Kasuga Taisha-helligdommen (春日大社) i Nara blev grundlagt i 768, mens Nara var Japans hovedstad. Helligdomskomplekset blev opført af den magtfulde Fujiwara-slægt og er helliget fire guder der har hver deres helligdom: tordenguden Takemikazuchi, krigsguden Futsunushi, guden for rituelle ceremonier og politik Amenokoyane og dennes hustru gudinden for kærlighed og fred Himegami.
Amenokoyane regnes for at være forfaderen til Fujiwara-slægten.
I en lang periode frem til slutningen af Edo-perioden blev Kasuga Taisha-helligdommen revet ned og genopført hver 20. år på samme som Ise Jingu-helligdommene på Ise-halvøen. De nuværende bygninger stammer fra 1863 og bliver løbende vedligeholdt. Kasuga Taisha-helligdommen er hovedtemplet for omkring 3000 Kasuga-helligdomme rundt om i Japan.
Helligdomskomplekset
Ankomsten til helligdommen sker via en 1,5 km lang vej hvor man passerer igennem to store torii-porte. På hver siden af vejen står hundredvis af stenlanterner. Her kan man også støde på de berømte hellige Nara-hjorte som spankulerer rundt og håber på en godbid fra de forbipasserende eller ligger og slapper af.
Kasuga Taisha-helligdommen er opført i en stilart kaldet Kasuga-zukuri opkaldt efter dens hovedbygning honden. Denne stilart er karakteriseret ved tage i kinesisk stil og dekorationer i rød, guld og cinnober (shuiro). Et andet karakteristika er taget over forsiden af bygningen der er trukket særligt langt frem og skråner nedad og dermed danner en form for ekstra halvtag.
Hoveddelen af helligdommen er omgivet af søjlegange på alle fire sider. Indenfor finder man udover honden, et skattekammer og flere andre mindre bygninger. Den 12 meter høje Nanmon-port fungerer som indgang.
Rundt omkring på helligdommens grund står flere gamle blåregn (en særlig variant kaldet Sunazuri-no-Fuji) der blomstrer i slutningen af april og starten af maj. Helligdommen huser også mere end 3000 lanterner i sten og bronze. Lanternerne tændes kun ved Setsubun-festivalen i februar og Obon-festivalen i august.
Kasuga Taisha ligger omgivet af skov hvor der ligger flere mindre hjælpehelligdomme blandt andet 12 helligdomme der er helliget hver af de 12 lykkeguder.
To dem er særlig betydningsfulde: Wakamiya-helligdommen der siden det 12. århundrede har afholdt en dansefestival i december måned og Meoto Daikokusha der som den eneste helligdom i Japan er helliget guder der er gift og derfor er særlig søgt af tilbedere i håb om finde held i kærlighed og et lykkeligt ægteskab.
Øvrige seværdigheder
Kasuga Taisha Shinen Manyo-botaniske have
Efter man har passeret den første torii-port ligger der på venstre hånd en stor botaniske have på omkring 250 hektar der hører ind under Kasuga Taisha-helligdommen. Den åbnede i 1933. I haven vokser omkring 250 forskellige planter som er beskrevet i Manyoshu, Japans ældste digtsamling skrevet i løbet af Nara-perioden (710-794). Der er flere såkaldte Manyo-haver rundt omkring i Japan, men den i Kasuga Taisha er den ældste.
Der er også en afdeling med kamelia og omkring 200 blåregn fordelt på 20 sorter der blomstrer i slutningen af april, starten af maj.
Se også liste over manyo-haver i Japan (Wikipedia på japansk)
Kasuga Taisha Museum
Et museum nær hovedindgangen udstiller helligdommens mange forskellige skatte som især stammer fra Heian-perioden (794-1185). Bla. kan nævnes buddhastatuer, sværd og spejle i bronze. I forhallen til museet står to meget store taiko-trommer rigt dekoreret der blev brugt i forbindelse med gagaku, en form for japansk ceremoniel musik.
Kasugayama urskov
En hellig urskov der ligger på bjerget bag Kasuga Taisha. Der er ingen adgang for besøgende.
I 1998 blev Kasuga Taisha-helligdommen og Kasugayama-urskoven udnævnt til at være en del af Unescos verdensarv sammen med en række af Naras øvrige historiske monumenter.
Kasuga-helligdommen som motiv på træsnit
Adresse
160 Kasuganocho, Nara, 630-8212
Hjemmeside
Transport
Kasuga Taisha ligger i den østlige del af Nara-parken. Det tager omkring 30 min.’s gågang fra Kintetsu Nara statioen eller 45 min.’s gang fra JR Nara statione. Der går flere busser fra begge stationer. Hop af på stoppestedet Kasuga Taisha Honden.