Pontocho-gaden (先斗町) er en af Kyotos mest stemningsfulde og traditionsrige restaurantgader. Særligt om aftenen forvandles gaden til et betagende syn, når de karakteristiske papirlanterner tændes og kaster et blødt skær over den smalle brostensbelagte gaden. Navnet “Pontocho” har en usikker oprindelse, men det menes at stamme fra enten det engelske ord “point” eller det portugisiske “pont”. En reference til gadens placering ved flodbreddens kant (point). Gaden løber parallelt med Kamo-floden mellem Shijodori-gaden og Sanjodori-gaden.
Pontocho-gaden er hjemsted for en bred vifte af restauranter, barer og enkelte specialbutikker. Her finder man alt fra små, autentiske yakitori-barer og traditionelle kaiseki-restauranter til moderne japanske spisesteder og europæiske køkkener. På den østlige side af gaden tilbyder mange restauranter en fortryllende udsigt over Kamo-floden hvor gæster kan nyde deres måltid under åben himmel.
For de særligt privilegerede findes der lukkede klubber og eksklusive spisesteder hvor adgang kun gives til dem med de rette forbindelser og en solid økonomi.
På fredage og lørdage ved skumringstid kan du som besøgende være heldig at få et sjældent glimt af en maiko (lærling til geisha) eller en fulduddannet geisha der bevæger sig gennem gaden på vej til en privat aftale.
Pontocho-gadens historie strækker sig tilbage til 1600-tallet hvor området oprindeligt var en sandbanke langs Kamo-floden. I 1670’erne blev flodbredden forstærket, og snart begyndte de første bygninger at skyde op. I begyndelsen af 1700-tallet var Pontocho kendt for sine små tehuse og barer. Området blev hurtigt til et livligt underholdningskvarter – et af Kyotos tidlige “red-light districts”. I takt med byens udvikling omdannede Pontocho-gaden sig gradvist til en af Kyotos mest berømte og stemningsfulde restaurantgader.
Info
Google-kort
Hjemmeside (kun på japansk) – se bl.a. deres liste over restauranter (en del af dem er markeret med HP for homepage så man måske bedre kan få en ide om typen af restaurant). Ellers har en del af restauranterne engelske menuer og skilter også med det udenfor.
Transport
Fra Kyoto station tag bus 4, 5, 17 eller 205 til Shijo Kawaramachi-bustoppestedet. Herfra er DER få minutters gang. Alternativ tag toget fra stationen enten med Keihan-linjen og hop af på Gion Shijo-stationen/Sanjo Keihan-stationen. Eller med Hankyu-linjen og hop af på Kawaramachi-station.