Kabukichō er et underholdningsdistrikt i Shinjuku-området i Tokyo. Det ligger på østsiden af Shinjuku station. Det er opkaldt efter et kabuki-teater som man i 1940’erne planlagde at opføre, men det skete aldrig. Navnet blev dog hængende.
Det er Japans største red light-distrikt, men uden tydelig prostitution. Her er masser af restauranter, barer, natklubber, pachinko-spillehaller og karaoke-steder. Her er også love-hotels og både hostess- og host-klubber og alle mulige andre etablissementer for alle køn og seksuelle orienteringer. Vær lidt ekstra opmærksom, når du går rundt her. Der har været tilfælde hvor udenlandske turister har fået hældt noget i deres drink. Og også flere tilfælde hvor udenlandske turister er blevet udsat for bottakuri, dvs. hvor en bar, restaurant eller lign. tilføjer ublu høje skjulte gebyrer til den endelige regning – langt ud over de oprindelige annoncerede priser.
Er du interesseret i fotografering, giver Kabukichō dig masser af fotomuligheder især om aftenen hvor lysreklamer mm. virkelig bidrager til stemningen. Det er stort set umuligt at fotografere med stativ pga. menneskemængderne, så fotografering her er håndholdt.
Billedet øverst: den berømte røde port, der markerer hovedindgangen til Kabukichō.