chuzenji-templet_nikko

Chūzenji-templet

Udgivet i Kanto-regionen, Nikko
8. december 2024
Intro

Chūzenji-templet (中禅寺) ligger ved den østlige bred af Chūzenjiko-søen som er opkaldt efter templet. Dette tempel er et af de ældste i Nikko og blev oprindelig bygget i 784 af den hellige asket Shōdō Shōnin (735-817). I begyndelsen var det et sted for asketisk praksis, men er i dag tilknyttet Rinnōji-templet i Nikko by der tilhører Tendai-skolen inden for japanske buddhisme. Templets primære tilbedelsesobjekt er Tachiki Kannon en træstatue der forestiller Senju Kannon, barmhjertighedens bodhisattva med 1000 arme. Templet er også helliget Kannon. Statuen er udskåret af Shōdō Shōnin selv og er udpeget som en vigtig kulturel ejendom af den japanske regering.

Da Chuzenji-templet oprindeligt blev bygget, var det placeret ved foden af Nantai-bjerget på det sted hvor Futarasan Chugushi-helligdommen nu ligger. Templet var udgangspunktet for pilgrimsrejser til toppen af Nantai-bjerget. Nantai-bjerget regnes for at være den fysiske manifestation af Senju Kannon. Men i Meiji-perioden (1868-1912) fejede et stort jordskred ned ad bjerget og førte templet og Tachiki Kannon-statuen med sig ud i søen. Mirakuløst nok overlevede den gamle statue katastrofen, steg op til overfladen og blev skyllet op på kysten et par hundrede meter væk. Templet blev genopbygget på dets nuværende placering som menes at være blevet valgt af Kannon selv.


Niomon-porten

Hovedindgangen til Chūzenji-templet sker igennem en port kaldet Niomon-porten, opkaldt efter de to statuer af Nio-guder der flankeret porten (se billedet øverst). Deres voldsomme udtryk og muskuløse kroppe afværger onde ånder. Lignende porte kan findes ved templer og nogle helligdomme over hele Japan. På templets grund ligger flere større og mindre bygninger hvoraf de to følgende er de mest interessante.



Hondō eller Kannondō- hovedbygningen

Hondō huser som tidligere nævnt den store træstatue kaldet Tachiki Kannon. Shōdō Shōnin siges at have skåret denne massive statue efter at have set en gylden figur af Kannon over Chūzenjiko-søen. Med dette syn som inspiration huggede han statuen i ét stykke fra stammen af et levende massivt hjertetræ som stadig står plantet i jorden. Statuen kaldes da også Tachiki eller “stående træ” eller “levende træ”. Statuen er 5,5 meter høj, mens yderligere 4 meter er under jorden. Denne Kannon har 11 ansigter og 1000 arme. De 11 ansigter repræsenterer de forskellige udtryk man har afhængigt af typen af bøn, mens de 1000 arme repræsenterer de mange forskellige evner som gudinden besidder for at hjælpe menneskeheden. Bag hondō fører en række trapper op til Godaidō-bygningen.


Godaidō-bygningen

Godaidō-bygningen er beliggende på en bjergskråning bag honden. I denne bygning kan man se statuer af de fem visdomskonger. Den centrale er Fudō Myōō der altid afbildes med et vildt og vredt blik, hugtænder, sværd, reb og med et flammehav som baggrund. Vredens formål er at bekæmpe menneskets vildfarelser og lede det til oplysning 1https://denstoredanske.lex.dk/Fudo. Loftet i salen er udsmykket en fantastisk drage af den berømte kunstner Katayama Nanpu (1887-1980). Fra verandaen der omslutter Godaidō-bygningen er der en spektakulær udsigt udover Chūzenjiko-søen og de omkringliggende bjerge.


Migawari no kobo

På templets grund står også et stort japansk cedertræ (sugi) som har en stor knude nederst på stammen (kobo). Træet regnes for at være en substitut (migawari) for folk idet den modtager og accepterer folks dårligdomme og ulykke.

Adresse
2578 Chugushi, Nikko, Tochigi 321-1661
Hjemmeside (på japansk)

Google-kort

Transport

Fra Chūzenji Onsen-busstoppestedet er der omkring 20 minutters gang.