Gado-shita, som direkte oversat betyder “under bjælken”, er et charmerende og atmosfærefyldt restaurantområde beliggende under togskinnerne nær Yurakucho Station i Tokyo. Dette livlige kvarter strækker sig cirka 700 meter langs begge sider af togskinnerne fra Yurakucho til Tokyo Station.
Gado-shita udstråler en særlig nostalgisk atmosfære der minder om efterkrigstidens Showa-periode (1950’erne til 1980’erne). De rå murstensbuer og slidte facader danner en rustik ramme som du sjældent finder i det eller supermoderne Tokyo. Når mørket falder på, oplyses området af røde og gule lanterner. De åbne køkkener summer af aktivitet, og duften af grillede delikatesser og nudelsupper breder sig i luften.
Det er et sandt paradis for madelskere. Området rummer et bredt udvalg af spisesteder – fra traditionelle izakayas og yakitori-steder til ramen- og udon-restauranter samt autentiske sushi-barer. Derudover kan du finde flere europæiske bistroer og barer der tilbyder franske, italienske og tyske retter.
For de eventyrlystne byder Gado-shita på sjældne specialiteter såsom tørrede rokkevinger, grillet blæksprutte med indvolde og endda hestekød. På trods af de mange eksklusive retter forbliver priserne generelt rimelige.
Gado-shita er ikke kun en kulinarisk destination, men også et centralt samlingspunkt for Japans erhvervsliv. Området er populært blandt forretningsfolk som efter arbejdsdagen søger herhen for at slappe af og hygge sig med kollegerne.
Se Google-kort.
Billedet øverst: © 7maru