Tenjuan-templet (天授庵) i Kyoto er et undertempel til det nærliggende zentempel Nanzenji. Det blev grundlagt i 1336 af præsten og digteren Kokan Shiren (1278-1347) fra dette tempel for at ære grundlæggeren af dette tempel Mukan Fumon (1212-1291).
Tenjuan-tmplet blev ødelagt af ildebrand i 1447 og igen under Onin-krigen (1467-1477). De nuværende bygninger stammer fra 1602. Hovedbygningen (Hondo) vender mod øst og har en udsigt til en tør landskabshave. Ved siden af er der en sti med sten lagt i et geometrisk mønster omgivet af mos og sand. Stien fører hen til hovedporten som kun åbnes ved besøg af kejserfamilien (se billede øverst).
Den østlige have har karakter af en mere formel, ydre have. Går man igennem en lille port ved siden af hondo-bygningen, kommer man ind til den sydlige, indre have som er langt mere uformel. Den blev redesignet i 1605 og igen omlagt i slutningen af det 19. århundrede. Den er et eksempel på en vandringshave med en centralt placeret dam som man krydser vha. gangbroer og trædesten.
Tenjuan-templet er berømt for sine efterårsfarver. Fra midten af november og nogle uger frem holder templet åbent om aftenen, så besøgende kan se den oplyste have.
Adresse
606-8435 Kyōto-fu, Kyōto-shi, Sakyō-ku, Nanzenji Fukuchichō, 86−8
Transport
5 min.’s gang fra Keage station (Tozai linjen).