Indhold
Intro
Rinnōji-templet (輪王寺) er det vigtigste tempel i Nikko. Det blev grundlagt i 766 af munken Shodo Shonin som introducerede buddhismen i Nikko by i det 8. århundrede. Rinnōji-templet er sammen med Toshogu-helligdommen og Futarasan-helligen udpeget til at være en del af Unesco’s verdensarv.
Templet er et af hovedtemplerne inden for tendai-buddhismen sammen med Enryakuji-templet på bjerget Hiezan i Kyoto og Kaneiji-templet i Tokyo. Rinnōji-templet er en samlet betegnelse for 15 templer og andre bygninger der ligger Nikko- og Oku Nikko-områderne. Taiyūin-mausoleet, der ligger tæt på, fungerer som undertempel for Rinnōji-templet.
Kuromon-porten
Denne port er hovedindgangen til templet og kaldes Kuromon, da den er malet helt sort (kuro betyder sort).
Sanbutsudo
Sanbutsudo-bygningen (bygningen med de tre buddhaer) blev oprindelig bygget i 848 af munken Ennin (ca. 794-864), en ypperstepræst fra Tendai-sekten, som blev introduceret til Japan fra Kina i 806. Bygningen var oprindelig placeret der hvor Toshogu-helligdommen ligger nu og er blevet flyttet og rekonstrueret flere gange. Den nuværende bygning stammer fra 1645.
Bygningen er opført i den såkaldte esoteriske tendai-stil; en stilart som kun findes få steder i Japan. Bygningen har gennemgået en årelang renovering der blev afsluttet i 2019. Bygningen er i øvrigt den største trækonstruktion i det østlige Japan. Centralt placeret i midten lige under taget sidder en hengaku-tavle med tegnet for kindo, dvs. hovedhal.
I Sanbutsudo-bygningen kan man beundre tre buddhastatuer der hver er omkring 7,5 meter høje. De tre buddhaer regnes for at være buddhistiske manifestationer af Nikkos tre bjergguder som den nærliggende Futarasan-helligdom er helliget. Senju Kannon (Kannon med de 1000 arme) repræsenterer Nantai-san (Nantai-bjerget), Amida Nyorai (Amitabha Tathagata) repræsenterer Nyoho-san (Nyoho-bjerget) og Bato Kannon (Kannon med hestehoved) repræsenterer Taro-san (Taro-bjerget).
Foran bygningen til højre står det mere end 500 år gamle Kongo-kirsebærtræ som blomstrer hvert år i begyndelsen af maj.
Sorinto-stupaen
Denne stupa i bronze blev opført i 1643 og er lidt over 13 meter høj. Toppen af stupaen minder i stil om det man finder på toppen af en pagode. Stupaen blev bygget af munken Tenkai (1536-1643) i begyndelsen af 1600-tallet, da Toshogu-helligdommen blev bygget. Sorintoen rummer en samling buddhistiske sutraer og har stor religiøs betydning. De ni ringe repræsenterer de fem visdoms-buddhaer (Nyorai) og de fire Bodhisattvaer.
Designet til stupa var inspireret af Saicho (767-822), grundlæggeren af den japanske Tendai-sekt Han fik opført seks sådanne stupaer over hele landet for at give Japan den guddommelige beskyttelse af den buddhistiske lov. Sorinto-stupaen blev opført her for at beskytte det østlige Japan, for at afværge onde ånder og for at bevare freden i riget.
På hver af stupaen står nogle store bronzelanterner som blev givet til templet i 1648 af en række købmand fra Tokyo, Osaka og Nagasaki.
Daigomado
Rinnōji-templet er også kendt for sit såkaldte goma-ritual (ildofringsritual). Goma-ritualet finder sted tre gange om dagen i Daigomado-bygningen lige bag Sanbutsudo-bygningen. Bygningen blev opført alene til brug for udførelsen af dette ritual. I dette esoteriske buddhistiske ildritual bliver bønner skrevet på papir eller små trætavler brændt i en hellig ild og dermed overført til de guderne.
Selvom bygningen er bygget i en traditionel arkitektonisk stil, er strukturen lavet af moderne stålarmeret beton og opført i 1998. Dels for at kunne stå imod jordskælv, dels som beskyttelse i forhold til nærliggende bygninger som er opført i brandbare materialer.
Homotsuden
Homotsuden er templets skatkammer. Her udstilles omkring 50 af templets mere end 30000 skatte. Der er løbende udskiftninger i udstillingen.
Shoyoen-haven
Lige ved siden af Homotsuden ligger den fine Shoyoen-have der en typisk japansk vandringshave med en central sø. Man mener den blev designet af den berømte havedesigner Kobori Enshu (1579-1647) i begyndelsen af Edo-perioden og blev siden kraftigt renoveret i 1815. Haven er særlig smuk om efteråret når lønnen skifter farve.
Adresse
2300 Sannai, Nikko, Tochigi 321-1494
Hjemmeside