivalvogne og kostumer til noh-teatret.
Kunsten at væve tekstiler i Kyoto går tilbage til det 5. århundrede. Nishijin-området blev kendt som et tekstilcenter efter Ōni-krigen (1467-1477), da tekstilhåndværkere vendte tilbage til Kyoto. I århundreder blev Nishijin-tekstiler produceret eksklusivt for eliten, herunder kejsere, adelige og shoguns.
Nishijin-tekstilproduktionen har overlevet gennem innovation, herunder især introduktionen af jacquardmaskinen i det 19. århundrede.
Hosoo – producent af Nishijin-tekstiler
Firmaet Hosoo i Kyoto har siden 1688 produceret nishijin-tekstiler til især kimonoer. I de senere år har de arbejdet meget med mere innovative tekstiler til interiørdesign, mode og luksusmarkedet. Se også viden forneden der fortæller firmaets historie.
Nishijin-tekstiler har traditionelt været kendetegnet ved deres smalle bredde på 32 centimeter. Bredden har dog været en udfordring i forhold til at bruge stoffet til større produkter. Men i 2010 opfandt HOSOO en 150 centimeter bred væv for at imødekomme efterspørgslen. Det fik en enorm betydning og har gjort at Nishijin-tekstiler nu kan anvendes i helt nye sammenhænge.
I 2025 har HOSOO planlagt at afsløre det største stykke tekstil i Nishijins historie – et cirka 65 meter langt og 13 meter bredt stykke stof til en af pavillonerne på verdensudstillingen Osaka Expo 2025.

