kagurazaka tokyo

Kagurazaka-området i Tokyo – Tokyos “lille Paris”

19. november 2025

Kagurazaka-området (神楽坂) er et stemningsfuldt restaurant- og shoppingområde i Tokyo tæt ved Iidabashi Station. Langs hovedgaden Kagurazakadori ligger restauranter, caféer og små specialbutikker side om side.


Kagurazakadori-gaden og de smalle gyder

På begge sider af Kagurazakadori forgrener der sig et netværk af smalle sidegader, flere af dem brostensbelagte hvor man kan gå på opdagelse væk fra storbyens trafik. Her er en rolig og hyggelig atmosfære og man kan næsten glemme at man befinder sig midt i Tokyo. Samtidig mærker man tydeligt at Kagurazaka er et kuperet område og man siger at kvarteret har omkring 60 større og mindre høje. Den centrale gade er desuden lukket for biltrafik midt på dagen og længere tid om søndagen og på helligdage.

I løbet af Edo-perioden var Kagurazaka placeret lige uden for den ydre voldgrav der hørte til Edo-borgen. Et længere stykke af voldgraven er stadig bevaret og kan ses på venstre hånd når man kommer fra Iidabashi-stationen. Dengang udviklede Kagurazaka sig til et geisha-distrikt (hanamachi) med tehuse og eksklusive restauranter og enkelte af husene fra den tid er stadig bevaret i de små sidegader. Gyder som Hyogo Yokocho og Kakurenbo Yokocho med sorte træhegn, brostensbelægning og diskrete indgange til ryotei-restauranter giver et tydeligt ekko af geisha-kvarterets storhedstid.


Kagurazaka-området i Tokyo
En af mange smalle gyder

“Lille Paris”

Kagurazaka har også et tydeligt fransk præg fordi der ligger to franske skoler i nærheden. Det afspejler sig i kvarterets mange franske caféer, restauranter og bagerier som for eksempel boulangerie Paul (Google-kort) og restauranten Bisous Kagurazaka (Google-kort). Samtidig finder man et stort udbud af butikker med kunsthåndværk og ting til boligindretning.

Besøg for eksempel:

  • Tsubakiya (Google-kort) der især sælger røgelsesvarer men også papirvarer og små gaver
  • Noren Kagurazaka (Google-kort)  byder på et fint udvalg i både traditionelt og moderne design. Her kan man blandt andet finde tasker, kosmetik, smykker, kokeshi-dukker, furoshiki-stof, punge, sokker, børster, røgelse og meget mere.
  • Dertil kommer nyere koncepter som Akomeya TOKYO i la kagu (Google-kort), Makanai med naturkosmetik (Google-kort) og værkstedet Juttoku (Google-kort) hvor man kan lave sin egen røgelse

Kagurazaka-området i Tokyo


Zenkokuji-templet og Tokyo Daijungu

Midt på hovedgaden ligger det røde Zenkokuji-tempel som har været et vartegn for Kagurazaka siden 1700-tallet. Templet er viet til Bishamonten, en buddhistisk guddom for rigdom og beskyttelse. Zenkokuji er et Nichiren-buddhistisk tempel med rødder tilbage til den tidlige Edo-periode og i foråret er det omgivet af kirsebærblomster som tiltrækker mange besøgende.

Ikke langt derfra, nær Iidabashi-området, ligger Tokyo Daijingu, en shintohelligdom der er kendt som et af Tokyos vigtigste steder for enmusubi – forbindelser og kærlighed. Her kommer mange unge japanere for at købe kærlighedsamuletter og bede om held i romantiske forhold.


Akagi-helligdommen

Et stykke oppe ad Kagurazakadori på højre hånd hvis man kommer fra Iidabashi Station ligger Akagi-helligdommen (se Google-kort). Denne shintohelligdom i Tokyo hører ind under den større Akagi-helligdom af samme navn der ligger ved Onuma-søen ved Akagi-bjerget i Gunma-præfekturet og er helliget Akagi Daimyojin som er søens gud.

Akagi-helligdommen i Tokyo blev oprindelig opført i løbet af Edo-perioden af en rig tilrejsende fra Gunma. I 2010 blev anlægget totalrenoveret og fik et markant moderne udtryk tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma som også står bag flere kendte bygninger i Tokyo blandt andet Nezu-museet og Asakusas turistinformation. Resultatet er en lys og moderne helligdom i glas og træ som står i spændende kontrast til Kagurazakas snævre gader og historiske huse.



Festivaler og katte

Kagurazaka er også kendt for sine livlige festivaler. Om sommeren afholdes Kagurazaka Matsuri med bl.a. Kagurazaka Awa Odori. Her danser farverige trup­per Awa Odori ned ad Kagurazakadori ledsaget af trommer, fløjter og shamisen og området fyldes med madboder og sommerstemning.

I efteråret afholdes Bakeneko-festivalen, en katteinspireret parade hvor deltagere klæder sig ud som mytiske kattevæsener, inspireret af forfatteren Natsume Sosekis roman “Jeg er en kat”. Kagurazaka omtales derfor også som en slags “katteby”.


Praktisk information

Kagurazaka nås lettest fra Iidabashi Station hvorfra man hurtigt står ved foden af hovedgaden. Stationen betjenes af JR Chuo- og Sobu-linjerne samt flere metrolinjer og i den anden ende ligger Kagurazaka Station på Tozai-linjen.

Se detaljeret kort og guide over Kagurazaka (PDF) udgivet af turistinformationen for Shinjuku-området.

Billedet øverst: © Nick Jagger.



Oplevelser i nærheden

Nordvest for Kagurazaka-området ligger St. Mary-katedralen der er hovedsædet for den romersk-katolske ærkebiskop i Tokyo.