Irohazaka (いろは坂) er to snoede veje der forbinder lavtliggende, centrale Nikko med den bjergrige og højtliggende Okunikko-region med Chuzenjiko-søen. “Iroha” er de første tre af 48 stavelser i et gammelt japansk alfabet der ikke længere bruges (kendt som aiueo), og “zaka” betyder skråning. De to snoede veje fik deres navn fordi de tilsammen består af 48 hårnålesving. Alle hårnålesving er fortløbende nummererede, så man kan følge med i hvor langt man er kommet. De enkelte stavelser fra alfabetet er også angivet for hvert hårnålesving.
De to veje blev bygget i henholdsvis 1954 og 1965 og var nogle af Japans første betalingsveje, men er det ikke længere. Den ældste vej fra 1954 er ensrettet i retning mod Okunikko, mens vejen fra 1965 er ensrettet i retning mod Nikko by. Er du i bus eller bil, er der mulighed for et fint stop i retning mod Okunikko: Akechidaira-plateauet med et fantastisk udsigtspunkt med kig til Irohazaka og området omkring.
Nikko og Okunikko mm. danner tilsammen Nikko Nationalpark, og hele området er kendt for dets spektakulære efterårsfarver fra slutningen af oktober til begyndelsen af november. Da Irohazaka-vejene er de eneste veje til at komme til og fra Chuzenjiko-søen fra Nikko, er der tryk på trafikken her om efteråret med forsinkelser for både biler og busser. Undgå hvis muligt vejene i weekenden og på helligdage og tag tidligt afsted.
Adresse
Chugushi, Nikko, Tochigi 321-1661